Nyheder

Onsdag, juli 12, 2017 - 09:04
Forsvar demokratiet og Den Bolivarianske Revolution i Venezuela.
Torsdag, juni 22, 2017 - 09:29
Den 16. juni underskrev præsident Trump sit Cuba-dekret i Miami, mens hans eksilcubanske støtter klappede. Den 17....
Mandag, juni 12, 2017 - 15:57
Fidels berømte forsvarstale: "Historien vil frikende mig" genudgives blandt andet med efterskrift af DR-...
Tirsdag, maj 23, 2017 - 08:36
Rejseperioden er 26. september til 12. oktober 2017. Tilmelding er NU og senest 1. juli. Oplevelsen vil være i...
Fredag, maj 5, 2017 - 15:39
To danske kvinder deltager i 1. maj-brigaden i Cuba. De oplevede 1. maj på Revolutionspladsen i Hanna. Læs her Ann...

Cubanske læger og sygeplejersker i Zimbabwe

Cubanske læger og sygeplejersker i Zimbabwe

En torsdag formiddag på et stort hospital i Zimbabwes hovedstad Harare, møder vi nogle af de cubanske læger. Først børnelægen Rafael Cruzata, som har sin hvide kittel på og stetoskopet om halsen. Dernæst tager sygeplejersken Regla Maria imod.

Zimbabwe 1 P1090782.JPG

På en af børnestuerne smiler en blåmalet elefant til os fra en glasfacade, og der hænger uroer ned fra loftet. Atmosfæren føles venlig.
På en af børnestuerne smiler en blåmalet elefant til os fra en glasfacade, og der hænger uroer ned fra loftet. Atmosfæren føles venlig.

Cuba er en humanitær supermagt. Med 40-50.000 læger, sygeplejersker og lærere udsendt til over 100 lande i verden står der et enestående ry omkring Cuba og landets globale indsats for at fremme uddannelse, sundhed og overlevelse.

Men hvem er de, disse cubanske 'supermænd' og 'superkvinder'.

En torsdag formiddag på et stort hospital i Zimbabwes hovedstad Harare, møder vi nogle af dem. Først børnelægen Rafael Cruzata som har sin hvide kittel på og stetoskopet om halsen.

Dernæst tager sygeplejersken Regla Maria imod. Hun er vicechef for alle udsendte cubanske sundhedsarbejdere i Zimbabwe og fortæller, at vi kommer en tur rundt på hospitalet for at se forskellige afdelinger, hvor der arbejder cubanere. Blandt andet skadestuen, hvor hun selv og to andre cubanske sygeplejersker har deres virke.

I de følgende to timer hilser vi også på den kliniske direktør og hans souchef. De er begge zimbabweanere, og viser stolt deres hospital frem, mens de udtrykker to ting klart.

For det første er de enormt glade for de cubanske læger og sygeplejersker! For det andet så skal vi forstå, at Zimbabwe har et fungerende sundhedsvæsen på landsplan, styret af staten med faglige retningslinjer, som både cubanske og zimbabweanske læger og sygeplejersker udfører deres arbejde efter.

På rundturen kommer vi forbi flere venteværelser fyldt med mennesker i alle aldre som tålmodigt venter på, at det bliver deres tur. Her er forbløffende stille. Vi stikker også hovedet ind på nogle få sengestuer. Forsøger at være diskrete, trods den temmelig store delegation vi vandrer i. Tager ingen billeder her, men holder øjnene åbne og ser at alt er pænt rent og ryddeligt. Senge og andet inventar er gammelt, skrammet og grundigt slidt. Stuerne rummer 4-6 personer. På en af børnestuerne smiler en blåmalet elefant til os fra en glasfacade, og der hænger uroer ned fra loftet. Atmosfæren føles venlig.

Fra 250 til 38

I dag er der 38 cubanske læger og sygeplejersker i Zimbabwe. Tidligere var der gennemsnitligt 250 har Cubas ambassadør i Zimbabwe Elio Savon Oliva fortalt os, inden vi ankommer til hospitalet. Men i disse år har Zimbabwe ikke råd til at lønne så mange.

– Cuba har bistået Zimbabwes sundhedsvæsen helt siden befrielsen i 1980. Vi har været her i over 30 år, fortæller ambassadør Oliva, som sammen med hustruen Dolores har en lang historie i det sydlige Afrika. Han kan blandt andet fortælle om omgang med Nelson Mandelas nære kampfælle Oliver Tambo og Sam Nujoma, som en lang årrække skulle blive det frie Namibias første præsident.

