Ché Guevara, min far

Ché Guevara, min far

Interview med Ché Guevaras ældste søn

Artikel af Helene Caprani i Dagbladet Arbejderen den 3. september 2005 

Revolutionsheltens ældste søn, Camilo, er stolt af faderens arv i det socialistiske Cuba

- Hvordan skulle jeg ikke være stolt af min fars valg? Han ville gøre verden bedre...
Camilo Guevara March er en stor mand, høj og bred, og virker umiddelbart meget latino med sin lange krøllede hestehale og ublufærdigt opknappede grå skjorte. Da han sætter sig, er han imidlertid nærmest selvudslettende - skyr fotografen lidt og fortæller nødigt om sig selv.
Men efterhånden som snakken går om faderen, om livet i Cuba og om verdenssituationen, åbner han sig - han taler sig hurtigt varm, hænderne former sig i forklarende bevægelser, og de lysebrune øjne funkler.

Arven efter Ché

- Ens far betyder jo altid noget for en, og min far er udover det et universelt symbol på oprør og humanisme. Ché havde mange sider, som mand, revolutionær, faré for mig kan det ikke skilles ad. Han er det hele på en gang, forklarer Camilo.
På spørgsmålet om Ché`s efterkommere har en særlig forpligtelse, ser han et øjeblik eftertænksomt op i loftet, før han svarer.
- Jamen, Ché har mange børn - hele generationer. Hans arv giver os alle en forpligtelse, og ikke blot som symbol. Ché efterlader sig en stor arv i Cuba, både i form af tanker og materielle ting. Han arbejdede i regeringen, og derfor er mange fabrikker også en del af hans arv. De cubanske læger i udlandet - og Cuba har flere end alle andre lande tilsammen - er også hans arv. De 15.000 Tjernobyl-børn, der får gratis ophold og behandling i Cuba, er også en del af hans arv. Som han sagde: Revolutionen er summen af mange revolutionæres værk, siger Camilo i stor alvor.

Ingen bitterhed

Faderen blev dræbt, da Camilo blot var fem år gammel, og han ved ikke om minderne er virkelighed eller fantasi. Men Camilo føler ingen bitterhed.
- Alle fædre har et arbejde. En musiker eller en tømrer kan også komme ud for en ulykke. Det var jo ikke hans plan at blive dræbt, men at kæmpe! Og nogle fædre, der er meget hjemme, er alligevel ikke søde ved deres børn. Hvordan skulle jeg ikke være stolt af min fars valg? Han ville gøre verden bedre! Det er da forkert ikke at ville ændre verden, når man ser et andet menneske lide!
Det er tydeligvis et emne der optager Camilo; han hæver stemmen, og håndfagterne bliver flere.
- Jeg fortryder intet. Intet!

Dyrkelsen er et tveægget sværd

Overalt bliver Camilo identificeret med faderen, og det generer ham ikke.
- De fleste modtager mig positivt, fordi de føler en særlig forbindelse med Ché. Det er fint. Men samtidig er jeg jo også mig selv, det er klarté
Brugen af Ché`s ansigt på diverse forbrugsgoder behager ham dog ikke ubetinget.
- Det er et tveægget sværd. Der er nogle, der tjener penge på ham, og det er forkert. Og de snobber, der går med hans billede fordi de synes det er pænt eller smart, men ikke kender hamé. en trøje med Ché er ligegyldig, hvis den der bærer den ikke ved hvem han var. Hvem han ér! Han bliver forsøgt udvandet, gjort lyserød og blød, af dem der frygter hans kraft som symbol på kampen imod undertrykkelse. For overalt i verden er der stor nysgerrighed efter at kende Ché - og en trøje med hans billede kan også vække folk, mener Camilo, og rynker brynene overbærende ved synet af skribentens usmagelige Ché-tegnebog.
- Udvandingen af Ché`s symbol er med til at opretholde status quo. Få lande har alt, og de fleste har intet. Den kollektive trafik ligger i ruiner, mens andre har tre-fire biler. De globale miljøproblemer slår folk ihjel. Andre dør af sult, mens vores teknologi aldrig har været bedre. Dit forbrug bestemmer din status. Kapitaleksport, udlandsgæld, korrupte regeringer, krigé I kalder det den kristne verden, men det kristne budskab er solidaritet! At hjælpe andre!
Camilo laver en forarget grimasse og slår energisk ud med hånden. Nu har han virkelig fået tungen på gled, og USA får nogle skarpe sætninger med på vejen:
- USA har altid villet erobre Cuba, og det spiller en kæmpe rolle for vores historie. Siden revolutionen har USA organiseret og finansieret ekstreme grupper, der har øvet terrorisme i Cuba. I 'Krigen mod terror' bliver retfærdige sager og terror blandet sammen. Hvis du har en enorm militærmagt imod et ubevæbnet folk, hvem er så terroristen? Se på fangerne på Guantánamo-basen. Det siger alt om, hvilken verden USA`s regering ønsker, konstaterer Camilo.

