Fejlmeddelelse

Deprecated function: The each() function is deprecated. This message will be suppressed on further calls i menu_set_active_trail() (linje 2394 af /var/www/cubavenner.dk/public_html/includes/menu.inc).

Nyheder

Onsdag, juli 8, 2020 - 20:55
I sin 11. reportage fra Cuba hører vi, hvordan Henriks store datter for første gang i 4 måneder mødes med en veninde....
Søndag, juni 28, 2020 - 11:17
Cuba har et godt tag om corona, skriver Henrik Thejl i sin 10. reportage, hvori fokus er på Cubas politiske kultur. Det...
Mandag, juni 15, 2020 - 12:32
Henrik Thejls 9. reportage fra Cuba under corona handler om, at nu er Cuba klar til lidt efter lidt at genåbne.... Og...
Torsdag, juni 11, 2020 - 21:32
I flere lande rettes der nu appeller til regeringerne med det håb, at samtidige henvendelser fra flere lande kunne give...
Mandag, juni 8, 2020 - 20:51
Henrik og datteren Linn trodser reglerne for at købe slik, mens mor står i kø efter oksekød. Det været 'børnenes...

Endelig kan Henriks piger Linn og Linet komme ud og lege igen

Endelig kan Henriks piger Linn og Linet komme ud og lege igen

Henrik Thejls 9. reportage fra Cuba under corona handler om, at nu er Cuba klar til lidt efter lidt at genåbne.... Og så kommer vi med til ALBA-topmøde.

børnehave.jpg

Børn i børnehave lærer om corona og om at lege og være sammen på den rigtige måde. Foto: Granma.cu
Børn i børnehave lærer om corona og om at lege og være sammen på den rigtige måde. Foto: Granma.cu

Havanna, 13.6.20

ENDELIG kom meldingen!

Nu kan pigerne snart komme ud at lege igen og mødes med deres kammerater, MEN (!) under restriktive forhold!

I den forgangne uge kom det frem, at man nu går i gang med genåbningen af landet. Det bliver en langsom og asymmetrisk åbning over 3 faser. Åbningen bliver asymmetrisk, da 13 af landets 15 provinser har været uden coronavirus tilfælde i de sidste 15 dage. Visse provinser har ikke haft nye tilfælde i over en måned. De 13 provinser får lov til at gå direkte videre til fase 2 eller 3.

Men der er ting, der er kommet for at blive fastholdt i et godt stykke tid endnu: Mundbindet vil fortsat være påbudt i det offentlige rum, men den sociale isolation skiftes ud med social distance.

Linn og Linet kan nu begynde at lege med venner igen... men med mundbind på i det offentlige rum. Foto: HT

Arbejdspladser lukker op i forskellige tempi, og offentlig transport vil også blive genoptaget, men med restriktioner. Dette er et ømt punkt, da specielt Havannas offentlige transportsystem – trods en del forbedringer de sidste mange år – stadig ikke formår at dække det nødvendige behov.

International turisme i fase 2 og 3

Der opstår stadig lokale udbrud af coronavirus – det seneste i et byggefirma. I går var 12 ud af 14 nye registrerede tilfælde på landsplan fra dette byggefirma. Men der er opbygget så megen erfaring i forhold til præventiv og terapeutisk behandling, at man mener, at der den nødvendige sikkerhed for kunne dæmme op for evt. nye udbrud i åbningsfaserne.

Sundhedssystemet skal fortsat have akutberedskaber i hele landet.

Med åbning af offentlig transport vil der på sigt også blive mere mobilitet i landet, og derfor vil en by som Havanna, som bogstaveligt talt er det eneste sted, hvor nye coronatilfælde fortsat registreres, åbnes op i et langsommere tempo end resten af landet.

En vigtig industri som den internationale turisme vil først blive tilladt i fase 2, og kun til visse områder af landet. Det vil i første omgang betyde, at international turisme er begrænset til resorter ude på bestemte ø-grupper, og der vil ikke være adgang for turister til resten af landet. Sådan adgang vil først blive åbnet, når fase 3 bliver aktiveret på landsplan.

Lokal turisme starter nu med begrænsninger. International turisme åbner i fase 2 og 3 og i starten kun til turistresorter på mindre øer. Foto: Lars Kramer Mortensen

For turister vil der også være adskillige forholdsregler og restriktioner ved ankomst samt under opholdet i landet.

