Nyheder

Mandag, august 13, 2018 - 17:56
”Rom Thomsen” har igen besøgt Cuba og bringer her nutiden sammen med fortiden. Hvordan startede det cubanske romeventyr...
Fredag, august 10, 2018 - 15:28
Den svenske cubakender Eva Bjørklund har nærlæst det forslag til ny grundlov, som netop er udsendt i Cuba forud en...
Torsdag, august 9, 2018 - 21:08
I weekenden vedtog Cubas nationalforsamling et udkast til ny grundlov, som nu er sendt til debat i befolkningen frem...
Torsdag, august 9, 2018 - 20:47
Vi kender endnu ikke navnene på de personer, som gennemførte lørdagens attentat mod præsident Nicolas Maduro, men vi...
Mandag, juli 23, 2018 - 13:30
26. juli 1953 – 26. juli 2018: Der er nu gået 65 år siden Fidel og Raúl Castro stod i spidsen for angrebet på Moncada...

Den Cubanske Revolution - det stædige paradoks...

Den Cubanske Revolution - det stædige paradoks...

26. juli 1953 – 26. juli 2018: Der er nu gået 65 år siden Fidel og Raúl Castro stod i spidsen for angrebet på Moncada-kasernen i Santiago de Cuba. Angrebet betragtes som starten på den revolution, der sejrede den 1. januar 1959. Dagen fejres i Cuba!

Moncada.jpg

Moncada-kasernen, som blev angrebet den 26. juni 1953. Kasernen er i dag en skole og en mindre del er museum.
Moncada-kasernen, som blev angrebet den 26. juni 1953. Kasernen er i dag en skole og en mindre del er museum.

Søndag morgen ved daggry den 26. juli 1953 angreb omkring 150 unge oprørere den cubanske diktator Batista's næststærkeste militærforlægning 'Moncada' - med tusind soldater - i landets næststørste by Santiago.

Oprørerne var under ledelse af brødrene Fidel og Raul Castro; og de led et knusende nederlag, som kostede hovedparten af dem livet - de fleste likvideret i dagene efter som hævn og efter at være blevet mishandlet på det grusomste.

Ikke desto mindre højtideligholder cubanerne hvert år den 26. juli som årsdagen for starten på den cubanske revolution; mens de fejrer årsdagen for revolutionens sejr fem år senere hvert år den 1. januar.

For brødrene Castro og andre revolutionære cubanere opgav ikke kampen mod det undertrykkende diktatur og det udplyndrende USA - trods det blodige nederlag for 65 år siden - og heller ikke deres kamp for national selvstændighed og social retfærdighed.

Det lykkedes i første omgang brødrene Castro og en mindre gruppe af oprørerne at undgå tilfangetagelse; og da de blev fanget, forhindrede den offentlige harme, at de blev likvideret, som deres kammerater var blevet det kort efter det fejlslagne angreb på Moncada-kasernen. Men efter en farceagtig skueproces blev de idømt langvarig indespærring på fangeøen Isla de Pinos; hvormed diktaturet mente at have sikret oprørets nedkæmpelse og sit eget fortsatte herredømme (under USA's overherredømme og beskyttende ørnevinger).

Uanset al personlig livsfare havde Fidel Castro (der var juridisk uddannet) valgt at føre sit eget forsvar, som han i stedet gjorde til een lang anklage mod diktaturets forbryderiske natur samt en fremlæggelse af sit eget og oprørernes program for et nationalt selvstændigt og socialt retfærdigt Cuba.

Historien vil frikende mig

Han sluttede sin forsvarstale med ordene: 'DØM MIG. DET BETYDER INTET. HISTORIEN VIL FRIKENDE MIG.' Og under denne titel - 'Historen vil frikende mig!' - blev talen og det revolutionære program spredt illegalt i Cuba; mens oprørerne sad indespærret som gidsler på fangeøen; hvor de organiserede deres eget, illegale revolutionære 'universitet'.

"Revolution er en kamp på liv og død mellem fortid og fremtid".

