Uvidenhed har været udbytternes mest magtfulde og frygtindgydende våben gennem hele historien

Uvidenhed har været udbytternes mest magtfulde og frygtindgydende våben gennem hele historien

Tale holdt af Fidel Castro ved højtidelighed i Santiago de Cuba den 26. juli 2003

Til minde om 50 års dagen for angrebet på kasernerne Moncada og Carlos Manuel de Cespedes.

Det synes næsten uvirkeligt at være her på samme sted 50 år efter de begivenheder, vi mindes i dag, som fandt sted om morgenen den 26. juli 1953. Jeg var 26 år gammel dengang, og siden da er 50 års fortsat kamp føjet til mit liv.

Tilbage dengang kunne jeg ikke i bare et sekund have forestillet mig, at på denne aften ville de få deltagere i den aktion, der stadig er i live, være samlet her… Sammen med dem, der også er til stede her eller lytter til os i hele landet, som blev påvirket af eller tog direkte del i revolutionen.

Sammen med dem, der var børn eller teenagere dengang. Med dem, der ikke engang var født endnu, og som i dag er forældre eller endog bedsteforældre.

Sammen med hele kontingenter af fuldt flyvefærdige mænd og kvinder, fyldt med revolutionær og internationalistisk hæder og historie; soldater og officerer i aktiv tjeneste eller i reserven; civile, som har udført sande bedrifter.

Sammen med et øjensynligt ubegrænset antal unge medkæmpere; med pligtopfyldende arbejdere og ivrige studerende - og nogle, som er begge dele på samme tid.

Og sammen med millioner af børn, som nærer vores og andre evige drømmeres fantasi.

Og endnu engang har livet givet mig det enestående privilegium at henvende mig til jer alle.

Jeg taler her ikke på mine egne vegne. Jeg gør det på vegne af de heltemodige indsatser gjort af vort folk og de tusindvis af kampfæller, som har givet deres liv gennem et halvt århundrede.

Jeg gør det også med stolthed over det storslåede arbejde, det er lykkedes dem at udføre, de forhindringer, som de har overvundet, og de umulige ting, som de har gjort mulige.

I de forfærdelig sørgelige dage, der fulgte efter aktionen forklarede jeg domstolen, hvor jeg blev anklaget, om årsagerne der fik os til at påtage os denne kamp.

På det tidspunkt havde Cuba en befolkning på mindre end seks millioner mennesker. På baggrund af de informationer, som var tilgængelige dengang, gav jeg en uforskønnet beskrivelse - med omtrentlige statistikker - af den situation, som befolkningen stod overfor 55 år efter USA's intervention.

Denne intervention kom, da Spanien allerede var blevet overvundet militært af de cubanske patrioters hårdnakkethed og heltemod. Og USA ødelagde opfyldelsen af målene med vores lange uafhængighedskrig, da det i 1902 etablerede en fuldstændig politisk og økonomisk kontrol over Cuba.

Gennemtvingelsen i vores første forfatning af USA's ret til at intervenere i Cuba og besættelsen af vores nationale territorium med USA's militære baser - sammen med den totale dominans over vores økonomi og naturressourcer - reducerede vores nationale suverænitet til praktisk taget nul.

Jeg vil citere bare nogle få sætninger fra mine erklæringer ved den retssag den 16. oktober 1953:

"Seks hundrede tusinde cubanere uden arbejde."

"Fem hundrede tusinde landarbejdere, som arbejder fire måneder om året og sulter i resten."

"Fire hundrede tusinde industriarbejdere og andre arbejdere, hvis pensionsfonde er blevet bestjålet, hvis hjem er elendige tilholdssteder, hvis lønninger går direkte fra bossens hænder til pengeudlånerens, hvis liv er endeløst arbejde, og hvis eneste hvile findes i graven."

"Ti tusind unge uddannede: læger, ingeniører, sagførere, dyrlæger, skolelærere, tandlæger, apotekere, journalister, malere, billedhuggere etcetera - som afslutter uddannelsen med deres eksamen, ivrige efter at arbejde og fulde af forhåbninger, kun for at opdage, at de er stillet i en blindgyde med alle døre lukkede for dem."

"Femogfirs procent af de små bønder i Cuba betaler forpagtningsafgift og lever under en konstant trussel om at blive jaget bort fra den jord, de dyrker."

