Tale ved folkemødet i Falkonercentret 1995

Tale ved folkemødet i Falkonercentret 1995

36865-castro-opstillet-til-nationalforsamling--.gif

Fidel Castro taler i Falkoner Centret.
Fidel Castro taler i Falkoner Centret.

Den 11. marts 1995

Der findes en bedre verden - mister jeg stemmen?

(Tilråb: Det gør ikke noget).

Jo, det gør, for jeg skal holde tale i morgen.

Jeg vil først forklare, at jeg tog denne her jakke på, og at det ikke er den, jeg bruger ude på konferencen. For da jeg så denne her plakat (mødeplakaten o.a.), og for at I ikke skulle tro, at det var en anden, der kom, tog jeg min sædvanlige jakke på.

Jeg kan sige noget mere om dette hjertevarme møde. Da man begyndte at tale om muligheden for at tage til Danmark, hørte jeg i radioen, at man forberedte et stort møde her, og så sagde jeg, at det var endnu en grund til at tage til Danmark. De sagde til mig, at jeg skulle være til stede her. Og her er jeg!

(Stort bifald!)

Normalt forlader jeg aldrig konferencerne. Med stor stoicisme har jeg formået at lytte til over 120 taler. Og det eneste dilemma var, om de satte mig på til at tale klokken fire om eftermiddagen. Men jeg var så heldig, at de satte mig på til i morgen formiddag, og på den måde kunne problemet løses og jeg kunne deltage her på mødet. Og jeg gør med stor glæde en undtagelse til den stoicisme, hvormed jeg lytter til alle talerne på de internationale konferencer, for jeg føler mig meget glad og meget lykkelig over at være sammen med jer her. Jeg har altid sagt, at det, jeg bedst kan lide ved møderne, er pauserne, undtagen når jeg forlader et møde for at deltage i et arrangement som det her. Det er det eneste og bedste, som jeg ved.

Vi taler om topmødet. Jeg ved ikke meget om, hvad I ved om konferencen. Jeg ved ikke om I kan lide den eller ej. (Tilråb: Nej!). Jeg ved ikke, om I har læst meget eller lidt om dette tema, men sagen er, at denne konference er ved at blive afholdt. Og jeg kan naturligvis ikke tale dårligt om konferencen, for så vil de ikke tage imod mig i morgen. Konferencen har et særligt kendetegn. Der har aldrig tidligere været afholdt et møde med stats- og regeringsledere for at tale om social udvikling. Og jeg tror faktisk, at det vil bidrage til at skabe bevidsthed om dette problem. Jeg havde lejlighed til at deltage på miljøkonferencen i Rio de Janeiro. Og jeg er overbevist om, at mange stats- og regeringsledere, der aldrig havde hørt tale om miljøet, og som aldrig havde bekymret sig om ophedningen af atmosfæren, om ozonlaget eller om alle de problemer, der er forbundet med den forfærdelige miljøudvikling, med miljøkrisen, havde muligheden for at høre om dette emne, og at dette på en vis måde skabte bevidsthed.

Nu taler man om de sociale problemer, spørgsmålet om arbejdsløshed, spørgsmålet om fattigdom, om analfabetisme, om manglende lægehjælp, som findes i en stor del af verden og tilmed i mange udviklede lande. Det forekommer uvirkeligt, underligt, men det eksisterer faktisk. Spørgsmålet er, om disse betingelser kan forandres, selv hvis der findes vilje dertil hos en del af de politiske ledere i verden. Vi taler netop om social udvikling i en verden, hvor den sociale udvikling står i modsætning til hele den virkelighed, der findes.

Det er rigtigt, at vi har en del af verden, som er meget rig og meget udviklet, og som bliver stadig rigere og stadig mere udviklet, men det umådelige flertal af menneskeheden er meget fattigt og bliver stadig fattigere og mindre udviklet. I FN's terminologi bruger man ordet "udviklingslande", og det er ikke andet end et elskværdigt ord, fordi de ikke kan lide ordet "underudvikling", og det er klart, at vi bruger "udvikling" i økonomisk betydning, og derfor hedder de udviklingslande. I virkeligheden er vore lande i underudvikling, for forskellen, den berømte kløft mellem de udviklede og de underudviklede lande bliver ikke mindre, men vokser.

