Vores udplyndrere må nu hjælpe os

Vores udplyndrere må nu hjælpe os

Uddrag af den tale, som Fidel Castro holdt i FN's generalforsamling den 12. oktober 1979, som formand for De Alliancefrie Landes Bevægelse

fidel-castro 1979.jpg

Fidel Castro på talerstolen i FN's generalforsamling i 1979.
Fidel Castro på talerstolen i FN's generalforsamling i 1979.

Ærede formand og repræsentanter  for verdens samfund: Jeg er ikke kommet her for at tale om Cuba. Jeg er ikke kommet for at fremsætte beskyldninger over de angreb som vores   lille, men værdsatte land er blevet udsat for igennem 20 år. Jeg er heller ikke kommet for at bruge unødige tillægsord for at såre en magtfuld nabo i  hans eget hus. 

Af statsoverhovederne i de alliancefrie lande, som deltog i bevægelsens 6. konference er vi blevet pålagt, at  forelægge resultaterne af vore forhandlinger og de positioner, som kan  udledes af disse for Forenede Nationer.
Vi er 95 lande fra alle kontinenter,  repræsenterende den overvejende  majoritet af menneskeheden. Vi er forenede igennem vores beslutning om at  forsvare samarbejdet mellem vore lande, gennem fri, national og social udvikling, fuld suverænitet, sikkerhed,  lighed og ret til selvbestemmelse.
Vi har sluttet os sammen med det  faste forsæt at ændre det nuværende  system af internationale relationer,  som er baseret på uretfærdighed, ulighed og undertrykkelse. I international  politik handler vi som en uafhængig  verdensfaktor.
Ved det nyligt afholdte møde i  Havanna har bevægelsen netop bekræftet sine principper og understreget sine mål.

Ny økonomisk orden

Ved indledningen af deres analyse af verdensøkonomiens problemer, understregede regerings- og statsoverhovederne igen den umådelige betydning af  at konsolidere den politiske uafhængighed ved hjælp af økonomisk frigørelse.
De gentog derfor, at det eksisterende internationale økonomiske system fungerer imod   udviklingslandenes grundlæggende interesser, er dybt uretfærdigt og uforeneligt med udviklingen af de alliance frie og andre udviklingslande, og at dette heller ikke bidrager til fjernelsen af de økonomiske og sociale onder som plager disse lande og lagde vægt på den historiske mission som de alliance frie landes bevægelse skulle have i kampen for at opnå økonomisk og politisk uafhængighed i alle udviklingslandene og deres befolkninger, så at de kunne udøve den fulde og permanente suverænitet og kontrol over deres natur- og andre ressourcer og deres økonomiske aktiviteter, og for at fremkalde en grundlæggende omlægning af verdensøkonomien gennem etableringen af en ny international økonomisk orden.
De drog endelig den slutning at  kampen for at fjerne uretfærdigheden  i det eksisterende internationale økonomiske system og oprette en Ny  International Økonomisk Orden er en integreret del af folkenes kamp  for politisk, økonomisk, kulturel og  social frigørelse.  Millioner sulter  Det er ikke nødvendigt at gå ind i hvor  dybtgående uretfærdig og uforenelig med udviklingen af de underudviklede lande det eksisterende internationale økonomiske system egentlig er.  Tallene er allerede så godt kendte, at  det er unødvendigt for os at gentage  dem her. Der foregår godt nok en diskussion om hvorvidt der kun er 400  mio underernærede mennesker i verden eller om tallet er steget til 450  mio, som visse internationale dokumenter synes at bevidne.
Selv 400 mio sultende mænd og kvinder udgør en meget alvorlig anklage. Hvad imidlertid ingen tvivler om er, at de håb, som opstod i udviklingslandene, nu synes udslukte og knuste ved udgangen af dette andet udviklingstiår.
Generaldirektøren for FAO (FNs Landbrugs- og fødevare organisation) har erkendt at "Fremskridtene er stadig skuffende små i sammenligning med de langsigtede udviklingsmål indeholdt i den internationale udviklingsstrategi ..." Vi er stadigt langt fra at have fuldendt de 4 pct. om året i gennemsnitsforøgelse af udviklingslandenes føde- og landbrugsproduktion, som blev foreslået for ti år siden for at løse nogle af de mest presserende problemer i forbindelse med verdens hungersnød og at nænne os et forbrugsniveau, som stadig er lavt. Som et resultat vil udviklingslandenes fødevareimport, som lige nu udgør en forværrende faktor i deres ugunstige betalingsbalance, snart ifølge FAO nå utrolige højder. I lyset af dette aftager den officielle deltagelse i den udenlandske hjælp til landbruget i udviklingslandene.
Dette panorama er det ikke muligt at forskønne. Visse officielle dokumenter afspejler undertiden på baggrund af særlige omstændigheder visse  forøgelser i landbrugsproduktionen i  visse områder i den underudviklede  verden eller understreger de sporadiske prisforhøjelser som visse land- brugsvarer undergår, men det er tilfælde af forbigående fordele eller meget kortvarige fordele.
Indtægterne fra landbrugseksporten  i udviklingslandene er stadig for svingende og utilstrækkelige til at imødekomme behovene for import af foderstoffer, gødning og andre varer som  er nødvendige for at højne deres, egen  produktion. I Afrika er fødevareproduktionen per indbygger 11 pct. lavere i 1977 end ti år tidligere.