Frihedskæmperne er forbilleder

Camilo er ikke politisk organiseret, men identificerer sig helhjertet med faderens opfattelser.
- Altså, ideologisk tilhører jeg marxismen-leninismen. Mine forbilleder er heltene fra den cubanske revolution, først og fremmest Ché og Fidel, men også ikke-marxisterne. Frihedskæmperne overalt i Latinamerika er mine forbilleder, bekender han.
Med hensyn til de højrepolitikere, der forud for udstillingens åbning kaldte Ché en massemorder, gør Camilo kort proces:
- De skulle tage og undersøge sagen, blive mere oplyste. Altså, de må gerne demonstrere, men de skal ikke lyve om grunden. De samme mennesker støtter George W. Bush, der myrder og torturerer i Irak - så de er ikke imod at slå mennesker ihjel. De er i virkeligheden bange for hans symbol, for oprøret. Hvad er deres bud så? De vil have fascismen tilbage, konkluderer Camilo tørt.

Optimist

Che Guevara var meget optaget menneskets evne til at forandre sig, og vilje til at være nyttig i samfundet og virke til gavn for andre mennesker og fællesskabet. Che`s tænkning afspejler en grundlæggende tillid til at menneskets positive sider udfolder sig, når betingelserne er tilstede. Nogle har beskyldt Che for at være for idealistisk:
- Man kan ikke være for idealistisk, det findes ikke. Det er kun muligt at være meget menneskelig, og mennesket har et stort potentiale for at forbedre sig. Ché`s tanker var baseret på virkeligheden - han havde studeret utrolig meget, mener sønnen.
- Folk som ham er nødvendige for at kunne udvikle avancerede tanker og et nyt samfund. Han var meget positiv overfor mennesket. I et samfund hvor ingen mennesker er ligeglade med hinanden, vil egoismen forsvinde, og der vil være balance og harmoni. Drømme er til for at realiseres, udbryder han.
Med hensyn til Cubas fremtid er Camilo Guevara også optimist.
- Det er jo altid svært at spå, for i morgen kan det hele se anderledes ud. Som da vi i 1990 over en nat mistede over firs procent af vores udenrigshandel, fordi den socialistiske lejr brød sammen. Vi har socialisme, men vi er ikke tryllekunstnere. For os er socialismen en nødvendighed. Det handler om at kunne fortsætte som nation, med vores erfaringer og ofre, forklarer Camilo.
- Den økonomiske krise har også skabt en moralsk krise, med blandt andet prostitution. Det er ikke et simpelt spørgsmål, og jeg er ikke ekspert i moralske værdier. Men det er trods alt et mindre problem, og turismen er i dag vores største industri og har bragt en masse gode ting med sig. Folk fra hele verden besøger Cuba, og bliver inspireret af vores eksempel. Af ligheden, kulturen, folket. Hvis du vil have smukke strande, har vi også det, griner Camilo.
- Kendskab og venskab forbedrer forholdet mellem folkene. Hvis vi ikke kender hinanden, hvordan skal vi så ændre verden, spørger han retorisk, før han afslutter interviewet med et kindkys - man er vel cubaner.

FAKTA

Camilo Guevara March er El Ché's ældste søn.
Forældrene forelskede sig under oprørskampene i de cubanske bjerge i slutningen af 1950`erne, og Camilo blev det første af deres fire børn. Han er opkaldt efter kommandant Camilo Cienfuegos, hvis tropper kæmpede sammen med faderens i det afgørende slag om byen Santa Clara. I dag er Camilo Guevara 43, fire år ældre end faderen da han blev myrdet af en soldat, mens han blev holdt som fange i en hytte i Bolivias jungle.
Camilo er ikke gift, men har efter eget udsagn 'to-tre børn'.
Han taler spansk, russisk og kinesisk - ikke engelsk.
For nogle år siden var han funktionær i det cubanske fiskeriministerium, nu arbejder han sammen med halv-storesøsteren Hilda (fra faderens første ægteskab) på et forskningscenter, der har specialiseret sig i den berømte revolutionshelt.
I tirsdags var han i Danmark, nærmere bestemt Aalborg, for at åbne en udstilling med faderens fotografier.