GF 2013

GF 2013

IMG_6357.JPG

Cubas ambassadør Yamira Cueto (i midten) leverede en hilsen til generalforsamlingen.
Cubas ambassadør Yamira Cueto (i midten) leverede en hilsen til generalforsamlingen.

Der blev afholdt generalforsamling den 9. marts i Malernes Fagforening på Nørrebro.

Generalforsamlingen vedtog denne udtalelse:

Hæv blokaden!

Hvis USA’s præsident Barack Obama vil holde sit løfte om at forbedre forholdet til Latinamerika, må han starte med Cuba og hæve blokaden.

Blokaden blev indført i forbindelse med den såkaldte ’Cubakrise’ i oktober 1962. Men selvom den kolde krig for længst er slut, fortsætter blokaden for fuld styrke. FN’s generalforsamling i oktober sidste år fordømte blokaden med stemmetallene 188 for, 3 imod – budskabet fra verdenssamfundet er klart: Det er på høje tid, at USA’s regering respekterer generalforsamlingens demokratiske beslutning, hæver blokaden og normaliserer forbindelserne med Cuba.

76% af den nulevende cubanske befolkning er født under den blokade, som 11 præsidenter af USA har skrevet under på. Den 11. er naturligvis Barack Obama, der 3 måneder efter sin indsættelse lovede ’en ny begyndelse med Cuba’, ’at bevæge USA-Cuba-relationerne i en ny retning’, ’et nyt kapitel’. Alligevel skrev Obama troligt under på blokaden kort efter, og har gjort det årligt siden - som det kræves for, at blokaden kan opretholdes. Den del af blokaden, der angriber virksomheder fra tredjelande - Helms-Burton-loven fra Clinton-tiden - er endda blevet brugt mere flittigt end tidligere.

Cuba har aldrig angrebet eller opført sig aggressivt overfor USA. Alligevel fører USA en hårdere politik overfor Cuba end nogen anden stat i verden, inkluderet Iran og Nordkorea. Blokaden er hjørnestenen i dén politik. Gennem et halvt århundrede har blokaden ifølge FN kostet over 600.000.000.000 danske kroner. Et svimlende tal.

I april 1960 beskrev USA’s daværende viceudenrigsminister Lester Mallory formålet med blokaden således: ’At skabe generel utilfredshed baseret på økonomisk utilfredshed og trængsler (...) at svække Cubas økonomiske liv (...) at standse strømmen af penge og forsyninger (...) at sænke lønningerne, at skabe sult, desperation og oprør mod regeringen’. Men det er ikke lykkedes at starte et oprør på baggrund af de økonomiske trængsler, som blokaden bestemt hár skabt i Cuba. Og hvorfor ikke? Fordi det alligevel er lykkedes cubanerne at skabe et velfærdssamfund, hvor ingen er overladt til sig selv. Tænk, hvad de kunne udrette, hvis der tikkede en billion dollars og en stor undskyldning ind fra det Hvide Hus.

Obama er som bekendt for nylig blevet genvalgt til sin anden og sidste periode. Det betyder, at han kan opbyde al sin præsidentielle styrke og smide blokaden i historiens skraldespand, uden at skulle spekulere i eksilcubanernes indflydelse i svingstaten Florida.

Gør alvor af de fine ord, Obama – hæv blokaden!