Industriudviklingen bagud

Hvis underudviklingen i landbruget  fortsætter kan industrialiseringsprocessen heller ikke gå frem. Den kan ikke gå frem fordi de fleste udviklede lande betragter industrialiseringen i udviklings-lande for en direkte trussel mod dem selv.
Ved verdenkonferencen om industrialisering i Lima i 1975 foreslog de udviklede lande, at vi skulle være ansvarlige for 25 pct. af verdens industriproducerede varer i året 2000, men de fremskridt der er gjort siden konferencen har været så ubetydelige, at hvis de forholdsregler som er foreslået af den sjette topkonference ikke bliver iværksat og et effektivt indgreb ikke finder sted for at afværge den økonomiske politik som finder sted  fra de fleste udviklede lande, så bliver  det endnu et mål som ikke nåes. I øjeblikket beregnes vor andel at være  knap 9 pct. af verdens produktion af  industrivarer.
Vores afhængighed bliver endvidere fastslået igennem den kendsgerning,  at landene i Asien, Afrika og Latin-amerika importerer 26,1 pct. af de  industrivarer som omsættes gennem  den internationale handel og de eksporterer kun 6,3 pct. af disse.
Man kunne indvende, at der er nogen industriel fremgang, men den finder ikke sted med den fornødne hastighed eller i nøgleindustrierne i den  samlede industrielle økonomi. Dette blev påpeget på Havanna-konferencen.
”De alliancefrie lande afviser, at energiproblemer skal bruges til at splitte udviklingslandene. De ønsker dem forhandlet i en verdensomspændende sammenhæng under FN”.

Levn fra kolonitiden

Omfordelingen af industrier i verden, forstået som forbedrede arbejdsforhold for industrien skulle ikke  bestå i en ny bekræftelse af de dybtgående uligheder som var et produkt af kolonitiden i det 19. århundrede. Dengang blev vi dømt til at være producenter af råvarer og billige landbrugs-produkter. Nu går bestræbelserne ud på at bruge vore landes rigelige arbejdskraft til sultelønninger og at overføre forældede og forurenende industrier til udviklingslandene. Dette vil vi absolut modsætte os.'
De udviklede landes markedsøkonomi forbruger mere end 85 pct. af verdens industrivarer, inklusive de varer hvis industrielle produktion kræver den højeste teknologi. De kontrollerer også 83 pct. af al industriel eksport. 26 pct. af denne eksport går til udviklingslande, hvis markeder de monopoliserer. Det mest alvorlige ved denne afhængige struktur er, at vores import — forbrugsvarer såvel som kapitalvarer — bliver fabrikeret i overensstemmelse med de krav, behov og den  teknologi, som besiddes i de mest udviklede lande og for et højtudviklet  forbrugersamfund, og i og med at disse varer påtvinges i vores udenrigshandel, besmitter de vore egne samfund og tilføjer dermed et nyt element i den allerede permanente strukturelle krise.   Nogle kunne tænke sig at løse menneskehedens tragiske problemer med  drastiske forholdsregler for at reducere befolkningstallet. De husker at krige og epidemier hjalp med til at formindske disse i tidligere tider. Idet de  går endnu videre forsøger de at give  befolkningens eksplosionen skylden for underudviklingen.
Befolkningseksplosionen er resultatet - ikke årsagen til underudviklingen. Udviklingen vil både bringe løsninger på problemet om fattigdom og  gennem uddannelse og kultur hjælpe  vore lande til at opnå rationelle og rimelige vækstrater i befolkningstilvæksten.
En nylig udgivet rapport fra Verdensbanken viser det værst tænkelige perspektiv. Den fortæller at i året 2000 vil 600 mio mennesker stadig være stødt ud i absolut fattigdom.