Mål om selvforsyning med mad

Et kardinalpunkt i genåbningen af landet bliver også at genoprette økonomien.

Nye Trump sanktioner betyder, at landet vil være meget mere afhængig af selvforsyning på fødevareområdet, så der arbejdes hårdt på at få løst det problem.

Den 8. juni vendte den første Henry Reeve brigade tilbage til Cuba efter endt mission i Torino, Italien, hvortil den har været udsendt for at hjælpe i kampen mod coronavirus.

Cuba har med Revolutionen har en lang tradition for at hjælpe 3. verdenslande, og det har specielt givet sig udtryk i sundhedsfaglig støtte.

Siden den første mission til Algeriet i 1963 har Revolutionen udsendt mere end 400.000 sundhedspersonaler – heraf ca. 190.000 læger – til cirka 170 lande.

Fidel fastholdt altid, at ”vi deler ikke ud af vores overskud. Vi deler det lidt, vi har!”

Da USA blev ramt af orkanen Katrine, der skabte en menneskelig nødsituation i New Orleans, opretteredes akutberedskabet Henry Reeve, og Cuba tilbød USA at sende 1000 sundhedsfolk samt mobile hospitaler til New Orleans.

Fidel sagde i en tale i 2005 “virkeligheden er, at Cubas udsendelse af læger samt Cubas videnskabelige samarbejde med andre lande spreder sig hurtigt til fordel for hele menneskeheden. Derfor er der intet underligt i, at vi ikke har tøvet med at tilbyde USA vores erfarne læger samt de nødvendige ressourcer til en akut assistance for folk, der er i risiko for at dø på grund af den store naturkatastrofe”.

Der kom som jeg har skrevet i en tidligere artikel ikke noget svar fra USA på Cubas tilbud om lægefaglig assistance.

Marti og Fidel: Fædrelandet er menneskeheden

Fidels filosofi var meget inspireret af Cubas nationalhelt, José Martí, der ledede uafhængighedsoprøret mod kolonimagten Spanien i slutningen af 19. århundrede.

Når man besøger kirkegården Santa Efigenia i Santiago de Cuba – hvor Fidel ligger begravet ved siden af José Martí – møder man ved indgangen en stor indskrift på en væg, hvor der står ”Fædrelandet er menneskeheden”.

Fidels gravsted markeres med den store natursten i forgrunden. Jose Martis gravmonument er det høje bagerst til venstre. Foto: DCF

Dette er et af José Martí´s berømte citater, som havde stor indflydelse på Fidel, og som har haft stor indflydelse på den cubanske Revolutions selvforståelse og udvikling.

'Menneskeheden' er ikke begrænset til en lille eksklusiv gruppe indenfor en landegrænse eller til nogen etnisk gruppe eller hudfarve. Fædreland er HELE menneskeheden, der ikke tænker i kunstigt skabte landegrænser.

I den sammenhæng er det interessant at følge de aktuelle reaktioner i hele verden efter det bestialske politimord på afroamerikaneren George Floyd.

’Den hvide races’ selvforståelse, som en overlegen privilegeret race, lever desværre stadig. Tråde kan let trækkes videre til vores såkaldte ”humanitære interventioner” i flere 3. verdenslande, der har ført til død, plyndring og etnisk udryddelse i de respektive lande. Men sympatidemonstrationer i mange lande samt urolighederne i USA efter mordet på George Floyd tyder på, at verden rykker sig stadig længere væk fra den etnocentriske tanke om en eksklusiv gruppes privilegier og overlegenhed.

Cuba’s nuværende præsident, Miguel Diaz-Canel Bermúdez, fortsætter også ånden fra Revolutionen og José Martís filosofi.

Forleden sagde han, at Henry Reeve brigaderne ”har vist verden, at livet vinder over døden, solidaritet vinder over egoismen, det socialistiske ideal vinder over det frie marked”.

"Cuba redder sig mens det redder andre".... Foto: Cubadebate.cu

Således er det også grundprincippet i den cubanske lægeuddannelse, at man skal være et humant menneske, inden man kan blive et god læge.

Dette er vigtige forudsætninger, hvis man vil forstå, hvorfor Cuba stadig – trods stor økonomisk krise og lave statslønninger – formår at fastholde så mange læger i Cuba, som ikke kun tænker på at spinde guld på deres uddannelse ved at flytte væk og få høje lønninger i udlandet.