"Der er to hundrede tusinde bondefamilier, som ikke har en eneste tønde land at dyrke, så de kunne skaffe mad til deres sultende børn."

"Mere end halvdelen af vores mest frugtbare jord er på udenlandske hænder."

"Næsten tre hundrede tusinde caballerías (over tre millioner hektar) dyrkbar jord, ejet af magtfulde interesser, ligger udyrket hen."

"To millioner og to hundrede tusinde af vores bybefolkning betaler huslejer, der tager mellem en femtedel og en trediedel af deres indkomst."

"To millioner og otte hundrede tusinde af vores befolkning på landet og i forstæderne mangler elektricitet."

"De små skolebygninger på landet opsøges af blot halvdelen af børnene i skolealderen, som går rundt med bare fødder, halvnøgne og underernærede."

"Halvfems procent af børnene på landet er syge af parasitter."

"Samfundet er ligeglad med massemordet på så mange tusinde børn, som dør hvert eneste år på grund af mangel på ressourcer."

"Fra maj til december er over en million mennesker arbejdsløse i Cuba, der har en befolkning på fem og en halv million."

"Når en families forsørger kun arbejder fire måneder om året - hvordan kan han så købe tøj og medicin til sine børn?

De vil vokse op med engelsk syge, uden en eneste rask tand tilbage i munden, når de fylder tredive.

De vil have hørt ti millioner taler og vil til sidst dø af fattigdom og desillusion.

Offentlige hospitaler, der altid er fyldt op, modtager kun patienter anbefalet af en eller anden magtfuld politiker. Som til gengæld kræver stemmerne fra den ulykkelige og hans familie, så at Cuba kan fortsætte forevigt i samme eller en værre forfatning."

Imperialismens og kapitalismens Cuba

Måske var den vigtigste erklæring, som jeg fremsatte om den økonomiske og sociale situation, følgende:

"Nationens fremtid, løsningerne på dens problemer, kan ikke fortsætte med at afhænge af et dusin store forretningsfolks selviske interesser. Og heller ikke af de kolde beregninger af profit, som ti eller tolv magnater udarbejder i deres kontorer med air-condition.

Landet kan ikke fortsætte med at tigge på sine knæ om mirakler fra en guldkalv - som den, der er omtalt i Det Gamle Testamente, og som blev ødelagt af profetens raseri. Guldkalve kan ikke udrette mirakler af nogen som helst slags. (…)

Statsmænd - hvis statsmandskunst består i at bevare status quo og fremsige fraser som "absolut fri foretagsomhed", "garantier for investeret kapital" og "loven om udbud og efterspørgsel" - vil ikke løse disse problemer."

"I denne verden af i dag løses sociale problemer ikke ved spontan udvikling."

Disse erklæringer og ideer beskrev en samlet underliggende tænkning om det kapitalistiske økonomiske og sociale system, der simpelthen måtte elimineres.

De udtrykte, i deres essens, ideen om et nyt politisk og socialt system for Cuba.

Om end det kunne have været farligt at foreslå noget sådant.

Midt i det hav af fordomme og ideologisk ondskab, der var spredt af de herskende klasser allieret med imperiet. Og påtvunget en befolkning, hvor 90 procent af folket var analfabeter eller halv-analfabeter uden så meget som seks års skolegang.

Misfornøjet, kampberedt og oprørsk - men endnu ikke i stand til at gennemskue en sådan akut og dybtgående problemstilling.

Lige siden dengang har jeg haft den urokkelige og faste overbevisning: At uvidenhed har været udbytternes mest magtfulde og frygtindgydende våben gennem hele historien.

At oplyse folket om sandheden - med ord og uigendrivelige fakta - har måske været den fundamentale faktor i den storslåede bedrift, som vort folk har udført.

Cuba før og efter revolutionen

Alle disse ydmygende realiteter fra dengang er blevet knust. På trods af blokader, trusler, aggressioner, omfattende terrorisme - og den hæmningsløse brug af de mest magtfulde medier i historien imod vores revolution.

Statistikkerne efterlader ingen tvivl. Det har siden været muligt mere præcist at fastslå, at det reelle folketal i Cuba i 1953 - ifølge en folketælling, der blev foretaget det år - var 5.820.000.

Det nuværende befolkningstal - ifølge folketællingen i september 2002, som nu er i færd med at blive statistisk færdigbearbejdet - er 11.177.743.