I dag arbejder de cubanske læger kun på hospitaler – fire i hovedstaden og på to provinshospitaler. Lægerne og sygeplejerskerne, som er i landet nu er specialiserede. I arbejde på skadestue, i pædiatri, i urologi, i gynækologi og i psykiatri samt i plastik-kirurgi, fortæller klinikchefen.

Den cubanske speciallæge i plastik-kirurgi har været på hospitalet i to år og været en nøgleperson i opbygningen af en afdeling for plastik-kirurgi.

Engang var de cubanske læger ude i Zimbabwes små landsbyer i bushen og helt ude i tyndt befolkede bjergegne. Ligesom de cubanske læger og sygeplejersker typisk er det i fattige lande i Latinamerika, Afrika og Asien.

– Nej, vi deltager ikke i vaccinationskampagner i Zimbabwe, forklarer sygeplejeren Luis Alfred Berfot, der arbejder som sygeplejer på urologisk afdeling. Vaccinationskampagner gennemføres typisk af zimbabweanske lægestuderende, som tager ud i lokalsamfundene og i landsbyerne, tilføjer han.

Urologen har tidligere været udsendt til Venezuela og Britisk Guyana i Sydamerika.

Men hvorfor gør I det? Hvorfor tager i væk fra jeres familie og venner, væk fra en tryg tilværelse i Cuba for at arbejde under fremmede himmelstrøg og ofte under både vanskelige og farlige vilkår, hvis orkaner, jordskælv eller smitsomme epidemier har ramt et land?

– Vi får ind med modermælken, at adgang til en læge, adgang til et sundhedsvæsen er en ret og en nødvendighed, lyder svaret stille fra Luis Berfot..

– Vi bliver uddannet som fagfolk og som læger, men vi bliver også uddannet til at arbejde under alle tænkelige forhold i hele verden fortsætter han helt udramatisk.

Resultater der tæller

Det skal trækkes lidt ud af dem, men efter et par spørgsmål får vi nogle tal, som kan anskueliggøre, hvad der kommer ud af de 38 læger og sygeplejerskers arbejde:

Regla Maria har fundet nogle papirer frem:

– Vi behandler mellem 2000 og 3000 patienter om måneden og vi redder i gennemsnit mellem 50 og 60 menneskeliv hver måned.

Børnelægen Rafael Cruzata har taget sin tørn de seneste knap tre år:

– Jeg ankom i 2014 og startede på provinshospitalet i Masvingo. Jeg behandlede cirka 300 patienter om ugen.. De mest almindelige sygdomme var og er: alvorlig akut og kronisk underernæring, alvorlig blodmangel, lungebetændelse, tuberkulose og luftvejssygdomme.

Doktor Cruzata er siden blevet overflyttet til det store hospital i hovedstaden og i dag modtager han kun børn med meget komplicerede diagnoser og kun de alvorligt syge.

Han behandler ikke malaria, selvom det er en udbredt og alvorlig sygdom og heller ikke HIV/aids-syge... medmindre de små patienter, som ankommer har disse lidelser oven i den sygdom, som er årsagen til at de bliver indlagt på landets 'rigshospital' med speciallæger både fra Cuba og Zimbabwe.

Diagnostisering og behandling af HIV-smittede samt aids-syge har sit eget selvstændige sundhedsprogram i hele Zimbabwe, og det er gratis. Både test og ARV-medicinen til de, der testes smittede – eller 'positive' som det hedder.

Et spørgsmål til zimbabweanernes

Mens HIV og aids-aptienter får gratis behandling og medicin skal der betales i det generelle læge- og sygehusvæsen.

Betyder det, at nogle syge afvises fordi de ikke kan betale?

Der bliver en lille pause. De cubanske læger kigger på de zimbabweanske kolleger omkring bordet. Det spørgsmål skal de svare på:

– Nej, lyder det så bestemt fra kvinden Chipo Nyamadzawo, der præsenterer sig som sygeplejerske på hospitalet og som har fulgt os rundt til afdelingerne og hen til konferencerummet, hvor vi nu er bænket. Vi laver betalingsordninger med regnskabskontoret, forklarer hun.

Sygeplejersken Regla Maria (i hvidt) arbejder på sygehusets skadestue. Kollegaen i hvid kittel er speciallæge i psykiatri og også fra Cuba.

For enden af bordet sidder en høj og tyndhåret cubaner, som under rundturen på hospitalet har gået og holdt om en sygeplejerske og spredt muntre kommentarer.

