José Martís liv

José Martís liv

Artikel i Cubabladet, særnummer efteråret 2001

Enhver der har været i Cuba kender José Martís navn - og det samme gør alle andre, som interesserer sig for landet og dets socialistiske udvikling. De ved, at Martí var Fidel Castros store forbillede, da han indledte sin kamp for et frit Cuba med angrebet på Moncada-kasernen i 1953.

Selv kaldte Castro ham dengang „den åndelige ophavsmand" til angrebet i sin berømte forsvarstale „Historien vil frikende mig". Og i den over 40 år lange cubanske revolutions historie, har Castro så at sige aldrig holdt en tale uden at fremhæve og citere Martí. Da Cuba i 1976 vedtog sin socialistiske grundlov, blev disse ord af Martí indføjet som indledende motto:

„Jeg ønsker at vor republiks første lov skal være cubanernes helligholdelse af menneskets fulde værdighed."

Imidlertid er er ikke mange uden for Cuba, der kender nærmere til José Martís usædvanlige liv og værk. Skal det kort sammenfattes, kan det gøres med et enkelt ord, nemlig ordet: „PATRIA" - fædreland. En god illustration heraf er, at da Martí som 15-årig var med til at udgive et blad (som kun kom i ét nummer) var dets navn „La Patria Libre" („Frit Fædreland"). Og mange år senere, i 1892 da han som leder af Det Revolutionære Cubanske Parti udgav en avis, gav han den navnet „Patria". Hele hans liv var viet til kampen for et frit fædreland, nemlig et Cuba frit for det spanske koloniherredømme. Og det var også denne kamp, der kostede ham livet, da han bare 42 år gammel faldt for en spansk kugle den 19. maj, 1895. (Han blev født den 28. januar, 1853 - begge datoer er mærkedage i Revolutionens kalender.) Men inden da havde han været hovedmanden i organiseringen af det endelige oprør mod spanierne, som bragte kolonistyret til fald i 1898 og gav Cuba dets (formelle) uafhængighed i 1902.
José Martís vien sit liv til kampen for et frit cubansk fædreland, begyndte da han var bare 15 år gammel. Den 10. oktober 1868 (en anden mærkedag i cubansk historie) indledtes det første seriøse oprør mod spanierne i Oriente-provinsen under ledelse af Carlos Manuel de Céspedes. Det blev senere - af grunde som ligger i navnet - kendt som 10-årskrigen.
Martí, som boede i hovedstaden Havanna i den anden ende af øen, blev straks grebet af uafhængigheds-ideerne - og han skrev bl.a. et lille teaterstykke på vers til ovennævnte blad. Stykkets navn var „Abdala" efter en prins i landet Nubien, som i Romertiden kæmpede for at befri sig fra det romerske åg. Parallellen til Cuba og Spanien var tydelig - og her gav han denne glødende beskrivelse af, hvad han forstod ved kærlighed til fædrelandet:

„Moder, kærligheden til fædrelandet
er ikke en latterlig kærlighed til jorden
eller til græsset som vore fødder betræder;
den er et uovervindeligt had til den
som undertrykker det,
den er en evig vrede til den som angriber det."

Nogle måneder senere skrev han noget andet „i samme ånd", som skulle få skæbnesvangre følger - og som blev indledningen til de mange omskiftelser, ikke mindst rejser, som skulle præge resten af hans liv. Det var et brev, hvor han og en god ven (Fermín Valdés, som også blev en kendt skikkelse i datidens kamp for cubansk uafhængighed), anklagede nogle skolekammerater for forræderi, da de var gået i spansk tjeneste (i et frivilligt korps).
Brevet blev fundet ved en ransagning - og nogle dage senere blev de to drenge fængslet på grund af dets indhold. Fem måneder senere, i marts 1869, blev drengene stillet for retten, og her hævdede de begge hver især at være forfatter til brevet for at skåne den anden. Martí må have virket mest overbevisende, for han blev idømt seks års tugthus - mens Fermín slap med 6 måneder.
 