Imidlertid blev oprørerne løsladt allerede to år efter (i 1955) som følge af den offentlige opinions pres og / eller fordi Fulgencio Batista og hans diktatur følte sig sig siddende sikkert i sadlen... Eller var der i virkeligheden planer om at snigmyrde brødrene Castro og andre af oprørerne efter løsladelsen...??

Hvorom alting er, så drog brødrene Castro og andre af oprørerne til Mexico i eksil; men Fidel Castro afgav til forbløffelse for pressen det løfte ved afrejsen fra lufthavnen i Havanna, at de om et år ville vende tilbage og genoptage den væbnede, revolutionære kamp mod diktaturet. Og det løfte holdt de!

Efter omkring halvandet års halv-illegal våbentræning i Mexico (hvor den argentinsk fødte Ernesto 'Che' Guevara søgte og opnåede optagelse i flokken) afsejlede 82 oprørere fra dette land den 25. november 1956 og nåede en strand i det østlige Cuba en uge senere. Men efter landgangen blev de opdaget, omringet og atter engang på det nærmeste tilintetgjort.Kun lidt over en halv snes af dem (deriblandt brødrene Castro og lægen Guevara) overlevede - og reddede sig op i Sierra Maestra bjergene, hvorfra de indledte den guerillakrig, som skulle føre til den revolutionære sejr og indtagelse af hovedstaden Havanna ved nytårstid 1959 - på trods af diktaturets overvældende militære og finansielle overmagt (og USA's støtte).

Lige fra starten måtte oprørernes og deres lederes vovemod fylde mange cubanere, amerikanere og verdensborgere (for så vidt de overhovedet hørte om begivenhederne) med forbløffelse eller dyb hovedrysten...

Bare et blik på verdenskortet viser, at Cuba ligger godt indesluttet i den amerikanske ørns klo - Verdens absolut stærkeste og rigeste supermagt; som siden indgangen til det 20. århundrede havde haft det absolutte overherredømme i hele Latinamerika (med Sovjetunionens stiltiende accept).

Både det cubanske og de andre latinamerikanske kommunistiske partier - samt de europæiske og det sovjetiske - havde derfor valgt og stod fast på en strategi om koalition og bedst muligt fredeligt samarbejde med borgerskabet i Latinamerika om mulige reformer. Denne tilsyneladende indlysende fornuftige og realistiske strategi førte til stort set intet andet end yderligere undertrykkelse og forarmelse, afmagt og håbløshed for de fattige og for den brede befolkning.

På den anden side forekom de cubanske revolutionæres oprør mod den massive overmagt ikke bare kættersk mod den fastlagte, globale kommunistiske strategi, men også som værende i strid med al sund fornuft og sandsynlighed for at overleve og lykkes...

Verdenselitens frygt og raseri

At begge dele lykkedes for seks årtier siden - og gennem de forløbne seks årtier frem til og med idag (til stadighed imod alle odds!!) - fyldte og fylder denne verdens herskende elite med overraskelse og raseri. Lige som det fyldte, siden har fyldt og fortsat fylder Verdens og Latinamerika's undertrykte og forarmede folkemasser samt oprørere med håb og fortrøstning - for så vidt de får lejlighed til at vide besked om det.

Tilbageslagene og truslerne på livet for den cubanske revolution gennem de forgangne seks årtier har været store og alvorlige - men cubanernes stædige og uforknytte trods har indtil nu ikke desto mindre været stærkere og har gjort udslaget.

Godt og vel to år efter revolutionens sejr - i april 1961 (da de revolutionære kræfter havde vist, at de mente deres løfter til det cubanske folk alvorligt - ikke mindst med den gennemgribende jordreform) - gik cirka 1500 eksil-cubanere i land ved Svinebugten for at tilintetgøre revolutionen. De tilhørte hovedsagelig den tidligere overklasse i Cuba; og de var trænet, bevæbnet, finansieret og transporteret til Svinebugten af USA. Og både supermagten og de invaderende var overbeviste om en let vunden sejr. Ikke desto mindre blev de totalt besejret i løbet af tre døgn af de revolutionære cubaneres nye hær og folkemilits; mens den cubanske ledelse erklærede, at fra nu af var revolutionen socialistisk.