Statistikkerne fortæller os, at i 1953 var i alt 807.000 mennesker analfabeter - svarende til 22,3 procent af befolkningen. Et tal, der utvivlsomt voksede i løbet af de syv år med Batistas tyranni.

I år 2002 var antallet af analfabeter kun 38.183 eller 0,5 procent af befolkningen.

Undervisningsministeriet skønner, at det virkelige tal endog er lavere. For i deres grundige eftersøgning af mennesker, der ikke har fået lært at læse - i deres sektorer eller bydele og på besøg i hjemmene - har det været meget svært at finde dem.

Deres skøn - baseret på undersøgelsesmetoder, som er endnu mere nøjagtige end en folketælling - fører til et samlet antal af analfabeter på 18.000 eller 0,2 procent af befolkningen.

Naturligvis indbefatter ingen af tallene dem, der ikke kan lære at læse eller skrive på grund af mentale eller fysiske handicaps.

I 1953 var antallet af mennesker med junior eller senior high school uddannelse (nogenlunde svarende til gammel dansk mellemskole- og gymnasieuddannelse - red.) 139.984 eller 3,2 procent af befolkningen på 10 år eller derover.

I 2002 var antallet steget til 5.733.243 - hvilket er 41 gange større, svarende til 58,9 procent af befolkningen i samme aldersgruppe.

Antallet af universitetsuddannede voksede fra 53.490 i 1953 til 712.672 i 2002.

Arbejdsløsheden - på trods af den kendsgerning, at opgørelsen i 1953 blev foretaget midt under sukkerhøsten, det vil sige på det tidspunkt, hvor der var størst efterspørgsel efter arbejdskraft - var på 8,4 procent af den arbejdsdygtige del af befolkningen.

Opgørelsen i 2002, der blev foretaget i september, viste, at arbejdsløshedstallet i Cuba i dag kun er på 3,1 procent.

Og dette på trods af den kendsgerning, at den aktive arbejdsstyrke i 1953 kun talte 2.059.659 mennesker - mens den i 2002 var nået op på 4.427.028.

Det allermest slående er, at næste år - når arbejdsløsheden er reduceret til mindre end 3 procent - vil Cuba træde ind i rækken af lande med fuld beskæftigelse.

Noget, som er utænkeligt i et hvilket som helst andet land i Latinamerika - og selv i de såkaldte økonomisk udviklede lande i den nuværende økonomiske situation i Verden.

Uden at gå ind på andre områder med bemærkelsesværdige sociale fremskridt vil ganske enkelt tilføje: At fra 1953 til 2002 fordobledes befolkningen næsten.

Antallet af boliger tredobledes. Og antallet af personer i hver bolig blev reduceret fra 4,46 i 1953 til 3,16 i 2002.

75 procent af disse boliger blev bygget efter revolutionens sejr.

Femogfirs procent af befolkningen ejer de huse, de bor i, og de betaler ikke husleje. De sidste 15 procent betaler en nærmest symbolsk leje.

Ud af det samlede antal boliger i landet faldt den procentvise andel af hytter fra 33,3 procent i 1953 til 5,7 procent i 2002.

Mens procenttallet for boliger med elektricitet indlagt steg fra 55,6 procent i 1953 til 95,5 procent i 2002.

Om kvantitet og kvalitet

Disse statistikker fortæller imidlertid ikke hele historien. Kolde tal kan ikke udtrykke kvalitet. Og det er med hensyn til kvalitet, at Cuba har præsteret de i sandhed mest spektakulære fremskridt.

I dag indtager Cuba med et stort forspring førstepladsen i Verden med hensyn til antallet af lærere, professorer - og andre, der arbejder med uddannelse - per indbygger i vort land.

Landets aktive stab af lærere udgør det utrolige antal af 290.574.

Ifølge undersøgelser, hvori en række hovedindikatorer inden for uddannelse er gennemanalyseret, indtager Cuba også førstepladsen foran de udviklede lande.

Det maksimum med 20 elever per lærer i grundskolen, som allerede er opnået - og målet med en lærer til 15 studerende i junior high school, det vil sige 7., 8. og 9. klasse, som vil blive nået i det kommende skoleår - er ting, som man ikke engang kan drømme om i Verdens rigeste og mest udviklede lande.

Antallet af læger er 67.079, hvoraf 45.599 er specialister og 8.858 er under fortsat uddannelse. Antallet af sygeplejersker er 81.459, mens der er 66.339 sundheds-teknikere. Hvilket giver et samlet antal af 214.877 læger, sygeplejersker og teknikere inden for sundhedssektoren.

