Missilkrisen: Et overblik

Missilkrisen: Et overblik

20121026-140944-721945_0.jpg

Cuba og Sovjetunionen blev tætte allierede i de første år af den cubanske revolution, i takt med at USA indførte og strammede blokaden af Cuba. Her er Fidel Castro på besøg hos Nikita Krustjov i Moskva.
Cuba og Sovjetunionen blev tætte allierede i de første år af den cubanske revolution, i takt med at USA indførte og strammede blokaden af Cuba. Her er Fidel Castro på besøg hos Nikita Krustjov i Moskva.

Udviklingen af atomvåben ændrede international politik for altid. Efter udslettelsen af Hiroshima og Nagasaki opnåede USA status som verdens stærkeste militærmagt i fire år, indtil Sovjetunionen brød atommonopolet i 1949. I 1957 kom Sovjetunionen foran i det våbenteknologiske kapløb med en test af verdens første ballistiske atommissil og opsendelsen af satelliten Sputnik 1 (1). I april 1961 sendte russerne kosmonauten Jurij Gagarin i kredsløb om Jorden, hvilket demonstrerede at de kunne nå USA med atomvåben. Med mellemdistance-atomraketter i Tyrkiet og flere vesteuropæiske lande havde USA dog stadig têten, hvad angik udfaldet af en eventuel atomkrig. Fremkomsten af en socialistisk stat 145 km. fra Florida gav Sovjetunionen mulighed for at udligne magtbalancen – men forsøget på at gøre det kom i stedet til at vise verdenssamfundet den mørkeste side af atomkapløbet.

 

29. maj 1962 ankom en hemmelig sovjetisk delegation, hvor senere ambassadør Anastas Mikoyan deltog, til Havanna. Den tilbød Castro opstilling af både taktiske og strategiske atommissiler på øen. Castro accepterede straks, selvom han anerkendte at missilerne ville gøre Cuba til et strategisk mål i en storkrig (2). Ifølge Mikoyans søn, Sergej, spurgte Anastas efter krisen Castro om bevæggrunden for at acceptere missilerne – og Castro havde forbløffet svaret, at han troede Sovjetunionen havde behov for opstillingen (3). Muligvis troede de to regeringer hver især, at missilerne først og fremmest var et ønske fra den andens side, men de havde også deres egne grunde. Sovjetunionen kunne matche de amerikanske missiler i Vesteuropa og få indflydelse på et nyt kontinent, og Svinebugtsinvasionen og CIA’s sabotagehandlinger spillede uden tvivl en rolle for cubanerne. Det understreges af, at cubanerne foreslog at offentliggøre opstillingen – hvilket koldkrigslogisk ville afskrække modparten fra et angreb. Cubanernes argumenter var, at aftalen var i overensstemmelse med international lov, og at en hemmelig opstilling kunne fremprovokere en amerikansk invasion (4). Den sovjetiske delegation mente imidlertid, at en offentlig operation ville gøre det muligt for USA at forhindre opstillingen, hvorfor den måtte hemmeligholdes indtil sin færdiggørelse i november. Russernes formodning skulle vise sig at holde stik. 

I begyndelsen af oktober var 60 mellemdistancemissiler og 43.000 sovjetiske soldater ankommet til Cuba, mens de strategiske missiler endnu var på vej over Atlanterhavet. Kennedy fik kendskab til opstillingen 14. oktober, da et amerikansk spionfly afslørede halvfærdige affyringsramper og sovjetiske teknikere i Pinar del Rio-provinsen. Også konvojen med de strategiske missiler blev opdaget. Kennedy optrappede straks spionageflyvningerne over Cuba og sendte 85.000 soldater til Florida (5). Han oprettede samtidig ad hoc-krigsrådet ExCom, der blandt andet diskuterede mulighederne for en fuld invasion og bombning af missilramperne. Af frygt for, at et åbent angreb kunne udløse et sovjetisk modangreb på Vestberlin eller de amerikanske missilbaser i Tyrkiet og Italien (6), beordrede Kennedy en flådeblokade af missilkonvojen. 22. oktober fortalte han på amerikansk tv, at Cuba besad sovjetiske atommissiler. Samtidig advarede han både den cubanske og sovjetiske regering om, at et missilangreb på USA fra cubansk jord ville blive opfattet som et angreb fra Sovjetunionen. Dagen efter vedtog OAS at støtte flådeblokaden, og flere lande stillede skibe, tropper og havne til rådighed (7). En flåde atombevæbnede amerikanske krigsfartøjer sejlede ud for at blokere den sovjetiske konvoj, der imidlertid viste sig at være eskorteret af atomubåde. Krisen spidsede til; begge sider afholdt sig fra at affyre det første skud, men frygtede samtidig hvad der ville ske hvis den anden skulle få et forspring – atomkapløbet i en nøddeskal. Et forhandlingsmøde i FN’s Sikkerhedsråd sendte de tre parter hjem uden resultat. Imens forhandlede Kennedys og Krustjovs regeringer uden cubanerne. 26. oktober tilbød Krustjov, gennem den sovjetiske ambassade i Washington, at trække konvojen tilbage uden at sende nye missiler - til gengæld skulle Kennedy love ikke at invadere Cuba. Kennedy accepterede, på den betingelse at missilerne blev afmonteret under FN-observation. I hemmelighed lovede justitsminister Robert Kennedy desuden at afmontere missilerne i Tyrkiet (8). Planerne om invasion var på det tidspunkt endnu ikke opgivet; Kennedy bad udenrigsministeriet forberede dannelsen af en eventuel ny cubansk regering (9). 28. oktober bekræftede Krustjov imidlertid aftalen i Radio Moskva og satte punktum for krisen. FN-observationen blev imidlertid afvist af FN’s generalsekretær U Thant, der mente opgaven lå udenfor FN’s område. Kennedy foreslog, at inspektionen af den sovjetiske konvoj i stedet blev foretaget af amerikanere. Castro afviste imidlertid enhver form for fremmed inspektion på cubansk område, og inspektionen af den sovjetiske konvoj kom derfor til at foregå i åbent hav. Således fik cubanerne en lille hævn over, at Krustjov havde holdt dem udenfor forhandlingerne. 