Han er sygeplejer speciale i psykiatri og fortæller beredvilligt om arbejdet på hans afdeling:

Hver dag har sit tema: tirsdag står den på børnepsykiatri, onsdag kommer ældre med psykiske lidelser. I dag er det torsdag, og da er det rengøringsdag på hospitalet og afdelingerne modtager kun akutte patienter.

Plejeren fortæller, at diagnoserne er de samme som han møder i Cuba og andre steder i verden: skizofreni, psykoser, depressioner og bipolar lidelse.

Også på hans afdeling er behandlingsplanerne fastlagt af de zimbabweanske sundhedsmyndigheder.

Behandlingen er ambulant... medmindre patienten er i 'kritisk tilstand' eller 'voldelig'. Så indlægges den syge på ’afdeling 12’, som er en bygning på den anden side af vejen.

Cubanere på udebane

Hvordan falder en cubaner til i Zimbabwe, vil vi vide. Er maden og kulturen ikke anderledes end i Cuba?

Der grines lidt. Hvad skal de lige sige til det? Der bliver en lille pause.

Luis Alfred Berfot tager lidt resolut ordet.

– Nuvel, vi har forskellige kulturer, men vi kan tilpasse os. Vi tilpasser os mange forskellige kulturer rundt om i verden. De modtager os meget godt. Her i landet er de meget, meget høflige siger han med blikket rettet mod de zimbabweanske kolleger omkring bordet.

Alle griner, og flere gentager det med at zimbabweanerne er meget høflige.

Og som danskere, der kender til cubanernes umiddelbare hjertelige kindkysseri når de mødes, kan vi vist godt afkode budskabet om, de to kulturers forskellighed. Også vi har noteret os zimbabweanernes høflighedsritualer i mødet med mennesker, som er meget anderledes end hvad vi oplever i Cuba.

– Vi kan li' at være sammen med dem og jeg tror også at de kan li' at være sammen med os, fortsætter den cubanske læge, og den konklusion er alle med på.
Men musik og dans er jo helt forskellig!
– Ja..... åh, de danser så fint, siger cubaneren oprigtigt og nærmest henført, og udløser en latterbølge, som vidner om festlige stunder, hvor danseformerne nok har viklet sig ind og ud af hinanden.

Hvad med bolig, mad, løn, arbejdstid, fritid og ferie? Hvordan er vilkårene for de cubanske læger i Zimbabwe?

– Vi bor alle i huse, hvor vi hver har vores eget værelse.
– Vi spiser frokost på hospitalet og på hospitalet får vi fødevarer udleveret en gang om ugen, som vi tager med hjem og tilbereder til de øvrige måltider.
– Vi får løn på linje med de zimbabweanske læger og sygeplejersker. Den udbetales af sundhedsministeriet. Vi har samme vilkår som dem. Det er gode vilkår, som vi er glade for. Zimbabweanere og cubanere arbejder sammen som et folk, fortæller børnelægen Rafael Cruzata.

Åh, de danser så fint, siger den mandlige cubanske sygeplejerske nærmest henført, og udløser en latterbølge, som vidner om festlige stunder, hvor cubanske og zimbabweanske danseformer nok har viklet sig ind og ud af hinanden.

Og hvis de savner kontakt med andre cubanere holder de forbindelse med kolleger, som er udsendt til nabolandene; Mocambique, Angola, Sydafrika, Namibia og mange andre lande i Afrika.

Så chattes der på sociale medier og der deles billeder på smartphones.

De cubanske læger og sygeplejersker er i sandhed både mere almindelige og mere ekstraordinære end som så, tænker vi to.

En diplomatisk afslutning

Cubas ambassadør har holdt sig i baggrunden mens hans landsmænd har fortalt.

Men da vi nærmer os afslutningen, foreslår Oliva, at vi også lige får et lille input fra zimbabweanerne omkring bordet. Det er jo deres land og deres hospital – deres virkelighed vi alle besøger:

Viceklinikchefen Maria synes der er et forhold, som det er vigtigt står klart:

- Zimbabwe er i en vanskelig økonomisk situation. Vores hovedproblem i sundhedssektoren er mangel på ressourcer, materialer og arbejdskraft. I betragtning af de vanskelige vilkår gøres der et godt arbejde.
– Vi kan behandle et underernæret barn, men der er ingen medicinsk behandling af den fattigdom, som mange familier lever under. Det er klart, at vi ikke styrer, hvad der sker når en patient vender tilbage til familien, forklarer viceklinikchefen.

På hendes hospital er der 1000 senge, et stort antal zimbabweanske ansatte, samt 11 cubanske læger og sygeplejersker.

Det var en bevægende oplevelse af møde dem alle.