Det er også i den ånd, at man skal forstå, hvorfor sundhedsdirektøren Francisco Durán med så dyb beklagelse må meddele, når der har været et nyt corona relateret dødsfald! Man er ikke bare et tal, endnu et coronadødsfald, der bliver placeret i en massegrav. Prøv eksempelvis at sammenligne Cuba (11,3 millioner indbyggere), hvor 84 personer er døde af coronavirus, med England (65 millioner indbyggere – en befolkning cirka 6 gange så stor som i Cuba), hvor coronarelaterede dødsfald er oppe på cirka 42.000.

Præsident Díaz-Canel Bermúdez sagde i en tale ved topmødet mellem ALBA-landene den 10. juni, at ”utroligt nok har den superudviklede verden, som stjæler hjerner [fra de fattige lande] og imponerer med funklende sofistikerede produktioner, vist sig ude af stand til at bruge sine enorme ressourcer til at opbygge en global front mod en pandemi, der kun kan stoppes ved hjælp af to ting, som er inden for alles rækkevidde: SAMARBEJDE OG SOLIDARITET”.

Hele talen bringer jeg tilsidst i artiklen.

"Kun" 84 corona-dødsfald

Cubas grundfilosofi i forhold til coronakrisen er, at menneskelivet går forud for økonomisk tænkning. Dette er en del af Cubas politiske kultur.

I løbet af den sidste uge har der været et enkelt coronarelateret dødsfald, så vi nu er oppe på sammenlagt 84 dødsfald relateret coronavirus.

Resten af dagene har været uden dødsfald, så vi nu i juni måned har haft 12 dage uden coronarelaterede dødsfald.

De sidste 24 timer (dvs. for døgnet 12. juni) blev der i alt konstateret 5 nye coronatilfælde. Alle 5 fra Havanna.

I 13 ud af landets 15 provinser har man ikke konstateret nye coronastilfælde i mere end 15 dage.

Alle Cubas provinser har klinikker eller hjem, hvor gravide med komplikationer eller bosiddende i bjergegne kan opholde sig op til fødslen. De har været holdt åbne under Corona, men med regler om afstand. Her fra spisesalen. Foto: Granma

Matanzas provinsen har stadigvæk nogle enkelte indlagte, men resten er koncentreret i Havanna.

Dagen i går blev 21 erklærede raske, så der nu i alt er 229 aktive coronatilfælde i Cuba, og – som tidligere skrevet – alle er indlagte.

Af disse er 5 på intensivafdeling under kategorien ”alvorlig”. Dette kan betyde, at de er i respirator, men her skelnes der mellem kategorierne ’alvorlig’ og ’kritisk’, og det er specielt de kritiske patienter, der kræver kunstig ventilation.

Udover de 229 indlagte coronasmittede, som skal være indlagt i minimum 14 dage, uanset om de har symptomer eller ej, er yderligere 216 indlagt som 'muligt smittede'.

Disse udskrives, så snart de er testet negative.

Derudover er 518 personer i obligatorisk hjemmekarantæne. Disse – samt de 216 muligt smittede – er typisk kontakter til konstaterede smittede.

Hjemmekarantæne gives også til smittede, der erklæres raske, men efter hospitalsophold skal opholde sig i yderligere 14 dages hjemmekarantæne.

Af de i alt 2238 coronatilfælde, som er blevet konstateret i hele perioden siden de første registrerede coronatilfælde den 11. marts, er 90 % opdaget via test på kontakter til coronasmittede. Mange af disse har samtidig være uden symptomer (53 % af samtlige coronatilfælde). Dette – sammen med mange andre præventive forhold – er uden tvivl årsagen til succesen med Cubas lave antal af smittede.

I løbet af den sidste uge er flere cubanere vendt tilbage fra udlandet med skib eller fly, og der har man fundet adskillige tilfælde af coronatilfælde. Men de er alle blevet opdaget enten via testen ved ankomst eller under den obligatorisk 14 dages karantæne efter ankomst til landet, hvorefter de er blevet indlagt.

De har derfor ikke haft kontakt med lokale, og derfor har de ikke skabt nye lokale smitteudbrud.

Disse personer er fra forskellige provinser i landet, men da de er kommet til landet udefra og ikke er blevet smittet eller har skabt smitte i landet, regnes de ikke for lokale nye registrerede tilfælde.

De medregnes i det samlede antal registrerede smittede pr dag, men ikke som en smittet fra eksempelvis provinsen Holguin, hvorfor man stadig registrerer denne provins som ikke havende haft nye coronatilfælde i mere end 15 dage.