Fange nr. 113

I tugthuset fik han fangenummer 113, og iført en fodlænke blev han sat til hårdt arbejde i et stenbrud sammen med andre ofre for kolonimagtens vilkårlighed. Det var et ophold som skulle mærke ham for livet. Dels fysisk ved at hans lunger blev beskadiget af støvet i stenbruddet, og ved at lænkernes gnaven gav ham varige skader på anklerne. Men i lige så høj grad psykisk ved de rystende forhold han blev vidne til. At han midt i sin egen ulykke i høj grad havde øje for andres lidelser, beviste han ved senere at give en rystende beskrivelse af forholdene som politisk fange i Cuba. Der var f.eks. en 70-årig som med stokkeslag blev tvunget til at gå med åbne sår på fødderne - og en dreng på 12 år som var idømt 10 års strafarbejde uden at vide hvorfor. Denne beskrivelse fik han efterfølgende udgivet i Spanien i et lille hæfte, som vakte en del opsigt. Titlen er „El presidio político en Cuba" („Det politiske tugthus i Cuba") - og det indledes med ordene: „Uendelig smerte skulle være det eneste navn på disse sider. Uendelig smerte, fordi tugthusets smerte er den mest rå, den mest ødelæggende af alle smerter. Den dræber intelligensen, udtørrer sjælen og efterlader spor i den, som aldrig nogensinde vil blive slettet."
Skulle han have tilbragt seks år under de forhold, ville det utvivlsomt have kostet ham livet - men gennem indflydelsesrige venner lykkedes det faderen (som selv var spanier og var kommet til Cuba som sergent i den spanske hær) efter seks måneder at få ændret Josés tugthusarbejde til en slags husarrest på Isla de Pinos (idag Ungdommens Ø - dvs. samme sted, hvor senere Fidel Castro og andre hovedpersoner fra Moncada-angrebet kom til at afsone deres straffe). Her fik José et par måneder til at komme til hægterne efter det hårde tugthus-arbejde - hvorefter han blev forvist til Spanien.
I januar, 1871 - kort før sin 18-års fødselsdag - måtte han således forlade sin familie (forældre og fire søstre) og sin elskede fødeø - som han siden kun skulle vende tilbage til for et par kortere ophold, nemlig knap et år efter 10-årskrigens afslutning i 1878 og så endelig den sidste gang i 1895, hvor han efter et par måneders ophold som nævnt mødte døden.
 

Forvist til Spanien

Forvisning til Spanien var en straf, som ofte blev brugt af kolonistyret i Cuba. Det var tidligere overgået Martís lærer og skoleleder, Rafael Mendive, der havde været som en far for ham - og senere kom også hans gode ven Fermín Valdés til Madrid på samme måde.
Via Cadiz ankom Martí til Madrid i april, 1871. Her boede han hos cubanske venner - og ernærede sig bl.a. ved at undervise velhavende cubaneres børn. Samtidig begyndte han selv at studere. Dels for at gøre den studentereksamen færdig, som blev afbrudt, da skolelederen Mendive blev arresteret og skolen lukket. Dels for at studere jura ved Madrids universitet. Endvidere var han aktiv i såvel det kulturelle som det politiske liv. Han var en hyppig gæst i teatre, cafeer og på kunstmuseer, til foredrag og politiske møder. Og han var ofte at finde på tilhørerpladserne i det spanske parlament, „Las Cortes". Endvidere læste han litteratur af enhver art: romaner, historie, filosofi m.m.
Dermed blev grunden lagt til den store viden, han senere udmærkede sig med i sin omfattende skribent-virksomhed, ikke mindst op igennem 1880?erne, hvor han var bosat i New York og skrev til en række blade i det meste af Latinamerika.
Han skrev også flere ting i Madrid, f.eks. var det her han skrev og udgav den nævnte „Det politiske tugthus i Cuba"
Godt et halvt år efter hans ankomst til Madrid, skete der i Havanna noget, som berørte ham dybt. En gruppe medicinstuderende blev anklaget for at have skændet en højtstående spaniers gravsted og den 27. november, 1871 (også en dato som stadig højtideligholdes i Cuba) blev otte af dem henrettet ved skydning. Martís ven Fermín Valdés var blandt de anklagede. Men han slap med en dom på seks års fængsel, og blev kort efter udvist til Spanien.
Sammen forfattede de to venner et skrift, som mindedes de henrettede, og som på årsdagen - den 27. november, 1872 - blev sat op på gadehjørner i Madrids centrum.
I alt boede Martí næsten fire år i Spanien, og det var en tid med megen politisk uro. Mest afgørende var afsættelsen af den spanske konge, Amadeus den 1. og udråbelsen af den første Republik. (Den Anden Republik var den, som blev tilintetgjort med Den spanske Borgerkrig 1936-39.) Det skete den 11. februar, 1873 - og fire dage senere havde Martí forfattet et lille skrift, som blev overrakt til den nye regeringsleder, Estanislao Figueras. Det havde titlen „Den spanske republik over for den cubanske revolution". Her hilste Martí den spanske republik velkommen - og udtrykte håbet om, at „den spanske republiks sønner" ville give cubanerne (som var midt i 10-årskrigen) samme ret til politisk selvbestemmelse, som de nu selv havde fået. Han spurgte bl.a.:

„Hvis Cuba har (...) besluttet sin frigørelse for at rejse sig som republik, (...) hvis det har vidst at ofre sig for friheden - vil den spanske Republik så ønske med magt at undertvinge det, som martyriet har skabt i den cubanske Republik? Vil den ønske at herske i den cubanske mod dennes vilje?"

Og til slut skrev han disse profetiske ord:

„Cuba ønsker at være frit. - Og ligesom alle folk i Sydamerika har opnået uafhængighed fra reaktionære regeringer (...) og alle folk har opnået det fra deres undertrykkere, på samme måde skal Cuba - i overensstemmelse med dets uafvendelige vilje og den historiske nødvendighed - opnå dets uafhængighed."