Det er rigtigt, at de udviklede lande har mange problemer af meget forskellig slags, alt efter hvad land det drejer sig om. Et af de værste problemer i den udviklede verden er arbejdsløsheden, og det er et bevis på, at denne model er ude af stand til at løse bestemte problemer, for jo mere udvikling, jo mere teknologi, jo mere industriel perfektionering, jo flere computere, jo mere automatisering, desto mindre arbejde, og derfor vokser arbejdsløsheden. Der er også mange andre problemer Å mere i nogle lande og mindre i andre lande Å problemet med vold, problemet med narko osv.

Men alle disse problemer er langt hårdere og vanskeligere i de lande, som vi kalder underudviklede lande. Og det skyldes ikke deres kultur eller deres kvaliteter, men skyldes netop deres fattigdom. Denne verden,  som kaldes den tredje verden, var en verden, som blev koloniseret og udbyttet i århundreder, l virkeligheden blev kolonialismen og underudviklingen skabt af kapitalismen. Og nu snakker kapitalismen  om at løse problemerne omkring underudvikling, hvad der rent faktisk er en enorm modsigelse.

Når vi kigger på denne tredje verden, ser vi problemer, som ikke engang bliver berørt i erklæringen og handlingsplanen fra dette topmøde. Man snakker om udvikling og fattigdom; men man nævner ikke det ulige bytteforhold, et reelt fænomen, som betyder, at de produkter, som den tredje verden eksporterer, bliver betalt stadig dårligere, mens de produkter, som disse lande køber af den udviklede verden, bliver solgt til stadig højere priser. Hvis man analyserer, hvad der er sket siden anden verdenskrig, så udgør købekraften for de grundlæggende produkter ikke engang 30 pct. af, hvad den tidligere udgjorde. Faktisk eksporterer vore lande stadig flere og importerer stadig færre varer.

Kapitalflugten nævnes heller ikke. I virkeligheden Finansierer den underudviklede verden den udviklede verden. De penge, som hvert år strømmer ud, overstiger de penge, som kommer ind. Hvordan kan de så udvikle sig? Hvordan kan de rive fattigdommen op med rode? Men der er ikke blot udtrækning af kapital, der er også tyveri af hjerner. De bedste intelligentser, de bedste intellektuelle værdier har ikke mulighed for forskning og arbejde i deres egne lande og rejser til USA, til Europa, til de udviklede lande, som i dag monopoliserer videnskaben og teknologien. Naturresurser tales der overhovedet ikke om, hvad der tales om, er at udnytte naturresurserne. Landenes grundlæggende produkter tales der praktisk talt ikke om i disse dokumenter.

På denne konference taler man ikke om udlandsgælden, eller også taler man om at eftergive gælden for nogle af de fattigste lande i et omfang, som ikke er tilstrækkeligt. Men udlandsgælden udgør over 1,5 billioner dollars og vokser år for år. Hvordan kan der være social udvikling? Om midlerne til udvikling taler man kun lidt. Med hensyn til en aftale, som blev indgået for lang tid siden, hvor hvert land skal bidrage til udviklingen med 0,7 pct. af sit bruttonationalprodukt (BNP), så er der nogle små udviklede lande og nogle mellemudviklede lande, som bidrager. Og jeg må her sige, at Danmark med rette indtager førstepladsen på dette område og bidrager med l ,02 pct. af sit BNP. Frankrig bidrager med 0,63 pct. USA, tror jeg, bidrager med 0,35 af sit BNP.

(Øv-råb)

Da den kolde krig sluttede, håbede alle, at de midler, som gik til våben, kunne blive anvendt til udvikling. For der er midler, som anvendes til våben. Der bruges omkring en billion dollars om året på våben. Hvorfor? Og til hvad, hvis den kolde krig er ovre? Der var nogen her, som nævnte miljøet. Med disse økonomiske midler kunne man faktisk vende den udvikling, som er i gang med hensyn til miljøet, hvis vi endnu har tid til at vende den. Man kunne bekæmpe ørkendannelsen. Man kunne tage skridt til at forhindre ophedningen af atmosfæren. Man kunne tage effektive skridt til at forhindre syreregnen i at falde. Man kunne iværksætte et program for reelt at bevare ozonlaget og forhindre de forfærdelige naturkatastrofer, som truer os. Med disse resurser kunne der ske økonomisk udvikling i den tredje verden og social udvikling i hele verden.