De multinationales udbytning

Den 6. topkonference afviste visse udviklede landes forsøg på at bruge spørgsmålet om energi til at splitte udviklingslandene.
Energiproblemet kan kun undersøges og forstås i sin historiske sammenhæng og med hensyn til det forhold, at de udviklede lande i nogle tilfælde udviser træk af en ødsel spildøkonomi og endvidere den rolle som  de multinationale olieselskaber spiller og som har ledt til et alt for ødselt  forbrug af kulbrinter (ikke vedvarende energikilder), ligesom man skal mærke sig, at de multinationale har  spillet en regulaer plyndrende rolle,  idet de har draget fordel af billige energi-tilførsler, som de har benyttet på  en fuldkommen uansvarlig måde —  helt indtil fornylig.   De multinationale selskaber har udbyttet både producenter og konsumenter og har høstet fuldommen urimelige ekstraprofitter, medens de på  samme tid forfalsker virkeligheden ved  at overføre skylden for den nuværende  situation på de olieeksporterende udviklingslande.
På konferencen blev det understreget, at det internationale energispørgsmål skulle diskuteres og fodiandles i  en verdensomspændende sammenhæng inden for Forenede Nationer med deltagelse af alle lande og i forbindelse med andre spørgsmål, som angår problemer om udvikling af udviklingslandene, finansielle og penge- og valutareformer, verdenshandelen og råvarer,  således at man havde tilstrækkelige  områder inddraget til en omfattende analyse af de vigtigste bærende elementer i oprettelsen af en NY økonomisk Verdensorden.
Ingen oversigt over de vigtigste problemer, som berører udviklingslandene ville være fuldstændig uden en analyse af de multinationale selskaber. Endnu engang blev det fremhævet, at de multinationale selskabers politik og praksis er fuldstændig uacceptabel. De blev anklaget for, i deres begær efter profit, at udtømme ressourcer, at forvride økonomierne og krænke suveræniteten i udviklingslandene, at krænke folkenes ret til selvbestemmelse, for grove krænkelser af staters krav på ikke-indblanding i deres egne affærer, hyppig brug af bestikkelse, korruption og anden uønsket praksis, gennem hvilken de søger og ofte opnår at underordne udviklingslandene under de industrialiserede lande.
Da det har vist sig at arbejdet inden for Forenede Nationer med at skitsere en adfærdskode til at regulere de multinationale selskabers aktiviteter ikke har båret frugt, gentog konferencen vigtigheden af hurtigst muligt at færdiggøre arbejdet med en sådan kode for at forsyne det internationale samfund med et legalt instrument, som det i det mindste kunne kontrollere og regulere de multinationale selskabers aktiviteter i overensstemmelse med de mål og de forventninger som udviklingslandene havde  fastsat.
"Hvorfor skal nogle leve i kun 35 år for at andre kan leve, til de bliver 70 år?"

Deprimerende panorama

Ved at fremsætte alle de overvældende negative aspekter i de udviklede landes økonomiske situation ville den 6. topkonference gøre særlig opmærksom på de stigende problemer som herskede i de mindst udviklede, tilbagestående lande og isolerede områder og anmodede om øjeblikkelige skridt til iværksættelse af særlige forholdsregler for at lette dem.
Dette er det langt fra optimistiske, snarere dystre og deprimerende panorama som medlemmerne af de alliancefrie lande bliver stillet overfor.
Ikke desto mindre, så tillader de alliance frie lande ikke sig selv at lade sig passivisere af frustrationer og fortvivelse, hvor forståeligt det end kunne synes. Ved at opstille strategiske begreber for at fremme den videre kamp, gentog stats- og regeringsoverhovederne deres krav og klargjorde deres stillingtagen.
Det første og grundlæggende mål i vores kamp består i, at reducere og senere udrydde det ulige bytteforhold, som er herskende i dag og som gør international handel til et nyttigt redskab for yderligere plyndring af vore rigdomme.
I dag bliver produktet af. en times arbejde i de udviklede lande byttet for produktet af ti timers arbejde i underudviklede lande.
For de alliancefrie lande er overensstemmelse — dvs. en permanent sammenkædning af priserne på deres eksportvarer med, priserne på vigtigt udstyr, industrielle produkter og teknologisk råmateriale og teknologi, som de importerer fra de udviklede lande — en afgørende forudsætning for alle fremtidige økonomiske forhandlinger.  