Republikkens ledere reagerede ikke på henvendelsen, og ændrede i dens korte levetid på knap et år ikke den spanske politik i Cuba. Men nok så skuffende for Martí var det, at der heller ikke var megen kampvilje blandt cubanerne i Madrid til at presse det republikanske styre til at give Cuba frihedsrettigheder. Dette var medvirkende til, at han et par måneder senere (maj, 1873) rejste til Zaragoza sammen med vennen Fermín.
Andre grunde var, at klimaet var bedre og leveomkostningerne lavere i Zaragoza og at de dér ville få mere ro til deres universitetsstudier. Martí færdiggjorde da også dér sin studentereksamen, sit jurastudium og endvidere tog han universitetseksamener i retorik og litteratur. Han skrev også et skuespil færdig, som han havde påbegyndt i Madrid, „Adúltera" (på dansk vil titlen være noget i retning af „Ægteskabsbrydersken") - som dog aldrig blev opført. Det byggede på hans egne erfaringer eller dilemmaer „udi kærlighedens spil". I Madrid var han betaget af en skuespillerinde, og i Zaragoza var der også tid til at blive forelsket. I et senere digt udtrykte han det selv således: „For Aragón i Spanien har jeg en plads i mit hjerte„ - og videre hed det - på spansk, for at give et eksempel på originalsproget af hans enkle, velklingende og følsomme poesi:

SPANSK: „Si quiere un tonto saber por qué lo tengo, le digo que allí tuve un buen amigo, que allí quise a una mujer." 
DANSK: „Hvis en tåbe vil vide hvorfor jeg har det, siger jeg at dér havde jeg en god ven, og dér elskede jeg en kvinde."

I januar, 1874 - altså mindre end et et år efter republikkens indførelse - blev Martí i Zaragoza vidne til, hvordan den brutalt blev knust med kanoner mod folk, som havde barrikaderet sig i gaderne. Dette udtrykte han sin sorg over i et digt ved en efterfølgende højtidelighed til minde om de faldne.
Godt et halvt år senere, efter den veloverståede embedseksamen i jura, besluttede han at vende hjem. Og efter en kort tur til Madrid forlod han i november samme år Spanien over grænsen til Frankrig. Vennen Fermín ledsagede ham til Paris, inden Martí via London sejlede tilbage til Den nye Verden - efter næsten fire år i Spanien.
I januar, 1875 ankom han til Verazruz i Mexico, hvortil hans forældre og fire mindre søstre i mellemtiden var flyttet.
Det blev indledningen til nogle meget omskiftelige år, hvor han var bosat i flere latinamerikanske lande: Mexico, Guatemala Venezuela - og Cuba. Samt med en kort afstikker (læs: ny forvisning) til Spanien, inden han nogenlunde permanent bosatte sig i New York (fra 1881 til 1895).
 

MARTIS LIV OG VÆRK fra 1875 til hans død i 1895

 

Mexico

Efter sin 4 år lange forvisning til Spanien vendte José Marti i januar, 1875 tilbage til sit kontinent (se sidste nummer af CUBABLADET (1/01) . Han ankom til Veracruz i Mexico, - hvor han blev modtaget af sin familie: forældre og tre søstre. Mens Marti var i Spanien var en anden søster blevet gift og en var død af sygdom. Med til at modtage den 22-årige Martí var Manuel Mercado, en mexicansk ven af familien, - som skulle blive en nær ven af Martí for resten af livet. Det var til ham, at Martí - 20 år senere - aftenen før sin død den 19. maj, 1895 - indledte et brev med disse senere så berømte ord:

„...jeg står hver dag i fare for at ofre livet for mit land og for pligten (...) til med Cubas uafhængighed i tide at forhindre, at De forenede Stater breder sig ned over Antillerne og med denne forøgede styrke falder over landene i vort Amerika. Alt hvad jeg har gjort indtil i dag, og vil gøre har dette formål. (...) Jeg har levet i uhyret, og jeg kender dets indvolde: og min slynge er Davids."

Det, Martí hentydede til med „at have levet i uhyret", var de 14 år (1881-1895), den sidste tredjedel af hans liv, som han kom til at leve i USA - kun afbrudt af kortere rejser.
Et par måneder efter ankomsten til Mexico blev Martí medarbejder ved bladet „Revista Universal" i Mexico City. Han oversatte Victor Hugos roman „Mine sønner" fra fransk, og den kom som tillæg til avisen. Endvidere skrev han (fra maj, 1875 til august, 1876) en stor mængde artikler til bladet - og blev også medlem af dets redaktion.
Den politiske situation i Mexico var ustabil på det tidspunkt. Efter landsfaderen Benito Juarez død var den liberale advokat Sebastian Lerdo præsident. I juni 1876 stod valget mellem ham og den konservative oppositions kandidat, generalen Porfirio Díaz. Martís avis støttede klart Lerdos side, bl.a. i lederarikler skrevet af Martí under pseudonymet Orestes. Lerdo vandt valget, men blev derefter fordrevet af Porfirio Díaz med våbenmagt. Hermed blev situationen så usikker for Martí, at han i slutningen af 1876 besluttede at forlade Mexico.
Udover sine mange artikler kan det nævnes, at han skrev et lille teaterstykke „Amor con amor se paga" („Kærlighed skal betales med kærlighed") - som opførtes med succes. Og af mere vidtrækkende konsekvens for sit personlige liv blev han i Mexico forlovet med Carmen Zayas Bazán, som var datter af en advokat fra Camagüey, Cubas tredjestørste by.
Fra Mexico rejste han kort til Havanna - under moderens navn Pérez - for, at sørge for at forældrene og søstrene kunne vende tilbage. Derefter tog han via Mexico til Guatemala, - hvortil han ankom i april, l877.
 