Den forventede levealder er 76,15 år. Børnedødeligheden er 6,5 for hver 1.000 levendefødte i løbet af det første leveår - lavere end i noget andet land i den tredje verden og også i nogle af de udviklede lande.

Der er 35.902 instruktører inden for fysisk træning, sport og rekreation. Vældig mange flere end det samlede antal lærere og professorer inden for alle områder før revolutionen.

Cuba er nu i fuld gang med omdannelsen af sine egne systemer for uddannelse, kultur og sundhedspleje - hvor det har opnået så mange resultater - med henblik på at nå nye fremragende niveauer, som man aldrig før har kunnet forestille sig.

Baseret på den opsamlede erfaring og nye teknologiske muligheder.

Disse programmer er nu under fuld udvikling. Og det skønnes, at den viden og kunnen, som børn, teenagere og unge tilegner sig for øjeblikket, herefter vil blive tredoblet hvert skoleår.

Samtidig skulle den forventede levealder i løbet af højst fem år nå op på 80 år.

De mest udviklede og rige lande vil aldrig nå ned på et maksimum af 20 elever i hver klasse i grundskolen - eller 15 elever og én lærer i mellemskole og gymnasium.

Og det vil heller ikke lykkes dem at brede universitetsuddannelse ud til hver eneste kommune i landet - for at bringe den inden for hele befolkningens rækkevidde.

Eller at tilbyde den højeste kvalitet inden for uddannelse og sundhedspleje til alle deres borgere uden betaling.

Deres økonomiske og politiske systemer er ikke designet til det.

Moncada-programmet blev over-opfyldt

I Cuba var det sociale og menneskelige mareridt - som blev undsagt i 1953, hvilket gav næring til vores kamp - forladt bare nogle få år efter revolutionens sejr i 1959.

Snart var der ikke længere nogen bønder, forpagtere og halvforpagtere uden egen jord. De blev alle ejere af den jord, de dyrkede.

Der var ikke længere nogen underernærede, barfodede, parasitplagede børn uden skoler eller lærere - om så deres skole udfoldede sig under skyggen af et træ.

De døde ikke længere i massevis af sult, sygdom, af mangel på ressourcer eller lægehjælp.

Ikke mere var landområderne fyldt med arbejdsløse mænd og kvinder.

En ny epoke begyndte med skabelsen og opbygningen af faciliteter inden for uddannelse, sundhedspleje, boliger, sport og andre offentlige faciliteter.

Lige som tusindvis af kilometer landeveje, dæmninger, kunstvandingskanaler, landbrugsfaciliteter, elektricitetsværker og forsyningslinier, industrier for landbrugsredskaber, mekanisk materiel og byggematerialer.

Og alt det, der var afgørende for en stadig udvikling af landet.

Efterspørgslen efter arbejdskraft var så stor, at i mange år blev store kontingenter af mænd og kvinder fra byerne mobiliseret - for at arbejde i landbruget, inden for byggeriet og i den industrielle produktion. Hvilket lagde fundamenterne for den ekstraordinære sociale udvikling, som vores land præsterede, og som jeg omtalte tidligere.

Jeg taler, som om landet var en idyllisk fredens oase. Som om der ikke havde været over fire årtier med en rigoristisk blokade og økonomisk krig, aggressioner af alle slag, talløse sabotage- og terroraktioner, snigmordsplaner og en endeløs række af fjendtlige aktioner imod vort land. Hvad jeg ikke ønsker at uddybe i denne tale, hvor jeg hellere vil fokusere på nutidens essentielle ideer.

Lad det være tilstrækkeligt at sige: At forsvarsrelaterede opgaver alene krævede den permanente mobilisering af hundredtusindvis af mænd og kvinder og store materielle ressourcer.

Dette hårdt udkæmpede slag tjente til at hærde vort folk - og lærte det at kæmpe samtidig på mange forskellige fronter, at udrette en masse med meget lidt og aldrig at miste modet over modgang og forhindringer.

Et afgørende bevis på dette var folkets heroiske opførsel, dets udholdenhed og urokkelige faste standpunkt, da den socialistiske blok forsvandt og USSR splintredes. Den bedrift, som folket da udførte - da ingen i Verden ville have satset en øre på revolutionens overlevelse - vil gå over i historien som en af de største, der nogen sinde er præsteret.