Og USA's præsident, John F. Kennedy, modsatte sig den militære overkommando's anbefaling af, at USA greb direkte ind med sine egne væbnede landtropper, fly og flåde - (hvilket muligvis var en medvirkende årsag til mordet på ham godt og vel halvandet år senere). 

I oktober 1962 var Cuba (og hele Verden) på nippet til at blive udslettet i en atomkrig, som USA truede med at udløse - fordi Cuba og Sovjetunionen havde aftalt at opstille atomraketter på øen, som kunne nå USA; dels for at afskrække USA fra at angribe Cuba; dels som et svar på USA's omringning af Sovjetunionen med atomraketter.

Igen et utrolig dristigt (dumdristigt?) politisk valg med potentielt altudslettende følger. Striden blev bilagt fredeligt mellem USA's og Sovjetunionen's ledelse - hen over hovedet på den cubanske ledelse - med et kompromis, som indebar fjernelsen af de sovjetiske atomraketter fra Cuba mod en fjernelse af USA's fra Tyrkiet og en mundtlig garanti om ikke at angribe Cuba.

Den cubanske ledelse var forbitret over at være blevet handlet hen over hovedet på - og anså kompromisset for at være et forræderi fra den sovjetiske ledelses side. Men den grundlæggende økonomiske og politiske alliance mellem de to lande blev bevaret. (Nogen mener, at den sovjetiske leder Nikita Hrustjov's håndtering af krisen blev medvirkende til hans afsættelse i 1964. (Nogen mener også, at USA's præsident Kennedy's afvisning af den militære overkommando's anbefaling af en tæppebombning af Cuba var endnu en af grundene til mordet på ham godt og vel et år senere).

Men Verden undgik en atomkrig; og Cuba er ikke siden da blevet udsat for et direkte militært angreb fra USA's side. Skyldtes det så kompromisvilligheden mellem de to supermagters daværende ledere - eller skyldtes det de cubanske lederes uforlignelige vovemod og trods...?? Eller skyldtes det en kombination af begge dele...??

Sikkert er det, at USA indtil nu ikke har vovet at angribe Cuba direkte; fordi supermagtens elite og militær er overbevist om, at cubanerne mener det alvorligt, når de siger, at de vil forsvare deres land til det sidste og tilføje USA særdeles alvorlige tab - samtidig med at et angreb vil medføre raseri og voldsomme aktioner i hele Latinamerika og store dele af den såkaldt tredie verden.

At Cuba nyder stor anseelse og beundring bredt i den såkaldt tredie verden er på ingen måde tilfældigt.

International solidaritet

Fra revolutionens sejr for knap 60 år siden har den tredie hjørnesten - foruden kampen for national selvstændighed og social retfærdighed - været en yderst aktiv international solidaritet med først og fremmest de fattige lande og folk på den sydlige halvkugle. Dels i form af moralsk og materiel støtte til talrige landes befrielseskampe mod tidligere kolonimagter - og USA's og dets allieredes forsøg på at fortsætte undertrykkelsen og udbytningen på anden vis. Dels gennem en massiv og imponerende hjælp til mange, mange især afrikanske lande og folk med hensyn til civil opbygning og inden for områderne sundhed og uddannelse - både i landene selv og som gratis uddannelse af tusindvis af disse nationers unge mennesker i Cuba. Blandt andet blev den tidligere fangeø Isla de Pinos omdøbt til 'Ungdommens Ø'; og der blev opført mange, mange skoler på noget, der svarer til gymnasie- eller hf-niveau, til unge fra fattige lande og fra Cuba selv.

På en måde kan man sige, at kronen på den militære hjælp til truede lande i den tredie verden blev de mange tusind frivillige cubanske soldaters sejrrige forsvar for Angola's selvstændighed... Lige fra dengang landet i forbindelse med den netop vundne selvstændighed fra kolonimagten Portugal i 1975 blev forsøgt ødelagt og generobret af Sydafrika's apartheidstyre og USA via stedfortrædere - og indtil cubanerne og angolanerne i 1988 i fællesskab vandt en overbevisende sejr over Sydafrika's invaderende elite-tropper, som de kunne have tilintetgjort, hvad de undlod på betingelse af følgende:

Tilbagetrækning af Sydafrika's tropper fra både Angola og det hidtil besatte Namibia (der ligger mellem Angola og Sydafrika) og garanti for deres grænsers fremtidige ukrænkelighed.