Guatemala

I Guatemala fik Martí kontakt med cubaneren José María Izaguirre, som havde kæmpet sammen med Cespédes og Agramonte i 10-årskrigen. Han havde oprettet en skole, som han var leder af, og her fik Martí arbejde som lærer. Samtidig fik Martí gennem Izaguirre et indgående kendskab til 10-årskrigen, dens ledelse og dens (delvise) nederlag.
En af Martís elever var en ung generaldatter María Granados. Hun blev forelsket i ham, og han måske også i hende. Men han havde sin forlovede i Mexico, som han rejste tilbage til og blev gift med i december, 1877. Kort efter at Martí var kommet tilbage til Guatemala med sin brud Carmen, døde María.Dødsårsagen skulle have været tuberkulose. Men som Martí senere skrev i et digt med titlen „Pigen fra Guatemala":

„- dicen que murió de frío, pero yo sé que murió de amor!" 
(„-- de siger hun døde af kulde, men jeg ved hun døde af kærlighed")

I Guatemala deltog Martí - ved siden af sit lærerarbejde - i litterære og politiske møder, hvor han holdt foredrag og taler - og hans flammende, engagerede måde at tale på og rive tilhørerne med gav ham tilnavnet „Doctor Torrente" („Professor Rivende Strøm").
Præsidenten i Guatemala var på det tidspunkt general Rufino Barrios. Hans styre var begyndt som liberalt, men var blevet stadig mere despotisk. Det blev kritiseret af Izaguirre, med det resultat, at han blev afskediget som skoleleder. Da Martí hørte dette, valgte han at tage sin afsked i sympati med Izaguirre. 
 

Cuba

Der var da underskrevet en fredsaftale i Cuba efter 10-årskrigen. Det betød, at Martí kunne vende tilbage til Cuba, og han ankom med sin gravide kone Carmen til Havanna i august 1878. Med sin embedseksamen fra Zaragoza forsøgte han at blive selvstændig advokat, men det blev nægtet ham. Så arbejdede han som medhjælp hos et par cubanske advokater - samt underviste i mellemskolen. Men en stor del af tiden på advokatkontoret kom til at gå med aktiviteter for cubansk uafhængighed. Efter afslutningen af 10-årskrigen var der nye forberedelser igang for et oprør mod spanierne. Ledelsen fandtes blandt eksilcubanere i New York, og Martí blev udnævnt til vicepræsident for deres afdeling i Cuba. Det kom til en mindre opstand i Oriente-provinsen i august 1879, som dog hurtigt blev slået ned - og senere betegnet som „Den lille Krig". En måned efter blev Martí arresteret. Og den 24. september 1879 blev han (for anden gang) forvist til Spanien, - mens hans kone og et-årige søn blev tilbage i Havanna. Efter et par måneder i Spanien lykkedes det ham dog at slippe over grænsen til Frankrig, hvorfra han vendte tilbage til sit kontinent. Denne gang til New York, hvor han ankom den 3. januar 1880.
 

USA I

Martís første møde med USA fyldte ham med begejstring for landets demokratiske forfatning og materielle foretagsomhed. Hans første indtryk kunne læses et halvt år efter i tre artikler i ugebladet „The Hour". De var skrevet på engelsk og henvendt til et publikum i USA, - og formålet var, - som den fælles titel siger det („Impressions of America - By a Very Fresh Spaniard") at vise amerikanerne, hvordan „en nyankommen spanier" opfattede deres land. Den første af artiklerne begyndte med ordene:

„Endelig er jeg i et land, hvor enhver ser ud til at være sin egen herre. Her kan man ånde frit; her er friheden grundlag, skjold, livsessens. Man kan være stolt af sin art her." 

Og længere fremme hed det:

„Da jeg bemærkede, at ingen stod stille på hjørnerne, at ingen dør var lukket et øjeblik, ingen mand var i ro, - stoppede jeg op og så respektfuldt på dette folk, og jeg sagde for altid farvel til vore europæiske landes dovne liv og poetiske unytte."