Den cubanske regering tog krisen særdeles alvorligt; de besluttede 23. oktober at forberede landets militær – samt de 43.000 sovjetiske soldater – på krig. Eftersom de ikke kendte til de bilaterale forhandlinger, frygtede de en invasion lige indtil Krustjovs radiotale, hvilket illustreres af at Castro på dagen for Krustjovs tilbud gav ordre til at beskyde de amerikanske spionfly. Nedskydningen af et enkelt fly havde nær saboteret forhandlingerne. Ligeledes samme dag udtrykte Castro sin frygt for en forestående invasion i et brev til Krustjov – og frygten fortsatte efter krisen. Det var ikke blot udelukkelsen fra forhandlingerne, men også deres resultat, der generede cubanerne. Castro kritiserede russerne for ikke at have opnået ændringer i de forhold, han mente var årsagen til krisen – handelsblokaden, Guantánamo-basen, CIA-kampagnerne og krænkelserne af cubansk territorium (10). Et løfte om ikke at blive invaderet, som de ikke stolede på, og en officiel lukning af Operation Mongoose (11), som de heller ikke stolede på, havde ikke ændret cubanernes situation. Det cubansk-sovjetiske forhold var beskadiget på overfladen, men det tætte samarbejde fortsatte af ren nødvendighed. Sovjetunionen var stadig Cubas eneste redningsplanke i det amerikanske hav, hvor handelsforbindelserne var brudt og en atombevæbnet supermagt fortsat var fjendtligt indstillet – og den røde stat i Latinamerika var stadig en fjer i den socialistiske bloks hat. Krisen var imidlertid også blevet et stridsspørgsmål internt i blokken. Kineserne, der var blevet henvist til en andenplads af Krustjovs missilløfte til cubanerne i 1960, støttede cubanernes kritik. Således steg cubanernes prestige, fordi blokkens to førende stater konkurrerede om at være deres beskytter. Kritikken gav Krustjovs autoritet et alvorligt knæk, og var medvirkende til hans afgang to år efter krisen. 

Teksten er et uddrag af specialet 'Rød Høst: Cubas økonomiske udvikling fra klassisk uland i 1959 til serviceeksportør i 2004', RUC 2006.

 

Noter:

1. Zubok & Pleshakov 1996:192

2. Castro i Nieto 2003:89

3. Nieto 2003:90

4. Nieto 2003:89

5. Nieto 2003:83

6. Fursenko & Naftali 1997:202

7. Nieto 2003:84

8. Fursenko & Naftali 1997:282

9. Nieto 2003:86

10. Nieto 2003:91f

11. Naylor 2001:186

Litteratur:

Fursenko, Aleksandr & Naftali, Timothy: ‘One Hell Of A Gamble. Khrushchev, Castro, Kennedy, and the Cuban Missile Crisis 1958-1964’. John Murray, London 1997.

Naylor, R. T.: ‘Economic Warfare. Sanctions, Embargo Busting, and their Human Cost’. Northeastern University Press, Boston 1999.

Nieto, Clara: ‘Masters Of War. Latin America and U. S. Aggression from the Cuban Revolution to the Clinton Years’. Seven Stories Press, New York 2003.

Zubok, Vladislav & Pleshakov, Constantine: ‘Inside the Kremlin’s Cold War’. Harvard University Press, London 1996.