Svinebugten - et overblik

Svinebugten - et overblik

Uddrag af indledningen til bogen „Forhøret i Havanna"

CubaBladet 2/ 2001

USA's nye præsident John F. Kennedy ønskede i 1961 at slippe af med det revolutionære styre i Havanna, - men han var ikke resolut nok, mente CIA.

Under dæknavnet Operation Pluto skulle det, der senere blev kendt som invasionen i Svinebugten, med våbenmagt bringe Cubas revolutionære styre til fald og erstatte det med et regime, der passede i den amerikanske imperialismes kram. Det udøvende organ for aktionen var USA's hemmelige tjeneste CIA, i hvis hænder den politiske og militære ledelse var lagt. Hjælpetropperne bestod af en brigade på omkring 1500 cubanske lejesoldater, som CIA havde hvervet blandt emigrerede kontrarevolutionære på USA's territorium. Ved udgangen af 1960 levede der over 40.000 cubanere i landflygtighed i USA; Miami alene tegnede sig for de 30.000. Den første flygtning havde forladt Cuba den 1. januar 1959. Han navn var Fulgencio Batista (den styrtede diktator, red.).

Efter revolutionens sejr fik han i første omgang følgeskab af en del af den cubanske befolkning, som man i al saglighed kan betegne som bærmen: en helt igennem funktionsløs, parsitær elite af korrupte politikere, militær-personer og storgodsejere samt deres eskorte af professionelle mordere, tortureksperter og politi-stikkere. l kølvandet på disse folk og deres familier fulgte i løbet af  1960 andre fraktioner inden for det cubanske oligarki, der var blevet ramt af Fidel Castros reformer, foruden store dele af middelklassen, der havde knyttet deres eksistens til systemet: embedsmænd, funktionærer og den lille kreds af tekniske eksperter. l Miami udfoldede disse flygtninge en hektisk konspiratorisk aktivitet, og dermed fik CIA et ideelt menneske-materiale til disposition for sine planer. En opgave, der endnu ikke er løst. l slutningen af 1959 fik chefen for CIA, Allan Dulles, til opgave af Det Nationale Sikkerhedsråd i Washington at planlægge underminerings-aktioner mod det revolutionære styre på Cuba, det gjaldt fra første færd systematisk rekruttering af cubanske kontrarevolutionære. Allan Dulles plan gik - fra starten af 1960 - ud på at hverve en regulær hær af lejetropper, som skulle sættes ind mod Fidel Castro og den cubanske revolution i åben krig. USA's daværende præsident Dwight D. Eisenhower gav projektet sin principielle tilslutning den 17. marts 1960. Den cubanske kontraspionage, hvis agenter havde infiltreret alle kontrarevolutionære grupper af betydning, fungerede perfekt.

Allerede i en tale holdt på Revolutionspladsen den 1. maj 1960 forudsagde Fidel, at der ville blive foretaget en landgangsoperation, organiseret af CIA og udgående fra militære støttepunkter i Guatemala.

Den 4. januar 1961 afbrød Eisenhower de diplomatiske forbindelser med den cubanske regering, det var en af hans sidste embedshandlinger. Omtrent samtidigt udtalte han til sin efterfølger, John F. Kennedy: „På Cuba ser det ikke godt ud. Det er meget muligt, at De bliver nødt til at sende tropper derned."
 

Planen bliver kendt

Den amerikanske presse begyndte at fe nys om den forestående invasion. l januar 1961 offentliggjorde to af USA's førende nyheds-organer, Time og New York Times, detaljerede reportager om invasionsforberedelserne. Med et slag var ClA's projekt blevet en offentlig hemmelighed. På barerne i Miami talte man nu lige ud af posen om den forestående operation. Kennedys embedsovertagelse bevirkede en udsættelse af overfaldet på Cuba. Først efter kraftig pression lykkedes det for den hemmelige tjeneste at gennemtvinge en afgørelse hos den nye ledelse. Den blev truffet den 4. april 1961. Den dag trådte Det Nationale Sikkerhedsråd sammen under John F. Kennedys forsæde. Blandt deltagerne var chefen for CIA Allan Dulles, udenrigsminister Dean Rusk, forsvarsminister Robert McNamara, en række af Kennedys rådgivere, blandt andet Arthur Schlesinger og formanden for Senatets udenrigskomite William Fulbright. ClA's projekt, der i forvejen var godkendt af hærens, flådens og flyvevåbnets generalstabschefer, blev vedtaget med alle stemmer mod en Fulbrights. På dette tidspunkt havde CIA allerede afsikret aktionen politisk set, og den 22. marts dannet en provisorisk cubansk regering. Denne marionetregering, der overtog det formelle politiske ansvar for invasionen, skulle efter landgangsoperationen- per flytransporteres til Zapata-halvøen på Cubas sydside.
 