Den samme beundring for forfatningen og foretagsomheden i USA kunne ses i senere artikler, som blev skrevet til et latinamerikansk publikum. I begyndelsen til den venezulanske avis „La Opinión Nacional" og senere (primært) til avisen „La Nación" i Argentina. Men allerede i slutningen af 1881 - efter et seks måneders ophold i Caracas, - gav hans artikler et langt mere nuanceret og kritisk syn på det amerikanske samfund, og fra midten af 1880 erne blev det de negative sider af datidens amerikanske samfund, som prægede hans opfattelse og artikler. (hvorom mere senere).
Hovedprioritet for hans liv - og for hans beslutning for at bosætte sig i USA - var dog fortsat kampen forCubas uafhængighed. Allerede i Cuba havde han som nævnt haft kontakt med eksilcubanske kredse i New York, - og ved sin ankomst til byen fik han vicepræsidentposten i en uafhængighedsbevægelse, som blev ledet af den gamle general Calixto García. I april 1880 tog denne til Cuba for at starte en ny opstand, som dog blev nedkæmpet efter fire måneder.
Martís kone Carmen kom til New York med deres lille søn, - men efter nogle måneder besluttede hun at vende tilbage til Cuba. Hun så, at hendes mand var mere optaget af kampen for Cubas uafhængighed end af at sikre hende en tryg borgerlig tilværelse.
 

Venezuela

Nedtrykt over disse to omtrent samtidige begivenheder: konens og sønnens tilbagevenden til Cuba samt fiaskoen for den nye opstand, - besluttede Martí at forlade New York, og rejse til Venezuela, som var den latinamerikanske frihedshelt Simon Bolivars fædreland.
I Caracas underviste Martí i fransk sprog og litteratur og skrev artikler, bl.a. til et blad, han selv startede - samt til avisen „La Opinión Nacional". Da en respekteret digter, Cecilio Acosta, som havde været i opposition til præsidenten Guzmán Blanco døde, skrev Martí en artikel til hans ære. Hans ord om Acosta kunne opfattes som et indirekte angreb på Guzmán Blanco, som også var digter. Martí blev bedt om også at skrive noget positivt om Blanco - og stillet over for det valg, valgte han at forlade landet.
Som det var sket to gange tidligere, nemlig i Mexico og Guatemala, blev Martí altså ligeledes tvunget til at forlade Venezuela på grund af de lokale politiske forhold og hans eget kompromisløse engagement i dem.
 

USA II

I august 188l - efter bare seks måneder i Venezuela - var han tilbage i New York, - hvor han kun afbrudt af kortere rejser boede indtil sin død i maj 1895. Fra New York sendte han artikler om amerikanske forhold til det blad, han havde skrevet for i Caracas, „La Opinión Nacinal". De blev publiceret under pseudonymet M. de Z, - indtil det efter et år gik op for Blancos regering, hvem M. de Z. var. Så kunne de ikke længere trykkes. Men da var der blevet lagt mærke til hans artikler i latinamerikanske kredse, og han blev bedt om at skrive til Argentinas største avis, „La Nación". Ud over sine mange andre gøremål skrev Martí herefter regelmæssigt til læsere i Buenos Aires helt frem til 1891.
I maj, 1882 skrev han en lille digtsamling, Ismaelillo, - som var en hyldest til hans søn. På samme tidspunkt skrev han en række andre digte, som først efter hans død blev udgivet under titlen „Versos libres" („Frie vers"). Hans skribentvirksomhed bestod dog først og fremmest i de store mængder artikler til først og fremmest „La Nación", men også til andre aviser i Latinamerika. Endvidere skrev han henvendt til et (spansksproget) publikum i USA i tidsskriftet „La América", som havde landbrug, industri og handel som emne.
Efter nederlaget i den sidste opstand lå aktiviteterne for cubansk uafhængighed stille et par år. Men i 1883 var der igen bestræbelser igang blandt nogle af lederne fra 10-årskrigen for at starte et nyt oprør. En af dem, Flor Crombet, opsøgte Martí i New York for at få ham med i arbejdet. Der blev udarbejdet en plan, som Martí skrev om til de gamle militære ledere, Antonio Maceo og Máximo Gómez.
De to veteraner fra 10-årskrigen kom til New York i oktober 1884 for at drøfte planen. Men der viste sig at være en grundlæggende uoverenstemmelse mellem dem og Martí. Generalerne ville have en militærledelse af den samlede kamp for uafhængighed. Martís synspunkt var derimod, at der skulle være en civil ledelse, og at generalerne kun skulle stå for den militære del af kampen. Efter mødet skrev Martí til de to store generaler, - til Gómez bl.a. andet disse berømte ord: „Et folk grundlægges ikke som man befaler over en kaserne". Hermed nedlagde han sin post som formand for den cubanske hjælpekasse, som skulle indsamle midler, - og kort efter løb forberedelserne til et nyt oprør ud i sandet.
Herefter gik der nogle år, hvor kampen for Cubas uafhængighed kørte på lavt blus. Der herskede splittelse mellem de mange forskellige eksilcubanske grupper, - og Martí var helt ude af billedet. Så meget mere helligede han sig i disse år sin skribentvirksomhed. I 1885 skrev han - efter sigende på få dage - en føljetonroman „Amistad Funesta", - som havde visse autobiografiske træk. Og i april 1887 blev han udnævnt til konsul for Uruguay i New York. Og i 1890 og 1891 udnævntes han også til konsul for Argentina og Paraguay.
 