Folket gjorde det uden at krænke et eneste af revolutionens etiske og humanitære principper - på trods af vore fjenders skrigeri og bagtalelser.

Moncada programmet blev opfyldt og over-opfyldt. Nu har vi i nogen tid søgt opfyldelsen af endnu større og tidligere utænkelige drømme.

Hvem hjælper i virkeligheden hvem?

I dag udkæmpes der store slag på ideernes område - mens vi står over for problemer, der har at gøre med situationen i hele Verden. Måske den mest kritiske situation, som menneskeheden nogen sinde har stået overfor.

Jeg er nødt til at vie en del af min tale til dette.

For flere uger siden, i begyndelsen af juni, vedtog den Europæiske Union en infam resolution. Udarbejdet af en lille gruppe bureaukrater - uden forudgående analyse foretaget af udenrigsministrene selv. Og fremmet af en person af udpræget fascistisk afstamning og ideologi: José Maria Aznar.

Vedtagelsen af denne resolution udgjorde en fejg og foragtelig handling. Der føjede sig til det fjendskab, de trusler og de farer - som den egenrådige supermagts aggressive politik har stillet Cuba overfor.

De besluttede at eliminere eller reducere det, de definerer som "humanitær hjælp" til Cuba til et minimum.

Hvor meget af denne hjælp er der blevet ydet igennem de sidste år, som har været så vanskelige for vores lands økonomi?

I år 2000 udgjorde den såkaldte humanitære hjælp, som vi modtog fra den Europæiske Union, 3,6 millioner dollars. I år 2001 var den på 8,5 millioner.

I år 2002 på 0,6 millioner.

Og det var før iværksættelsen af de retfærdige forholdsregler, som Cuba tog i anvendelse - helt på lovens grund - for at forsvare vort folks sikkerhed imod de alvorlige trusler om imperialistisk aggression. Noget som ingen kan ignorere.

Som det kan ses, var gennemsnittet på 4,2 millioner dollars om året, hvilket blev reduceret til mindre end en million i 2002.

Hvad betyder dette beløb i virkeligheden for et land, der har lidt under følgerne af tre hurricanes fra november 2001 til oktober 2002 - hvilket medførte skader for 2,5 milliarder dollars i vort land?

Dette kombineret med den ødelæggende indvirkning på vores indkomster af faldet i turisme efter de terroristiske angreb mod De Forenede Stater den 11. september 2001.

Med faldet i priserne på sukker og nikkel som følge af den internationale økonomiske krise - og den betragtelige stigning i oliepriserne på grund af forskellige faktorer…

Hvad betyder det i sammenligning med de 72 milliarder dollars i tab og skader - der er resultatet af den økonomiske blokade, som USA's regeringer har påført os igennem mere end fire årtier?

Og i forbindelse med hvilken den Europæiske Union - da dens egne økonomiske interesser blev truet som følge af den ekstraterrritoriale og brutale Helms-Burton lov - nåede til en skammelig "forståelse":

Hvor EU lovede ikke at støtte sine forretningsfolk i deres handler med Cuba. Til gengæld for vage løfter om, at Helms-Burton loven så ikke ville blive brugt mod EU's investeringer i De Forenede Stater.

Gennem sine sukkersubsidier har den Europæiske Union forårsaget milliarder af dollars i tab for den cubanske økonomi gennem hele perioden med USA's blokade.

Cubas betalinger til landene i den Europæiske Union for varer importeret gennem de sidste fem år nåede op på omkring 7,5 milliarder dollars - eller et gennemsnit på tilnærmelsesvis 1,5 milliarder dollars årligt.

På den anden side importerede disse lande gennem de sidste fem år for gennemsnitligt 571 millioner dollars om året fra Cuba.

Hvem hjælper så i virkeligheden hvem?

Om Europas "generøsitet"

Hvad mere er: Denne meget opreklamerede humanitære hjælp kommer med bureaukratiske forsinkelser og uacceptable betingelser.

Så som at vi skulle henlægge tilsvarende beløb i vores egen valuta - til den vekselkurs der anvendes i vores veksel-banker - for at finansiere andre projekter, hvorom beslutningerne skulle træffes sammen med andre.