Samt løsladelse af Nelson Mandela; lovliggørelse af befrielsesbevægelsen ANC og Sydafrika's kommunistiske parti samt en afvikling af apartheid-regimet.

Det var helt utrolig dristigt og modigt af Cuba at sende så mange tropper og så meget af sit militære udstyr mange tusind kilometer hjemmefra og dermed svække sit eget forsvar betragteligt - og det for at tage kampen op med et Sydafrika, der var væbnet til tænderne (blandt andet med en håndfuld atomvåben, udviklet hemmeligt i samarbejde med Israel) og havde USA's og dets allieredes stiltiende opbakning. Men de vovede det ikke desto mindre og vandt en storslået sejr for og sammen med ikke bare angolanerne, men også namibianerne, de sorte sydafrikanere og symbolsk set hele det afrikanske kontinent. En sejr, som lige siden er blevet forsøgt tiet ihjel i USA's og dets allieredes medier og historieskrivning - men som de fleste afrikanere naturligvis husker; og som Nelson Mandela hyldede og berømmede i sin tale den 26. juli 1991, da han besøgte Cuba umiddelbart efter sin løsladelse.

Fidel og Mandela taler ved et folkemøde i Matanzas-provinsen den 26. juli 1991.

At cubanerne vovede denne militære hjælpeaktion - lige fra 1975 og sluttende med en kraftigt forstærket indsats i 1988 kronet med den afgørende sejr for hele det sydlige Afrika - var i sig selv endnu et markant eksempel på deres trods mod al ortodoksi angående tilsyneladende uovervindelige magtforhold.

I betragtning af de globale styrkeforhold sidst i 1980'erne kunne det synes endnu mere paradoksalt og udsigtsløst.

Sovjetunionen og de mere eller mindre socialistiske lande i Østeuropa var under hastig indre opløsning og overgang til en hæmningsløs casino-kapitalisme; mens Kina var fuldt optaget af med markedsorienterede reformer at sætte hurtigst mulig makro-økonomisk vækst over alle andre hensyn.

Da muren faldt

På meget, meget kort tid mistede Cuba alle favorable økonomiske, handelsmæssige, politiske og militære relationer med de tidligere socialistiske lande - og gennemlevede en særdeles alvorlig og byrdefuld krise gennem det meste af 1990'erne, som de definerede som en såkaldt speciel periode i fredstid eller en form for økonomisk undtagelsestilstand.

Men til forbløffelse for alverden opgav cubanerne hverken deres nationale selvstændighed, deres socialisme (med blandt andet et gratis højtudviklet sundhedsvæsen og uddannelsessystem) eller deres internationale solidaritet. Og de har til stadighed ikke gjort det her knap 60 år efter revolutionens sejr - og knap 30 år efter socialismens gigantiske tilbageslag i verdensmålestok

Den cubanske diplomat Pedro Prada skriver i forordet til bogen 'Man kan ikke slå ideer ihjel!' som Dansk-Cubansk Forening udgav i 2006: ”For mere end 17 år siden - på dagen efter Berlin-murens fald - tog i hundredvis af journalister opstilling i Havanna for at overvære Cubas fald. Lige siden har der lydt en evindelig strøm af spørgsmål og gætterier om, hvad der mon vil ske 'den dag, han ikke er her længere'. Første gang, jeg blev udsat for det spørgsmål, var i 1992 i Moskva, midt i ruinerne af den drøm, der blev væk, og som endte med at begå selvmord. Det var på et tidspunkt, hvor kun få troede på vores fremtid, og hvor forudsigelser om katastrofer var hverdagskost. Jeg svarede spørgeren med hjertet knuget som en knytnæve: 'Efter ham fortsætter vi fremad på grundlag af hans eksempel og det, han har lært os'."

Både Fidel og Raul Castro har i de senere år gentagne gange slået fast, at hverken verdensfredens og menneskeartens bevarelse eller den cubanske revolution og socialismes overlevelse er en given ting - men forudsætter hård og vedholdende kamp; også for den internationale folkeoplysning og solidaritet.