For nu at fatte mig i korthed: det ulige bytteforhold forarmer vore folk, og det bør ophøre.
Inflation, som bliver eksporteret til os, forarmer vore folk, og det bør ophøre.
Protektionisme forarmer vore folk, og det bør ophøre.
Den mangel på ligevægt som eksisterer vedrørende udnyttelse af havets ressourcer er skændig, og den bør afskaffes.
De finansielle midler som bliver stillet til rådighed for udviklingslandene er fuldkommen utilstrækkelige, og de bør forøges.
Oprustningen er absurd. Den bør ophøre og de pengemidler, der bliver frigjort herved, bør bruges til at finansiere udviklingen.
Det internationale pengesystem, som det ser ud i dag, er brudt totalt sammen, det bør erstattes.
De mindst udviklede landes gæld og det samme gælder de lande, som er bragt i en umulig stilling, deres gæld bør slettes. Den er umulig at oppebære og der er ingen fornuftig løsning.
Gældsætning tynger resten af udviklingslandene økonomisk, og de bør lettes for disse byrder.
Den store kløft, som eksisterer mellem de udviklede lande og de lande som forsøger at udvikle sig, bliver større og større i stedet for at formindskes. Og det bør standses.
Således lyder kravene fra de underudviklede lande. Verdensøkonomien truet Men selv om alle de forholdsregler blev iværksat og de fejltagelser og misforhold som det nuværende system af internationale relationer er skyld i, blev rettet, ville udviklingslandene stadig mangle et afgørende element: ekstern finansiering.
Alle indre anstrengelser, alle ofre, som folkene i udviklingslandene gør og er villige til at gøre, og alle de fordele og muligheder for at forøge deres økonomiske potentiel, som vil fremkomme ved at fjerne den ulighed der nu eksisterer mellem priser på eksport og  import og ved i det hele taget at forbedre betingelserne for deres udenrigshandel — alt dette vil ikke være tilstrækkeligt. I lyset af deres virkelige  nuværende økonomiske situation, behøver de tilstrækkelige ressourcer til at  være i stand til både at betale tilbage  på deres gæld og at foretage de enorme udlæg på globalt niveau, som udvikling fordrer.    Her er tallene også alt for velkendte for os til at gentage dem. Den 6. top-konference var foruroliget, ikke alene fordi udviklingslandenes udenrigsgæld var utålelig høj, men også fordi den  blev forøget årligt med en uhyggelig  hast. De data, som indeholdes i Verdensbankens rapport, som udkom medens Havanna-konferencen blev afholdt, bekræfter at situationen bliver  værre og værre. I 1978, alene, var udlandsgælden for 96 udviklingslande  steget med 51 milliarder dollars. Denne stigningstakt har resulteret i, at udlandsgælden har nået det astronomiske tal, som tidligere blev nævnt.
Vi kan ikke blot resignere overfor  disse dystre udsigter. De mest fremtrædende økonomer - både vestlige og de som bekender sig til marxistiske begreber — indrømmer at systemet for  udviklingslandenes gældsætning fungerer på en fuldkommen irrationel måde og, at hvis det blot kører uantastet  videre, kan det resultere i at true hele  den vaklende, usikre balance i verdensøkonomien.
"Hvorfor skal nogle være ynkeligt fattige for at andre kan blive overdrevent rige?"