Hvorfor holder de fast ved den politik? Alt dette er realiteter, og vi taler om realiteter nu, hvor de taler om at kæmpe mod fattigdommen og for udvikling. Nuvel, kapitalen er spekulativ. De spekulative investeringer øges. De er ikke produktive investeringer, og de begynder allerede at forårsage katastrofer i bestemte lande.

I de seneste dage har der tilmed været stor panik i Europa på grund af de monetære problemer, devalueringen af dollaren og en række valutaer. Med disse problemer vil der reelt ikke være midler til udvikling.

Hvad angår FN, taler man ikke om demokratisering af FN i erklæringen eller på konferencen. Der findes stadig vetoret. I dag er der næsten 200 lande i verden. Generalforsamlingen kan tilmed træffe beslutninger, og ingen overholder dem. Et enkelt land kan tilsidesætte viljen hos alle verdens nationer. I Sikkerhedsrådet er der ikke en proportional regional repræsentation. FN demokratiseres ikke. Og nu taler man tilmed om et økonomisk og socialt sikkerhedsråd. Større beføjelser til FN's øverste organismer.

På dette topmøde nævner man ikke folkenes selvbestemmelse i dokumenterne, og man snakker ikke om national suverænitet, for der er kraftig tendens til interventionisme og til at tilintetgøre principperne om national uafhængighed og suverænitet. Nu snakker man også om økologiske klausuler for landene i den tredje verden. Det betyder ikke, at man bekymrer sig om økologien. For den groveste krænkelse af økologien er den sult, der dræber næsten 14 millioner børn om året, den ene milliard analfabeter, de 1,2 milliarder fattige, i absolut fattigdom, de 180 millioner sultende børn, de l ,5 milliarder mennesker, der ikke har adgang til lægehjælp. Alt dette er en sand menneskelig katastrofe.

Når de snakker om økologiske klausuler, tænker de på protektionistiske forholdsregler for at forhindre adgangen til markedet i bestemte lande. Man taler om sociale klausuler, og det er netop et påskud for at forhindre, at produkterne fra den tredje verdens lande får adgang til de udviklede landes markeder. Man taler om politiske klausuler. I hård kamp og med indsukrede ord lykkedes det at sige noget imod blokaden. Blokaden er blevet et våben til at bekæmpe ideer. I vort lands tilfælde har vi haft 35 års blokade. 35 års blokade fra klodens mægtige og rigeste land, der har de største økonomiske resurser, de største militære resurser, for at ødelægge økonomien og ødelægge revolutionen i et lille land som Cuba, som de ønskede at bemægtige sig. Det er lykkedes at få noget meget spidsfindigt med i dokumenterne på denne konference for at bekæmpe blokaden.

Noget andet, som ikke er blevet nævnt, og som er meget på mode, er spørgsmålet om statens rolle. Man ønsker at reducere statens rolle til nul. Man ønsker at privatisere alt, tilmed boligerne for at sælge dem på det frie marked. Og gader: der er også lande, som har solgt gader, parker, veje. De har privatiseret alt. Privatisering er kodeordet. Hovedopskriften er, at staten ikke spiller nogen rolle, at staten er gendarm og ikke mere. Altså ingen deltagelse fra statens side i planlægningen af landets udvikling. Ingen deltagelse fra statens side i den retfærdige fordeling af landets rigdomme. Det er et kendetegn ved vores tid.

Da jeg talte om privatiseringer, kom jeg i tanke om, at man beskyldte Karl Marx for med sine teorier at ville  privatiserer kvinderne. (...)

Nu vil vi spørge de neoliberale, som ønsker at privatisere alt, om de også ønsker  at privatisere kvinderne? De har faktisk allerede privatisere! dem temmeligt meget som arbejdere i private  virksomheder, som arbejdsløse og som diskriminerede. Blandt de fattige i verden er flertallet kvinder.  Blandt de arbejdsløse i verden er flertallet kvinder. Blandt de sultende i verden er flertallet kvinder. Og det er  desuden dem, der sædvanligvis skal tage sig af familien. Og det er dem, som skal bringe børnene til verden,  give dem mad og passe dem. I dokumenterne til denne konference har man ikke kunnet kommet uden om  den diskriminering, som kvinderne lider under. Disse ting er realiteter.