Dette betyder: At hvis den Europæiske Union skulle yde hjælp for en million dollars - så ønsker de, at den cubanske side skal stille med 27 millioner cubanske pesos til gengæld. Med henblik på at finansiere andre projekter til samme beløb i vores nationale valuta. Og gennemførelsen af projekterne ville medføre deltagelse af europæiske frivillige organisationer (non governmental organizations - red.) i alle beslutningstagende processer.

Denne absurde betingelse, som vi aldrig accepterede, lammede praktisk taget overførslen af hjælp til en række projekter i tre år - og begrænsede den derefter betragteligt.

Fra oktober 2000 til december 2002 godkendte EU-kommissionen officielt fire projekter til et samlet beløb af henved 10,6 millioner US dollars (næsten alt sammen med henblik på teknisk assistance i administrative, juridiske og økonomiske spørgsmål). Og kun 1,9 millioner dollars til sikring af fødevarer.

Intet af dette er blevet udført - på grund af forsinkelser forårsaget af denne institutions bureaukratiske mekanismer.

Ikke desto mindre fremtræder disse beløb i alle den Europæiske Unions rapporter som "bevilget til Cuba". Selv om sandheden er, at indtil nu har ikke en øre af disse penge nået vort land.

Det bør også huskes: At den Europæiske Union og dens medlemslande i alle deres rapporter om hjælp til Cuba inkluderer såkaldte indirekte omkostninger.

Så som flybilletter til deres egne luftfartselskaber, indlogering, rejseudgifter, lønninger og luksusforbrug svarende til standarden i de rige lande.

Den del af de angivelige hjælpe-penge, der rent faktisk direkte gavner projekterne, bliver beskåret gennem disse udgifter, som ikke hjælper vort land på nogen måde. Men som ikke desto mindre regnes som del af deres "generøsitet" i public relations sammenhæng.

Det er i sandhed oprørende at forsøge at presse og skræmme Cuba med disse forholdsregler.

Om Cubas og Europas opførsel i verden

Cuba - et lille land, belejret og blokeret - har ikke alene været i stand til at overleve. Men også i stand til at hjælpe mange lande i den tredje verden - udbyttet gennem århundreder af de europæiske kolonimagter.

I løbet af 40 år har over 40.000 unge mennesker fra mere end 100 lande i den tredje verden - herunder 30.000 fra Afrika - taget eksamen i Cuba som universitets-uddannede og som kvalificerede tekniske arbejdere. Uden nogen som helst udgifter for dem selv.

Og vort land har ikke forsøgt at stjæle en eneste af dem - sådan som landene i den Europæiske Union gør med mange af de kvikkeste hoveder.

Derudover har mere end 52.000 cubanske læger og sundhedsarbejdere i samme tidsrum ydet deres hjælp frivilligt og gratis i 93 lande - og har reddet millioner af menneskers liv.

Selv om vores land stadig ikke fuldstændig har lagt den specielle periode bag sig - så var der sidste år, år 2002, allerede mere end 16.000 unge fra hele den tredje verden i gang med at tage en højere uddannelse gratis i vort land.

Herunder mere end 8.000 under uddannelse for at blive læger.

Hvis vi ville regne ud, hvad de skulle betale for denne uddannelse i De Forenede Stater og Europa - så ville resultatet svare til en gave på 450 millioner dollars hvert år.

Hvis man oven i det lægger de 3.700 læger, der yder deres hjælp i andre lande i de mest afsides og ugæstfri lokaliteter - så ville man skulle tilføje næsten 200 millioner US dollars mere, baseret på den årsløn som WHO betaler lægerne.

Alt i alt henved 700 millioner dollars.

Disse ting, som vort land formår at udrette - ikke på basis af sine finansielle ressourcer, men snarere den ekstraordinære menneskelige kapital skabt af revolutionen - burde tjene som et eksempel for den Europæiske Union…

Og få den til at skamme sig over den sølle og ineffektive hjælp, som den tilbyder disse lande.

Mens cubanske soldater udgød deres blod i kampen mod apartheidstyrets styrker - så plejede landene i den Europæiske Union samhandel med de sydafrikanske racister for milliarder af dollars hvert eneste år.

Og gennem deres investeringer høstede de fordelene af den billige, halvt slavebundne arbejdskraft hos de oprindelige sydafrikanere.