Lad os slutte med to opmuntrende refleksioner.

Den ene fremsat af Fidel Castro i hans tale 26. juli 1991 ved den netop løsladte Nelson Mandela's besøg i Cuba - og midt under socialismens kolossale nederlag i Sovjetunionen og Østeuropa.

Den anden en hyldest til cubanerne i 1994 fra den danske digter Erik Stinus.

Først Fidel:

'Ingen har givet os ordrer her - og ingen har nogen sinde vovet at forsøge at give os ordrer. Der har ikke været, der er ikke, og der vil aldrig blive nogen i verden - der kan give os ordrer! Dette er problemer inden for socialismen. Som er meget ung - lige kommet ud af ægget. Hvor grundlaget og essensen i kapitalismen er tusindvis af år gamle... Som for eksempel den private ejendomsret er det. Socialismen har knap nok eksisteret nogle snese år... Den går med ble! Lad os sige det sådan: Socialismen er i før-fødselsfasen - eller skulle vi sige: De første seks eller syv dage af spædbarnets liv. De, som er de farligste og forudsætter særlig pleje. Med andre ord er det logisk: At socialismen - den mest retfærdige af alle ideer - også må gennemgå forskellige perioder og vanskeligheder! I nogle lande er den nu endda forsvundet...'

(Fidel Castro i sin tale ved Nelson Mandela's besøg i Cuba den 26. juli 1991- på 38 års dagen for starten på den cubanske revolution. Her citeret fra den bog, Dansk-Cubansk Forening udgav i 2006 - med et andet citat af Fidel Castro som titel: 'Man kan ikke slå ideer ihjel!')

Og nu Erik Stinus:

FEMOGTYVE LINJER TIL ØBOERNE

I verdensordenen, hvis, som de siger,
den skal være demokratisk, vil øer og oaser
aldrig helt forsvinde under horisonten.
Kundskab om andre love vil udgå fra dem,
farve af en dybere samhørighed. I bjergene
vil daglejerne, de kasserede, kulsvierne,
de omvandrende sangere og deres fåtallige
universitetsvenner sidde aften efter aften
rundt om ilden med hammer og blæsebælg
og pønse på at slå conquistadorerne tilbage.
Under panserguderne og templerne af glas
vil græs pible frem, og i den triste skare
af præster og sælgere vil nogen undrende
vende sig om og ha genkendt en glemt dialekt.
Gennem kontorerne, møblerede med korrekte
maskiner, kommer måske kommunismen fløjtende
og kan hedde Karl eller Friedrich, djærvt,
lidt royalt, Volodja som en nordisk høvding,
Mohan som en indisk købmand og sikkert Fidel,
José, Juan opkaldt efter helgener og søfolk,
Marta, ganske enkelt, efter en fortravlet
husholderske, eller bære lignende vokalstærke
navne som Rosa, Radha, Amina, Tunde og Dai.
Når Jorden er blevet én stor forretning
støbt i guld, høres uformodet dens hjerte slå.

(Erik Stinus;
'En tusindedel træ i vinteren.'
2008).

Den 26. juli fejres i Cuba og i andre lande. Her fra en markering i Danmark arrangeret af Dansk-Cubansk Forening

---

I følgende bøger, der alle er udgivet af Dansk-Cubansk Forening, kan I læse mere om den cubanske revolutions historie og nogle af dens lederes liv og tænkning:

Fidel Castro: Historien vil frikende mig.
(Castro's forsvarstale efter det mislykkede angreb på Moncada-kasernen i 1953).

Fidel Castro: Man kan ikke slå ideer ihjel.
(Kapitler af Castro's liv samt et rigt udvalg af hans taler og artikler).

Frihedskæmperen Che Guevara.
(Om hans liv og død og indsats samt mindetaler af Fidel Castro og artikler af Che Guevara selv).

Operation Pluto.
(Svinebugt-invasionen i Cuba 1961 - 50 år efter).

I atomkrigens slagskygge.
(Cubakrisen 50 år efter).

Kan bestilles i webbutikken på www.cubavenner.dk

WEBSHOP