Med neoliberalismen kan der ikke være social udvikling, for overalt, hvor neoliberalismen er blevet indført,  har de skåret ned på budgetterne til uddannelse, sundhed, socialsikring, budgetterne til at bygge hospitaler,  skoler og børnehaver. Så hvordan kan de overbevise os om, at man på den ene side kan prædike  neoliberalisme og på den anden side prædike social udvikling? Det er i store træk de modsigelser, som vi  står overfor i vores kamp for social udvikling. Sådan er realiteterne i dagens verden. Som jeg sagde i spøg til  en af mine kolleger, vil de bagefter beskylde os for at være de største drømmere i dette århundrede.

Under alle omstændigheder må vi studere de dokumenter, der kommer ud fyldt med sukkersøde ord. Vi må tage hvert eneste løfte som et banner, som forpligtelser fra konferencen i København, fra Københavner-erklæringen, fra handlingsplanen fra København, som vi alle givetvis vil underskrive i morgen, selv om de har disse svagheder og disse huller. Og vi må kræve stop for fattigdommen, stop for arbejdsløshed og uvidenhed. De ideer i disse dokumenter, som kan være til fordel for folkene, må vi stå fast på og kræve ført ud i livet. Vi må kræve, at de ikke glemmes, for verden har teknologi og resurser til at redde sig, men denne teknologi og disse resurser må anvendes ordentligt og til gavn for folkene. Fra disse konferencer, om miljø, om kvinder, som snart vil finde sted, om social udvikling, må man udnytte den bevidsthed, som de kan skabe, så det ikke bliver et særsyn at høre alle regeringerne tale om social udvikling og om disse spørgsmål, som tidligere medførte, at enhver, der talte om dem, blev beskyldt for at være kommunist.

Hvis denne konference i København havde fundet sted for ti år siden, ville man have sagt, at der i København var forsamlet en bande kommunister, som var imod arbejdsløsheden, imod fattigdommen, imod sulten. Dette vil sige, at de retfærdige ideer, de noble ideer, baner sig vej på trods af realiteterne i dagens verden.

Hvorfor skal jeg udbrede mig for jer om de ting, som vi har udført og formået at fastholde selv under de forfærdelige betingelser i den særlige periode, med den stadig mere brutale blokade, som vi udsættes for. Efter at Sovjet og den socialistiske lejr forsvandt og vi mistede over 70 pct. af vores markeder og over 70 pct. af vores import, har ikke en eneste lærer mistet sit arbejde. Tværtimod bliver der stadig flere lærere. Ikke en eneste læge har mistet sit arbejde, der bliver stadig flere læger. Vi har ikke lukket et eneste hospital, en eneste skole eller en eneste børnehave. Ikke en eneste borger er blevet overladt til sig selv uden midler, selv om vi er et fattigt land og døjer med exceptionelle betingelser. I kan ikke forestille jer, hvad blokaden betyder, og hvilke anstrengelser vi må gøre os for at udvikle Cuba. Og alligevel har vi ikke taget nogen af disse skridt. Det, vi gør, er, at vi har lidt, men det lidt, vi har, fordeler vi retfærdigt. Hvordan ville verden være, hvis alt, hvad den har og kan have, blev fordelt retfærdigt. (Stort bifald!)

Cuba bliver blokeret. Hvorfor? Hvilket land har gjort mere for folket end Cuba? Og ikke kun for sit eget land. Revolutionen har sendt lærere, læger og arbejdere ud til snesevis af lande i den tredje verden uden at tage en øre for det. Cuba udgød sit eget blod i kampen mod kolonialisme og i kampen mod apartheid og fascisme. Det taler vi næsten aldrig om. Revolutionen skabte en bevidsthed om solidaritet, ikke kun med sine egne landsmænd, men også med andre folk. På et bestemt tidspunkt havde vi 25.000 stipendiater fra den tredje verden, som studerede i vort land. Og selv i dag har vi tusinder af stipendiater fra Afrika og andre lande. Og endvidere har vort land modtaget flere syge børn fra Tjernobyl end alle andre lande til sammen. Over 13.000.