Den Europæiske Union gør sig selv til grin

Denne sidste 21. juli, for mindre end en uge siden - på et møde sammenkaldt under høje fanfarer for at genvurdere sin skammelige fælles holdning angående Cuba - bekræftede den Europæiske Union de infame forholdsregler, der blev sat i værk imod Cuba den 5. juni. Og erklærede, at den politiske dialog burde fortsætte "med henblik på mere effektivt at forfølge målene med den fælles stillingtagen".

Cuba afviser ud fra en grundlæggende opfattelse af værdighed enhver hjælp eller levn af humanitær hjælp, som måtte blive tilbudt af EU-kommissionen eller regeringerne i den Europæiske Union.

Vort land vil kun acceptere den slags hjælp - uanset hvor beskeden - fra regionale eller lokale selvstyrende administrationer, fra frivillige organisationer (non-governmental organizations - red.) og solidaritetsbevægelser, som ikke pålægger Cuba politiske betingelser.

Den Europæiske Union gør sig selv til grin, når den erklærer, at den politiske dialog bør fortsætte.

Dette folks suverænitet og værdighed står ikke til diskussion med nogen som helst.

Og det endnu mindre med en gruppe af tidligere kolonimagter - der er historisk ansvarlige for slavehandlen, plyndringen og selv udryddelsen af hele folkeslag.

Og for underudviklingen og fattigdommen i dag hos milliarder af mennesker - som de fortsætter med at udplyndre: Gennem ulige handel, gennem udbytningen og udtømningen af deres naturressourcer, en ubetalelig udlandsgæld, hjerneflugten - og med andre midler.

Den Europæiske Union mangler den nødvendige frihed til at deltage i en fuldstændig uafhængig dialog.

Dens forpligtelser over for NATO og De Forenede Stater - og dens opførsel i Geneve, hvor den handler i forbund med dem, der ønsker at ødelægge Cuba - gør den ude af stand til at engagere sig i en konstruktiv udveksling af synspunkter.

Lande fra det tidligere socialistiske fællesskab vil snart tilslutte sig den Europæiske Union. Endskønt de opportunistiske ledere, som regerer dem - og som er mere loyale mod De Forenede Staters interesser end mod Europas - vil tjene som supermagtens trojanske heste i EU.

De er fyldt med had mod det Cuba, som de overlod til sin egen skæbne.

Og de kan ikke tilgive, at det har holdt ud og bevist: At socialismen er i stand til at skabe et samfund, som er tusind gange mere retfærdigt og humant end det rådne system, som de har taget til sig.

Da den Europæiske Union blev skabt, bifaldt vi det. Fordi det var det eneste intelligente og nyttige, de kunne gøre for at opveje deres magtfulde militære allierede og økonomiske konkurrents overherredømme.

Vi bifaldt også euro'en som noget fordelagtigt for verdensøkonomien - stillet over for US-dollarens kvælende og næsten absolutte magt.

Men nu, hvor den Europæiske Union indtager denne arrogante og velberegnede holdning - i håb om en forsoning med Verdens herrer - så fornærmer den Cuba.

Og den fortjener ikke den ringeste hensyntagen og respekt fra vort folks side.

Hvad EU burde tage sig af

Enhver dialog burde finde sted i offentlige, i internationale fora - og burde beskæftige sig med de alvorlige problemer, som truer Verden.

Vi skal ikke forsøge at diskutere den Europæiske Unions eller Disunions principper.

I Cuba vil de finde et land, som hverken adlyder herrer eller accepterer trusler - eller tigger om nødhjælp, eller mangler modet til at sige sandheden.

De behøver nogen til at fortælle dem nogle få sandheder. For der er mange, som smigrer dem ud fra selviske interesser - eller simpelthen er tryllebundet af skinnet fra Europas fortidige glans.

Hvorfor kritiserer de ikke eller hjælper Spanien med at forbedre den katastrofale tilstand i dets uddannelsessystem - som bringer skam over Europa med sine banan-republiks niveauer?

Hvorfor kommer de ikke Storbritannien til hjælp - for at forhindre, at narkotika udrydder denne stolte nation?

Hvorfor analyserer og hjælper de ikke sig selv, når de helt åbenlyst behøver det?

Den Europæiske Union ville gøre vel i:

At tale mindre og gøre mere for de ægte menneskerettigheder - for det overvældende flertal af folkeslag i Verden.

At handle med intelligens og værdighed over for dem, der ikke ønsker at levne dem bare nogle krummer af de ressourcer på planeten, som de håber på at erobre.