Kennedys rystende løgn

På en pressekonference den 12. april 1961 afgav John F. Kennedy følgende erklæring: „1. Der vil ikke blive foretaget nogen invasion på Cuba med USA's væbnede styrker. 2. USA's regering vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at hindre, at borgerne i dette land bliver indblandet i nogen som helst aktion på cubansk territorium. 3. Vore myndigheder vil skride ind mod enhver, der på Cuba har til hensigt at indføre et regime af samme art som Batistas. 4. Cubas fremtid er ikke et spørgsmål, der skal afgøres mellem USA og Cuba; det er et spørgsmål, cubanerne må ordne indbyrdes. 5. USA vil ikke tillade, at derfra USA's territorium organiseres nogen invasion rettet mod Cuba." Mens dette blev sagt, var invasionsflåden allerede stået til søs konvojeret af amerikanske destroyere og hangarskibe. Tre dage efter, ved sekstiden om morgenen lørdag den 15. april dukkede ClA's flyvevåben op på himlen over Cuba. Der blev rettet et angreb mod Cubas fire vigtigste militære flyvepladser. Taktisk var luftangrebet en succes, - næsten halvdelen af det cubanske luftvåben blev gjort ukampdygtigt. Politisk set var det en katastrofe, fordi det uigendriveligt fastslog den amerikanske regerings direkte andel i den forestående invasion.

Den 17. april 1961

Det var ved morgengry den 17. april - kort før klokken to, at de første frømænd gik i land på Giron Strand (i Svine-bugten) for at anbringe positionslysene, der skulle vejlede landgangsfartøjerne, - og da havde Fidel mobiliseret hele Cuba: hæren, flyvevåbenet og militsen var i højeste alarm-beredskab. „Den provisoriske Regering", der af navn havde den politiske ledelse af invasionen befandt sig på dette tidspunkt i en barak ved en forladt militær flyveplads i Floridas sump-land. Efter tre døgn var Giron Strand dækket af udbrændte tanks og i havstokken lå sænkede landgangsfartøjer. Under militsens og den revolutionære Hærs koncentrerede ild forblødte lejesoldaterne i Zapata-halvøens sumpe. Omkring midnat - natten til den 19. april - blev der gjort et sidste forsøg på at redde invasionen ved direkte militær intervention fra USA's side. ClA-agenten Bissel, general Lemnitzer og admiral Burke forlangte øjeblikkelig indsats af flådens jetjagere, som stod parat på dækket af et hangarfartøj 50 sømil fra Giron. Kennedy afviste kravet. Næste morgen meddelte Fidel: „Angriberne er blevet tilintetgjort. Efter slaget på Giron Strand står Revolutionen som sejrherre. På tre døgn har Revolutionen tilintetgjort en hær, det har taget USA's imperialistiske regering adskillige måneder at stille på benene". Den 26. april påtog præsident Kennedy sig det fulde ansvar for den mislykkede invasion.

Kup mod Kennedy

Man har siden jævnligt stillet det spørgsmål, hvad der kan have bevæget den amerikanske regering til at indlade sig på et så harsarderet foretagende som at skrabe 1500 lejesoldater sammen og sende dem ud i en konventionel krig mod en mindst hundrede gange stærkere regulær hær. Fra et militært synspunkt måtte det udsigtsløse ved projektet være indlysende. Det er imidlertid ikke sandt, (som det ofte påstås, red.), at den amerikanske hemmelige tjeneste regnede med spontane opstande på Cuba og satte sin lid til kontrarevolutionære i landet selv. De, der tog initiativet til invasionen, var selv klar over, at den militært var en absurditet. Men det uudtalte formål var heller ikke at starte en borgerkrig, men at bane vej for en direkte, væbnet intervention med indsats af amerikanske tropper. Operation Pluto skulle blot skabe et brohoved, en okkuperet zone, hvortil den hemmelige tjeneste kunne overføre den marionetregering, den selv havde udnævnt, og  som sad og ventede som fanger i en barak i Florida.  Denne regerings eneste opgave skulle være at anmode  USA's regering om „hjælp".

Hele projektet var altså en storstilet provokation, der i sin karakter nærmede sig statskuppet: et kup rettet mod selve de forfatningsmæssige organer i USA. Præsidenten skulle bringes i en tvangssituation, hvor han kun havde én løsning tilbage: krig.

Uddrag af indledningen til bogen „Forhøret i Havanna" af Hans Magnus Enzensberger. Udsendt på dansk af Gyldendals Logbøger! 1971. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen. Størsteparten af bogen er udskrifter af de afhøringer, som blev foretaget af de tilfangetagne lejesoldater. Afhøringerne havde mest karakter af interviews, der blev sendt direkte på radio og tv. Den revolutionære regering i Cuba fik på  den måde lejesoldaterne til for åben mikrofon at fortælle, hvorfor de havde angrebet Cuba og revolutionen. Interviewene afslørede, at størsteparten af lejesoldaterne var kommet for at få deres godser, miner, fabrikker og lukrative politiske poster igen. Det vakte mildt sagt meget lidt sympati blandt cubanerne, - således var „forhøret i Havanna" med til at styrke opbakningen bag den revolutionære regering. Bogen kan lånes på biblioteker.