Tænk på dette tal. Se på dette tal: over 13.000 børn fra Tjernobyl er blevet behandlet og bliver fortsat behandlet på trods af de forfærdelige betingelser, som findes i vort land. Det taler man ikke om. Og derfor skal Cuba blokeres. Det land, som har flest lærere per indbygger blandt samtlige verdens lande, indbefattet de udviklede lande. Det land, som har flest læger per indbygger blandt samtlige verdens lande. Der er en læge, en god læge, per 214 indbyggere i vort land. Cuba er det land, som har flest kunstinstruktører per indbygger blandt samtlige verdens lande. Og flest sportstrænere per indbygger blandt samtlige verden lande. Det giver en ide om de anstrengelser, der gøres. Til trods for blokaden ligger børnedødeligheden under gennemsnittet for de udviklede lande, under 10 promille. Den forventede levealder er over 75 år. Hvorfor blokere dette land? Hvorfor begå denne forbrydelse mod dette land?

Ingen blokerede Sydafrika under apartheid-styret. Ingen blokerede Pinochets Chile. Ingen har blokeret  Guatemala, hvor der har været over 100.000 forsvundne siden USA's intervention i Arbenz" tid. Der var ingen,  der blokerede Argentina, da militærregime! lod over 30.000 mennesker forsvinde, det præcise tal kender vi  ikke. Ingen blokerede denne folkemorderiske regering. Hvorfor blokerer de Cuba, når intet land har gjort  mere for sit folk? Det er hadet til de ideer, som Cuba repræsenterer. Det er hadet til den modstand, som det  har været i stand til yde.

For os har international solidaritet en særlig værdi. Og et møde som dette kan synes vanskeligt at drømme  om: At så mange personer mødes på et sted som dette, i Danmark, i Norden, her i København. Så meget venskab! Så meget solidaritet! Når vi har kunnet sende talrige NGO-delegationer og journalister, så er det  ikke, fordi vi har hård valuta og dollars. Når de har kunnet komme og deltage i diskussionerne og debatterne, skyldes det jer. For de har ikke boet på hotellerne, de har boet hjemme hos jer. De er blevet  støttet af jer, de er blevet inviteret af jer.

Dette kan vi aldrig glemme. Det viser, at der findes noget, som er mere værd end penge. Og det skal spredes  vidt og bredt i denne verden, vi lever i, hvor de ønsker at gifte os med pengene, fodre os med penge, klæde  os i penge, bade os i penge. I nutidens verden, hvor penge er alt, er det meget værd at kunne sige, at der  findes ting, som er meget mere værd end penge. Disse ting er folkenes sjæl, folkenes hjerte, folkenes  ædelmodighed.

For os, der kæmper utrætteligt, vil opmuntringen fra jer fordoble vor energi og vore kræfter. I viser, at der  findes en bedre verden, og at der kan blive en bedre verden. I viser os, at ædelmodigheden ikke kan rives  ud af det menneskelige hjerte, og at dyderne vokser i menneskeheden. Og jeg snakker ikke kun om dette  møde. Vi ved, at gennem næsten 30 år har nordiske brigader besøgt vores land, arbejdet sammen med os,  delt vores ofre og vores håb.

l viser os, og I viser dem, som tror, at vi er alene og isolerede, at vi ikke er alene og isolerede, og at der  overalt i verden er mange personer som jer.

Det forstærker vores forpligtelser.

Det forstærker vores kampånd.

Det forstærker vores håb. Og håbet hos alle gode mænd og gode kvinder vil vokse. Ingen skal være i tvivl om, at vi i fællesskab vil bygge en bedre verden.

Mange tak!

(Midt i den massive bifald trådte Fidel Castro igen op på talerstolen og sagde):

Jeg ønsker at forklare, at her til morgen talte jeg med min kære kammerat Mandela. Han var meget bekymret for at han ikke kunne deltage i dette møde p.g.a. et stort antal aftaler. Jeg føler mig lidt alene her. Mandela var den l mest ønskede at se og jeg var lidt urolig for at komme alene. Jeg ved at disse forhold bekymrede ham og jeg kender også til, hvorledes han værdsætter Jer alle og omfatter Jer med varme - hans dybe taknemmelighed for den solidaritet I har vist.

Jeg ville gerne have stået her sammen med Mandela .... på den måde er vi forenede i vores følelser og i venskabet.....”