Verdensbankerot

Der er nogle, som forsøger at forklare  den overraskende økonomiske kendsgerning, at de internationale bankcentre fortsætter med at stille kapital til rådighed for lande, som i teknisk forstand er gået fallit, ved at anføre at det drejer sig om ædelmodige gaver for at hjælpe disse lande i deres økonomiske vanskeligheder, men det er ikke sandt. I virkeligheden er dette ikke andet end et forsøg på at redde selve den internationale kapitalisme.
I oktober 1978 indrømmede EF-kommissionen at: "Den nuværende balance i verdensøkonomien afhænger i betydelig grad af en stadig strøm af private lån til de ikke olie-producerende lande ... i et omfang som man ikke havde været vidne til før 1974 og enhver hindring for denne strøm vil alvorligt true denne balance."
Verdensbankerot ville blive meget hårdt og føleligt for først og fremmest de underudviklede lande og for arbejderne i de udviklede kapitalistiske lande. Det ville ramme selv de mest stabile socialistiske økonomier, men det er tvivlsomt om det kapitalistiske system ville overleve sådan en katastrofe, og det ville blive vanskeligt for den  følgende frygtelige økonomiske situation ikke uundgåeligt at fremkalde en verdensbrand.
Og medens enhver skulle foruroliges over disse dystre udsigter, måtte det i hvert fald være en pligt for alle de, som besidder den største rigdom og  materielle overflod.
Når alt kommer til alt, udsigterne til en verden uden kapitalisme, er ikke lige netop noget som vi revolutionære frygter særlig meget. Naturligvis kan og håber udviklingslandene ikke uden videre, at de ændringer som de søger og den finansiering, som de kræver må komme, vil komme til dem som en foræring, en foræring som udspringer af blotte analyser af de internationale økonomiske problemer. I denne proces som involverer modsætninger, kamp og forhandlinger, må udviklingslandene stole på sig selv og på egne afgørelser og anstrengelser. Denne overbevisning fremtræder også klart på den 6. konference.
I den økonomiske del i den afsluttende erklæring erkender deltagerne nødvendigheden af, i deres egne lande, at udføre de nødvendige økonomiske, sociale strukturelle forandringer, idet man er klar over at dette er den  eneste vej til at fjerne den nuværende  sårbarhed i deres økonomi og at vende simpel statistisk vækst til sand udvikling. Stats- og regeringsoverhovederne er fuldt klar over, at dette er den  eneste vej som deres befolkninger vil være villige til at betale prisen for, den  pris det ville koste at være hovedpersonerne i denne proces. Som jeg fremførte ved samme lejlighed: "Hvis systemet er socialt retfærdigt, vil mulighederne for overleven og for økonomisk og social udvikling uden sammenligning være meget større . Mit eget lands historie har givet  et uigendriveligt bevis på dette."

Moralsk forpligtelse

Men landbruget og industrialisering er  kun to aspekter af udvikling. I hovedsagen betyder udvikling en hensyntagen til mennesket som skal være hovedpersonen og målet for al udvikling. Hvis man her ser på Cubas eksempel i løbet af de sidste fem år, så har landet investeret i gennemsnit 200 mio dollars om året i skolebyggeri. Investeringerne i medicinsk udstyr og i   bygningen af hospitaler, poliklinikker ete. har gennemsnitlig været over 40 mio dollars om året.
Og Cuba er kun et af omtrent hundrede udviklingslande — et af de mindste i henseende til geografi og befolkning. Derfor kan man udlede, at udviklingslandene vil behøve at investere   milliarder af dollars yderligere hvert år for at overvinde deres tilbageståenhed inden for uddannelse og sundhedssektoren.    Dette er det store problem som vi står ansigt til ansigt med, og det er ikke kun vort, problem, et problem for de lande som er blevet ofre for underudvikling og utilstrækkelig udvikling, det er et problem for det internationale menneskelige fællesskab i det hele taget.
Ved mere end een lejlighed er det blevet sagt, at vi er blevet tvunget ind  i underudvikling af kolonialisering og  imperialistisk neo-kolonialisation. Derfor er opgaven med at hjælpe os med  at komme ud af denne udvikling i første række en historisk og en moralsk  forpligtigelse hos dem, som drog fordele af udplyndringen af vores rigdomme og udbytningen af vore mænd  og kvinder i årtier og århundreder.
Men, på samme tid er det, som den  6. konference har udtrykt det, en opgave for hele menneskeheden.
De socialistiske lande deltog ikke i  udplyndringen af verden, og de er ikke  ansvarlige for den eksisterende underudvikling. Men, ikke desto mindre, på  grund af deres sociale systems hele natur, i hvilken den internationale solidaritet er indbygget som en forudsætning, forstår de og påtager de sig  de forpligtelsen til at hjælpe med til  at overvinde den. Ligeledes, når verden  forventer at de olie-producerende lande bidrager til den almindelige strøm  af kapital til finansiering af udvikling,  så sker det fordi man håber på, at der  forefindes en pligt til solidaritet mellem underudviklede lande, en forpligtelse som ingen kan regne med at pålægge dem.

