Referat af Generalforsamling 2015

Referat af Generalforsamling 2015

De 5 er frie - nu skal blokaden væk!

Referat af Generalforsamling

Dansk-Cubansk Forening, lørdag 21. marts 2015

Dagsorden

  1. Valg af dirigent, referent og godkendelse af dagsorden

  2. Hovedbestyrelsens beretning

  3. Regnskab

  4. Indkomne forslag

  5. Planer for det kommende års arbejde

  6. Vedtagelse af budget og fastlæggelse af kontingent

  7. Valg af hovedbestyrelse

  8. Valg af 2 suppleanter til hovedbestyrelsen

  9. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant

  10. Eventuelt

Formanden Sven-Erik Simonsen bød velkommen til alle og især vores cubanske gæster Aleída Godínez og Alicia Zamora - samt Cubas ambassadør Yamira Cueto, som på Cubas vegne takkede for solidaritet og støtte især vedr. ”de 5”. Takkede også lokalafdelingerne for deres indsats og påpegede den vigtige proces, der nu er sat i gang med normalisering af forholdet til USA. Opfordrede til solidaritet med Venezuela, som nu er under pres, og fremlagde et åbent brev fra præsident Maduro til det amerikanske folk, som hun bad os underskrive.

  1. 1. Kirsten Bindstrup valgtes til dirigent, og Palle Yndal-Olsen til referent. Forretningsordenen blev uddelt på mødet og godkendt med en enkelt tilføjelse til pkt. 5, så første linje kom til at lyde: ”Personvalg foregår ved skriftlig afstemning, når der er flere kandidater, end der skal vælges”.

Til stemmeudvalget valgtes: Helle Bruun, Anders Kristensen og Ingrid Seidenfaden. Der blev udleveret 43 stemmesedler.

Dagsordenen blev godkendt uændret og enstemmigt.

2. Hovedbestyrelsens skriftlige beretning er optrykt i Cubabladet, marts 2015 s. 16-22.

Johnny Mortensen viste et fotoshow til illustration af beretningens enkelte punkter.

Formanden konstaterede, at interessen for Cuba topper i denne tid, og ønsker at denne situation udnyttes, men man skal være bevidst om, at USA’s intention forsat er den samme: nemlig at vælte det cubanske styre. Bevægelsen mod USA’s blokade af Cuba vokser, og vi får ingen bedre situation, det bør udnyttes.

Der arbejdes på at forynge DCF og skabe mere aktivitet – derfor oprettelsen af ”Aktionskomité Cuba”. Vores hovedudfordring er at komme ud til yngre kredse – Cubabladet er ikke nok; alle der har mediemæssige evner og idéer er velkomne.

Lokalafdelingerne skal styrkes, og vi skal udnytte, at vi findes mange steder i landet.

Der arbejdes på en manual over foreningens aktiviteter.

Philip oplyser at han har en dirigentklokke, som han vil forære foreningen.

Beretningen blev godkendt i enstemmighed.

3. Kasserer Mogens Hansen omdelte det reviderede regnskab for 2014, som i store træk følger budgettet med 2 markante afvigelser: ”Materialesalget” er halveret, mens ”Rejser /Brigader” er femdoblet i forhold til budgettet. Resultatet er i år et overskud på godt 41.000 kr. efter flere år med underskud.

Årets lotteri gav et overskud på 30.000 kr.

Vores ansvarlige for medlemskartoteket, Birte Uhre, gør opmærksom på, at der ikke længere udsendes kontingent-opkrævninger. Medlemmerne må holde sig orienteret om kontingent-indbetaling i Cubabladet.

Regnskabet blev enstemmigt vedtaget.

4. Der er ikke indkommet forslag.

5. Arbejdsplanen for 2015 blev uddelt på generalforsamlingen og optrykkes i Cubabladet sammen med dette referat. Arbejdsplanen blev vedtaget med følgende tilføjelser:

* Der udarbejdes en folder om DCF, som skal ligge til uddeling i Callejon de Hamel i Havana, hvor der kommer mange danske turister med de kommercielle rejsebureauer.

* Der skal også fremover arrangeres Cuba-fest med venner fra fagbevægelsen.

* Det internationale og nordiske samarbejde skal opprioriteres. Aktiviteter bør koordineres med vores nordiske søsterorganisationer.

* Der skal sættes focus på USA’s tilstedeværelse på Guantanamo-basen.

6. Kassereren fremlagde budgettet for 2015. Hovedbestyrelsen indstiller, at ”Udgifter til besøg fra Cuba” tilføres 13.000 kr. Kontingentet fastholdes.

Budgettet blev godkendt med ovenstående indstilling tilføjet.

7. Til hovedbestyrelsen opstillede: Ole Bach, Kirsten Bindstrup, Helle Bruun, Helene Caprani, Mogens Hansen, Christian Gorm Hansen, Inge Høgh (KPiD), Jakob Jensen (DKP), America Labrador, Johnny Mortensen, Anette Mørk, Ole Nors Nielsen (3F Aalborg), Kirsten Schelbeck, Kurt Schmidt, Sven-Erik Simonsen (KP), Jytte Svensson, Ole Søborg og Krista Sørensen. Alle blev valgt til hovedbestyrelsen.

Lokalafdelingerne i Kolding, Århus og Aalborg har hver en plads i hovedbestyrelsen, som besættes af hhv. Marianne Maas, Jytte Svensson og Erik Raaschou.

Formanden takkede de afgående hovedbestyrelsesmedlemmer for deres indsats.

8. Som suppleanter til hovedbestyrelsen valgtes: Svend Erik Christensen og Kit Aastrup.

9. Til revisorer valgtes: Elsemarie Vestergaard og Palle Yndal-Olsen.

Til revisorsuppleant valgtes: Anders Kristensen.

10. * Svend Erik Christensen giver foreningen brugsret til 15 indrammede fotos fra Cuba.

* Birte Uhre roser Kolding for indsatsen med inddrivelse af kontingent hos pensionister.

* Der er ”Mini Festival” i Roskilde lørdag 29. august 2015.

* Der er oprettet en latinamerikansk filmklub i Valby Bio.

* Den 22. april 2015 er Fernando Gonzales i Danmark på Skandinaviens-turné.