At forsvare sin kulturelle identitet imod invasionen og gennemtrængningen fra de magtfulde transnationale i USA's underholdnings-industri.

At tage sig af sine arbejdsløse, som tælles i titals af millioner.

At uddanne sine funktionelle analfabeter.

At give indvandrere en human behandling.

At garantere sand social sikkerhed og lægehjælp for alle sine borgere.

At moderere sine forbrugeriske og ødsle vaner.

At garantere, at alle dens medlemmer bidrager med 1 procent af deres brutto-nationalprodukt - som nogle af dem allerede gør - til at støtte udvikling i den tredje verden.

Eller i det mindste lette den forfærdelige situation med fattigdom, dårligt helbred og analfabetisme - uden bureaukrati og demagogi.

At kompensere Afrika og andre regioner for den skade, der er påført dem gennem århundreder af slaveriet og kolonialismen.

At give uafhængighed til de koloniale enklaver, som stadig opretholdes på denne halvkugle - fra Caribien til Falklandsøerne.

Uden at nægte dem den økonomiske hjælp, som de fortjener - for den historiske skade og koloniale udbytning, de har lidt under.

Til en liste, der kunne være endeløs, vil jeg tilføje:

Den Europæiske Union ville gøre vel i at tage fat på en oprigtig politik i understøttelsen af menneskerettigheder.

Med faktiske handlinger og ikke bare hule ord.

Og i at undersøge, hvad der virkelig skete med de baskere, der blev myrdet af GAL - og forlange, at der tages et ansvar.

Og i at fortælle Verden, hvordan videnskabsmanden Dr. David Kelly blev brutalt myrdet - eller hvordan han blev presset til at begå selvmord.

Og i at svare på et eller andet tidspunkt på de spørgsmål, jeg stillede dem i Rio de Janeiro, med hensyn til NATO's nye strategiske princip - da det også berører landene i Latinamerika.

Og i fast og resolut at modsætte sig den doktrin om præventive angreb mod ethvert land i Verden - som er proklameret af den mest formidable militære magt i hele historien. For I ved godt, hvor konsekvenserne for menneskeheden fører hen.

Folkene vil få det sidste ord

At bagtale og påføre Cuba sanktioner er ikke bare uretfærdigt og fejt, men også latterligt.

Takket være den store og uselviske menneskelige kapital - som det har skabt, og som de mangler - så behøver Cuba ikke den Europæiske Unions hjælp for at overleve, udvikle sig og præstere, hvad de aldrig vil præstere.

Den Europæiske Union burde tøjle sin arrogance og sin indbildskhed.

Igennem årtier har vort folk modstået magtmidler langt større end dem, som den Europæiske Union råder over.

Nye kræfter dukker op overalt, med overvældende kraft. Folkene er trætte af bevogtere, indblanding og udplyndring. Påtvunget gennem mekanismer, der gavner de mest udviklede og velhavende - på bekostning af andres voksende fattigdom og ruin.

Nogle af disse folkeslag trænger allerede frem med uimodståelig kraft. Og andre vil slutte sig til dem. Iblandt dem er kæmper ved at vågne.

Fremtiden tilhører disse folkeslag.

På vegne af 50 år med modstand og ueftergivende kamp, ansigt til ansigt med en styrke mange gange større end deres - og på vegne af de sociale og menneskelige præstationer, som er opnået af Cuba uden nogen som helst hjælp fra landene i den Europæiske Union - så inviterer jeg dem til roligt at overveje deres fejltagelser og undgå at lade sig rive med af vredesudbrud eller euronarcissistisk beruselse.

Hverken Europa eller De Forenede Stater vil få det sidste ord med hensyn til menneskehedens fremtid!

Jeg kunne her og nu gentage noget, der svarer til, hvad jeg sagde i den falske retssag - hvor jeg blev anklaget og dømt for den kamp, vi indledte i dag for fem årtier siden.

Men denne gang vil det ikke være mig, der siger det.

Det vil blive erklæret og forudsagt af et folk, som har gennemført en dybtgående, alt forandrende og historisk revolution - og som har evnet at forsvare den:

Døm mig. Det har ingen betydning. Folkene vil få det sidste ord!

Evig hæder til dem, som er faldet igennem 50 års kamp!

Evig hæder til det folk, der gjorde sine drømme til virkelighed!

Vi vil sejre!

Oversættelse og overskrifter af Ken Bruun