„Escenas Norteamericanas"

Men den vigtigste - mest vidtrækkende - aktivitet i disse år var hans artikler til en række blade i Latinamerika, primært Argentina, Venezuela og Mexico. Herfra blev de kopieret af andre blade i Latinamerika, så Martí i det tiår - med en biografs ord - opnåede at blive „den mest kendte og beundrede skribent i hele Latinamerika".
Artiklerne, som findes i fem bind af Martís Samlede Værker (Bindene 9-13) under fællestitlen „Escenas Norteamericanas" („Scener fra Amerika"), giver et utroligt righoldigt og mangesidigt billede af livet i USA i slutningen af sidste århundrede. Her skriver Martí om indenrigs- og udenrigspolitik, om økonomi, om sociale konflikter, om negrenes, indianernes, kvindernes og arbejdernes vilkår. Han skriver om strømmen af immigranter, som kommer til USA fra Europa - og om så mange andre små og store ting fra det amerikanske dagligliv i det tiår. Han kommer med historiske redegørelser for Amerikas politiske og sociale institutioner. Og han giver en lang række portrætter af kendte amerikanere (og europæere) ofte i forbindelse med dødsfald. Udover politikere kan nævnes digtere som Walt Whitman, Mark Twain og Longfellow, filosoffen Emerson samt William F. Cody, „den store Buffalo Bill", og Jesse James, „stor bandit". (Af europæere, Martí skrev om, kan nævnes Oscar Wilde og Karl Marx. Ved Marx død i 1883 skrev Marti, at - „da han stillede sig på de svages side, fortjener han ære"). En amerikansk historiker har udtalt, at Martís artikler giver den mest fyldige og detaljerede beskrivelse af livet i USA i 1880'erne, som findes fra en enkelt mands hånd.
Som nævnt var Martís første artikler præget af begejstring og beundring for USA, - men de blev hurtigt mere forbeholdne, med kritiske og senere direkte fordømmende beskrivelser af, hvordan materiel grådighed og politisk korruption underminerede forfatningen og skæmmede landet. Fra 1886 og frem gav Martí mange stærke beskrivelser af, hvordan fagforeninger og arbejdere brutalt blev undertrykt - særlig rystende efter justitsmordet på de såkaldte Haymarket-anarkister i november, 1887. Her følger et stærkt eksempel på Martís personligt indfølende, indignerede stil, - om baggrund (og måske ligefrem forsvar) for at „arbejderne kunne gå for vidt" i deres kamp for rimelige levevilkår:

„De (arbejderne) ser sig selv som indespærrede dyr. Alt, hvad der vokser sig stort, synes at vokse imod dem. „Min datter arbejder femten timer for at tjene femten cents." „Jeg har ikke haft arbejde denne vinter, fordi jeg er medlem af et arbejderråd." Dommeren dømmer dem. Politiet, stolt over dets stofvest og dets autoritet, som er skræmmende hos denuoplyste, tæver og myrder dem. De fryser og sulter, de bor i stinkende huse. Amerika er altså det samme som Europa! De forstår ikke, at de kun er hjul i det sociale tandhjul, og at man må ændre hele tandhjulsværket for at hjulene kan ændres. Det forfulgte vildsvin opfatter ikke den glade stemningsmusik, ej heller universets sang eller verdensaltets storslåede gang: vildsvinet stemmer bagpartiet mod en mørk stamme, borer hugtanden ind i sin forfølgers mave, og flår indvoldene ud. (...) Alle midler, de kan forestille sig, har de prøvet." (Bind, 11, s. 337-38).
 

Cubas oprejsning

I marts 1889 var der en artikel i en avis i Filadelfia, „The Manufacturer", som påny engagerede Martí i kampen for hans elskede fædreland. Som led i en debat i USA om amerikanerne skulle købe eller annektere Cuba, blev der i en artikel spurgt: „Ønsker vi Cuba?". Konklusionen var nej, bl.a. fordi som det blev sagt, - at „cubanerne udviser en kvindagtighed og en aversion mod enhver indsats, som virkelig nærmer sig det sygelige. De ved ikke at gøre sig gældende, de er dovne, af mangelfuld moral og af natur og erfaring ude af stand til at opfylde forpligtelserne ved et borgerskab i en stor og fri republik." Martís indignerede reaktion herpå kom en uge senere i New-York-avisen „The Evening Post" - bl.a. med disse ord:

„Vi cubanere er ikke det folk af miserable vagabonder og moralske pygmæer, som det behager „The Manufacturer" at beskrive; ej heller et land med unyttige ordmagere, ude af stand til at handle, fjender af hårdt arbejde, som overlegne rejsende og forfattere plejer at beskrive os som tillige med de øvrig folk i det spanske Amerika. Vi har lidt utålmodigt under tyranniet, vi har kæmpet som mænd, og nogle gange som giganter, for at blive frie. (...) Vi fortjener i vor ulykkes stund respekt fra dem, som ikke hjalp os, da vi ønskede at ryste det af os."