Skær ned på militærudgifterne

Som en tilføjelse til de ressourcer, som  allerede er blevet mobiliseret af forskellige bank-kanaler, private låneorganisationer, internationale organer og  private finansagenturer, må vi nødvendigvis diskutere og beslutte hvordan. 
Fra begyndelsen af det næste udviklingstiår, en yderligere tilgang på ikke  mindre end 300 milliarder dollars kan  indføjes i strategien for investeringer i  underudviklede lande og tildeles i årlige rater på ikke mindre end 25 mia lige fra starten. Dette skal være i form af  gaver og langtidslån med en særlig lav  forrentning.
Det er ubetinget nødvendigt at mobilisere disse yderligere fonds til sådanne tildelinger fra den udviklede var den samt andre lande med særlige ressourcer til den underudviklede verden i løbet af de næste ti år. Hvis vi ønsker freden, vil disse ressourcer være nødvendige. Hvis der ikke findes ressourcer til udviklingen, vil der ikke blive nogen fred.
Nogle vil måske nu tænke, at dette er at bede om for meget, men jeg synes selv, at det stadig er beskedne tal. Ifølge statistiske data, som jeg allerede fremlagde i det indledende møde til vores 6. konference blandt de alliancefire lande, beløber hele verdens militærudgifter sig til mere end 300 milliarder dollars om året. Denne sum penge kunne bygge 600.000 skoler, med en kapacitet til 400 millioner børn, eller 60 millioner velindrettede hjem for 300 millioner mennesker, eller 30.000 hospitaler med 18 millioner senge, eller 20.000 fabrikker med arbejde til mere end 20 millioner arbejdere, eller et overrislingsanlæg til 150 millioner hektarer land, — som med anvendelse af den rette teknologi kunne brødføde l milliard mennesker. Så meget smider menneskeheden bort på våben og militær. Læg dertil enorme mængder af unge menneskelige ressourcer, teknikere, brændstof, råstoffer og andre artikler.   Dette er den helt ekstraordinære pris for at hindre et sand klima af tillid og fred i at herske på jorden. USA alene vil bruge 6 gange så meget som det nævnte på militære aktiviteter mellem 1980 og 1990.
For ti års udvikling anmoder vi om mindre end hvad der bliver brugt på et enkelt år af diverse krigsministerier og betydeligt mindre end en tiendedel af hvad der vil blive brugt til militære formål i løbet af ti år.

Den absurde galskab

Nogle vil finde vores krav absurde, men det virkelige absurde er denne verdens galskab i vores tid og de farer, som truer hele menneskeheden. Det enorme ansvar at studere, mobilisere og fordele disse ressourcer, skal betroes til Forenede Nationer. Disse fond  skal administreres af det internationale fællesskab selv, på betingelse af fuldstændig lighed for alle lande, hvad enten de yder eller modtager, uden nogen som helst politisk bånd knyttet  dertil og uden at beløbenes størrelse på  nogen måde skal knyttes til indflydelse  på afstemningen ved afgørelsen af hvor  vidt lån skal tildeles eller ikke og til  hvem. Selv om tildelingen af ressourcer skal udmåles i økonomiske begreber, skal den ikke kun bestå af penge.  Den kan også bestå af udstyr, gødningsstoffer, råstoffer, brændstof eller  nøgleindustrier, alt sammen vurderet  efter begreber inden for den internationale handel. Hjælp i form af teknisk personel og uddannelse af sådant, skal også kunne benyttes som et led i  disse bidrag.
Set på kort sigt, vil udviklingen måske indebære oplagte afsavn og tilmed  afståelser, som aldrig vender tilbage, men med udvikling, vil den store verden, som nu er holdt nede i tilbageståenhed, uden nogen købekraft og med  et yderst begrænset forbrug, pludselig  vise sig at bestå af en flod af hundredrede af forbrugere og producenter i  den internationale økonomi — som er  den eneste måde både den, og økonomien i de udviklede lande, som i øjeblikket lider under dybtgående krise,  kan bringes på fode igen.   Den internationale handels historie har vist, at udviklingen er den mest dynamiske faktor i verdenshandlen. I dagens verden finder størstedelen af handlen sted mellem de industrialiserede lande. Vi kan forsikre om, at samtidig med at industrialisering og fremskridt breder sig ud over hele jorden, så vil handlen også udvikle og sprede sig til gavn for alle.
Det er af denne grund, at vi på udviklingslandenes vegne udlægger og forsvarer vore landes sag. Vi beder ikke om foræringer. Hvis vi ikke finder frem til effektive løsninger, vil vi alle blive ofre for en katastrofe.

Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Der henvises hyppigt og gerne til menneskerettigheder, men nogle bør også nævne rettigheder for menneskeheden.

Hvorfor skal nogle mennesker gå barfodede, for at andre kan køre i dyre biler?
Hvorfor skal nogle leve i kun 35 år for at andre måske kan leve til de bliver 70 år?
Hvorfor skal nogle være ynkeligt fattige for at andre kan blive overdrevent rige?

Jeg taler nu på de børns vegne som ikke engang har et stykke brød. Jeg taler på de syges vegne, som ikke har nogen medicin. Jeg taler nu på de menneskelige væsners vegne, som er blevet nægtet retten til livet og til menneskelig værdighed.
Nogle nationer har adgang til havet, andre har ikke. Nogle har energi-ressourcer, andre ikke. Nogle har rigeligt jord, hvor de kan dyrke fødemidler, andre har det ikke. Nogle er overfyldte med maskiner og fabrikker så du knap nok kan ånde i deres forgiftede atmosfære, andre har kun deres magre arme til at skaffe sig brødet med.
Med andre ord, nogle lande besidder rigelige ressourcer, medens andre intet har.
Hvilken skæbne skal de nu lide?
At sulte?
At forblive fattige i al evighed?
Hvad er da meningen med civilisation?
Hvad tjener menneskets samvittighed til?
Hvad skal vi egentlig med Forenede Nationer?
Hvordan forholde sig til hele denne jord?
Man kan ikke tale om fred på de millioner og atter millioners vegne, som over hele verden sulter til døde og er døende af sygdomme, som vi ved kan helbredes.
Man kan ikke tale om fred på de 900 millioners vegne, som ikke kan læse og skrive.
De rige landes udbytning af de fattige lande må ophøre. At der er udbyttere og udbyttede i mange fattige lande ved jeg også meget godt. Jeg henvender mig derfor til de rige lande og beder dem om at bidrage. Jeg henvender mig til de fattige lande og beder dem bidrage.
Bomber kan ikke dræbe sulten.

Nok af ord!
Vi savner handling.
Nok af abstraktioner!
Vi savner konkrete aktioner.
Nok af spekulationer om en ny international økonomisk orden, som ingen alligevel forstår! Vi må tale om en virkelig, objektiv orden, som alle kan forstå.

Jeg er ikke kommet her som en fortaler for revolutionen. Jeg er heller ikke kommet for at bede om eller opfordre til at kaste verden ud i voldsomme omvæltninger og rystelser.
Jeg er kommet for at tale om fred og samarbejde mellem folkene, og jeg er kommet for at advare. Hvis vi ikke fjerner vores nuværende uretfærdigheder og uligheder på en fredelig og fornuftig måde, vil fremtiden blive uforudsigelig.
Raslen med våben, truende sprogbrug og arrogant opførsel på den internationale scene skal ophøre.
Færdig engang for alle med illusionen om at verdens problemer kan løses ved hjælp af atomvåben.
Bomber kan dræbe de sultne, de syge og de uvidende, men de kan ikke dræbe sulten, sygdommene og uvidenheden. Ej heller kan de dræbe folkenes retfærdige oprør — og, i under-gangen vil de rige, som er dem som har mest at tabe, også dø.   Lad os sige farvel til våbnene, og lad os vie os selv på en civiliseret måde til vor tids mest presserende problemer. Dette er det ansvar og den hellige pligt som påhviler alle verdens stats-mænd i dag.

Uddrag og oversættelse: Gunnar Feldman