Begge artikler blev samlet i et lille hæfte med titlen „Vindicación de Cuba" („Cubas oprejsning"), som blev læst af mange cubanere. Og der blev skabt ny respekt om Martís navn i cubanske uafhængigheds-grupper. I de kredse havde der nemlig været køligt omkring ham, efter at han i 1884 med brevene til Gómez og Maceo havde trukket sig tilbage fra de daværende oprørs-forberedelser.
I midten af 1889 blev Martí redaktør af et månedsblad for børn, kaldet „La Edad de Oro" („Guldalderen"), hvortil han selv skrev eller oversatte det hele, bl.a. en version af H.C. Andersens „Nattergalen". Men bladet nåede kun at komme i tre numre. Da udgiveren ønskede, at bladet skulle bibringe børnene katolsk-religiøse værdier, trak Martí sig nemlig ud af foretagendet.
 

Washington-konferencer

Nogle måneder efter, i vinteren 1889-90, afholdtes Den første Panamerikanske Konference i Washington med deltagelse af så at sige alle lande i Nord- og Sydamerika. Det var USA, som inviterede, - og formålet var at binde de latinamerikanske lande tættere til sig og mindske deres forbindelse til Europa.
Martí var ikke selv deltager i konferencen, men i tale og skrift - bl.a. som vicekonsul for Uruguay - lykkedes det ham at påvirke de latinamerikanske delegerede imod USA s ekspansions-interesser, ikke mindst gennem en tæt kontakt til den argentinske chefdelegerede.
Det var en tid, som tog hårdt på hans kræfter. Og han tog efterfølgende på rekreationsophold i bjergene, - hvor han skrev en række digte, - som blev udgivet under fællestitlen „Versos sencillos" („Enkle vers"). Det er fra et langt digt i denne samling, at versene til den vel nok mest kendte spansksprogede sang i verden findes, nemlig „Guantanamera".
Året efter, i januar 1891, var der igen konference for Nord- og Sydamerika i Washington. Det var en monetær konference med det formål at gøre sølv til betalingsmiddel - igen som en måde for USA at binde de latinamerikanske lande til sig. Denne gang deltog Martí som delegeret for Uruguays regering. I en lang diplomatisk tale gik han imod USA s ønsker, som da heller ikke blev fulgt. Men i en efterfølgende artikel til et blad i New York udtrykte Martí langt mere direkte, hvad sagen drejede sig om:

„Den, som siger økonomisk union, siger politisk union. Den stat, som køber, er hersker. Den stat, som sælger, tjener. Man må afbalancere handelen for at sikre friheden. Den stat, som ønsker at gå til grunde, sælger til bare én stat, og den, som ønsker at bevare sin frihed, sælger til mere end en. Den ubegrænsede indflydelse fra et land i et andet lands handel fører til politisk indflydelse. Når en stærk nation giver en anden nation noget at spise, tvinger den den anden nation til at tjene sig."
 

Den afgørende kamp

Senere samme år - på mærkedagen den 10. oktober - talte Martí på de cubanske uafhængighedsklubbers møde i New York. Spaniens konsul klagede til Argentina og Uruguay over, at deres konsul talte offentligt imod Spanien. Det fik Martí til at opsige sine tre konsulstillinger - og herefter blev hans liv (igen) helt og holdent helliget kampen for cubansk uafhængighed.
I november, 1891 blev han inviteret til at holde tale i Tampa i det sydlige Florida, hvor der var mange cubanske tobaksarbejdere. Og det var i denne tale, han sagde de senere berømte ord:

„For hvis det blev mig givet at foretrække et gode frem for alle andre, - så ville dette være det, som jeg ville foretrække: jeg ønsker at vor Republiks første lov skal være cubanernes helligholdelse af menneskets fulde værdighed. Enten har Republikken som grundlag præget af hver eneste af dens sønner, sædvanen med at arbejde med hænderne og tænke for sig selv og, som en familieære, respekten for de andres fulde udfoldelse: kort sagt, kærligheden til menneskets anstændighed - eller også er Republikken ikke en eneste tåre fra vore kvinder og ikke en eneste bloddråbe fra vore modige mænd værd."

(Citatet er oversat så direkte som muligt for at give et indtryk af Martís lidenskabelige, ordrige talekunst.)

Måneden efter talte han i en anden sydlig cubansk koloni, Cayo Hueso. Begge steder begejstrede han tilhørerne og gav dem tro på, at kampen for cubansk uafhængighed kunne lykkes. Inden han forlod Cayo Hueso, forfattede han et program for et Cubansk Revolutionært Parti: „Bases del Partido Revolucionario Cubano", - som fik tilslutning fra både Cayo Hueso og Tampa. Programmet blev ligeledes præsenteret og vedtaget i uafhængighedsklubber i New York, - og den 8. april 1892 blev Martí valgt som delegeret, dvs. som faktisk leder for det nye parti, PRC. Det var det første parti i verden, hvis program var national befrielse. Martí var tillige redaktør for partiets avis, „PATRIA" („Fædreland"), hvis første nummer allerede var udkommet i marts.
Derefter gik det stærkt med forberedelserne til cubanernes definitive oprør mod spanierne. I september tog Martí til Santo Domingo for at tale med Máximo Gómez, som han ikke havde set siden mødet i 1884. Han blev hjerteligt modtaget, - og efter tre dages samtaler tilsluttede Gomez sig PRC s program for den fremtidige frihedskamp. Senere besøgte Martí Antonio Maceo i Costa Rica og fik også hans støtte og medvirken til kampen.
Som en central del af forberedelserne til en oprørsekspedition blev der indsamlet penge blandt eksilcubanerne, ikke mindst blandt tobaksarbejderne, som besluttede at give en dagløn om ugen, kaldet „Fædrelandets dag". Hovedparten af de indsamlede midler blev brugt til at erhverve og udstyre tre både, som skulle sejle våben til Cuba fra den lille by Fernandina i Florida. Men kort før den planlagte afrejse blev Fernandina-planen i januar 1895 forrådt til de amerikanske myndigheder, - og både og ladninger blev beslaglagt. Det var et hårdt slag for uafhængighedsbevægelsen. Det lykkedes dog ved en cubansk advokats ihærdige indsats at få frigivet det meste af ladningen. Og paradoksalt nok kom afsløringen af den hemmelige ekspedition til at styrke moralen i de eksilcubanske kredse. Nu kunne de nemlig i aviserne se, hvor langt det - i største hemmelighed - var lykkedes PRC under Martís ledelse at nå med de indsamlede midler. Og det fik cubanerne i USA - såvel de velhavende i Østkyst-byerne som tobaksarbejderne i det sydlige Florida - til at give nogle sidste ekstra bidrag.
Uafhængigheds-grupperne i Cuba er opsatte på at gå igang, og i slutningen af februar bryder oprøret løs tre steder i Cuba. Martí tager til Santo Domingo for at mødes med Gómez, og de ønsker at komme til Cuba hurtigst muligt. Den 25. marts 1895 skriver de Montecristi-Manifestet, som er en mellemting mellem en krigserklæring og et udkast til forfatning for en fremtidig cubansk republik. Det lykkes dem sammen med fire ledsagere at komme med en tysk fragtbåd, som sejler tæt forbi Cubas kyst. Herfra ror de selv i en lille båd ind til kysten ved Playitas i Oriente-provinsen, hvor de ankommer den 11. april 1895. De får kontakt med en større gruppe oprørere - og avancerer langsomt frem over øen.
Den 5. maj mødes de med Antonio Maceo og hans folk. Den 19. maj finder den første større træfning sted mellem cubanske oprørere og spanske soldater. Martí insisterer på at deltage i kampen - og falder for en spansk kugle.
Men det endelige uafhængighedsoprør, som mere end nogen Martí havde været organisator og inspiration for, fortsatte. I tre år bølgede krigen frem og tilbage, og de talmæssigt langt underlegne cubanere kostede den spanske kolonimagt store tab. Ingen af parterne kunne dog tilsyneladende sejre, indtil USA i begyndelsen af 1898 erklærede de godt møre spaniere krig.
Den 15. februar sprang den amerikanske panserkrydser „Maine" i luften under et besøg i Havannas havn, - hvorved 266 besætningsmedlemmer omkom. Hvordan det kunne ske, blev aldrig opklaret, men amerikanerne brugte hændelsen som påskud til at erklære Spanien krig. Efter et enkelt slag ved Santiago de Cuba, hvor cubanere og amerikanere i samarbejde sejrede stort, - i hvad der i historien kom til at hedde Den Spansk-Amerikanske Krig, - overlod Spanien Cuba (og Filippinerne) til amerikanerne. Herefter blev amerikanerne i Cuba, indtil de fik påtvunget cubanerne en håndfæstning - den såkaldte „Platt Amendment" - som gav USA ret til at intervenere i Cuba, når det fandt dets interesser truet. En stadig følelig reminiscens af denne „amendment", („tilføjelse") er den amerikanske flådebase ved Guantánamo.

Resten er historie, - men hos senere historikere hersker der ikke tvivl om, at hvis Martí - som „kendte uhyrets (USAs) indvolde" - havde overlevet frihedskampen mod Spanien - så havde Cubas - formelle - uafhængighed fået et andet forløb, end det fik.

Se mere om José Martí her:

http://www.josemarti.cu/

http://www.cuba.cu/memorial/