Det skyldes, at denne registrering jo netop skal synliggøre, hvor der er mulige nye risici for smitte, og da det er udefra kommende personer uden kontakt til lokalbefolkningen, er det ikke en ny lokal smittekilde.

En russisk 'skærveknuser' op ad bakke

Den 10. juni kørte jeg på min gamle 27” russiske damecykel ind til Gamle Havanna i håb om, at det ville være nemmere at gøre indkøb dér, da der er en større koncentration af butikker. Det handlede fremfor alt om at finde noget papir til pigerne, så de atter kan få mulighed for at udfolde deres kreativitet gennem tegning og maling.

Henrik har været på jagt efter papir, så pigerne kan tegne og male... Her laver store Linn lektier på sin PC, mens lillesøster insisterer på at være lige så 'seriøs'. Og kræver som søster Linn at få skæld ud af far, hvis ikke pligterne passes...

Men de få butikker, som jeg kender, hvor de kunne sælge sådanne artikler, var lukkede.

Obispo-gaden – som i turistsæsonen er overrendt af turister – lå nu øde hen! De få butikker, der var åbne i denne del af byen, var fødevarebutikker, og ligesom alle andre steder var der lange køer foran butikkerne!

Desillusioneret cyklede jeg hjem igen, og på vej hjem skal jeg op af en kilometerlang bakke, og med den bagende sol på dette tidspunkt af året samt fugtigvarmen og en al for lille cykel til mine lange ben, er man indlagt til et koldt brusebad og en ordentlig middagslur ved hjemkomst!

Henriks hustru i kø til hakket andekød

Samtidig havde jeg stået i en anden kø dagen i forvejen sammen med min kone. Her havde politiet – for at undgå de lange køer ved en af de butikker, der pt. sælger kylling og hakket andekød – organiseret det sådan, at hver person i køen fik et stykke papir med et nummer, så handlen kunne foregå i organiseret orden.

Min kone var gået ned og stillet sig op i den kø, der så på et tidspunkt ville få et nummer (så kødannelser kommer der og ikke ved butikken).

Medens min kone stod i kø, ringede hun til mig for, at jeg skulle komme derned, inden politiet begyndte at dele numre ud. Man prøver at undgå hamstring af de relativt få varer i butikkerne nu, så derfor kan hvert nummer kun købe eksempelvis en pose kylling og 2 pakker hakket andekød. Jeg skyndte mig ned til butikken, og derved fik vi tilkæmpet os 2 numre på denne måde.

Men på den lange kødannelse kunne vi se, at vi ikke samme dag ville kunne købe i butikken, men at det nok ville blive en af de næste dage.

Veninde fik nummeret til en pose kød

Mens jeg var kørt ind til Gamle Havanna for at købe ind, blev min kone ringet op af en, vi kender, og som også havde stået i køen lidt foran os dagen i forvejen. Hun fortalte min kone, at nu var vores nummer ved at nærme sig, hvorfor kone skyndte sig derned, men da man kun kan bruge et nummer pr. person, kunne vi ikke udnytte mit nummer. Min kone ringede derfor til en veninde for at hun, som jo er lige så trængt pga. varemangel-situationen, kunne udnytte mit nummer og få lidt extra madvarer.

Denne fortælling for, at man kan forstå – hvis det ikke allerede er fremgået af tidligere artikler – alvoren af fødevaremangelen her i Cuba.

Man kan jo spørge sig selv, hvordan danskere på sigt ville reagere i sådan en situation. Ville det ikke have medført oprør og smadrede butiksruder mange andre steder i verden? Det sker bare ikke i Cuba. Selvom cubanere er dødtrætte af mangelvaresituationen, som er opstået ud af kombinationen af coronakrise og Trumps mange nye sanktioner mod Cuba, er der en meget stor forståelse for situationen, og man ”bider smerten i sig”.

Det er jo ikke første gang, at man oplever en sådan fødevaremangel i landet.

I starten af 60’erne havde man en lignende situation, da Eisenhower og Kennedy administrationerne lukkede hermetisk af for Cuba. Fra da af blev rationeringsbogen indført, som skulle modvirke hamstring og spekulation og samtidig sikre, at alle, uanset indtægt, var sikret daglige madvarer.

1980'erne i Cuba og Latinamerika

1980’erne var de gyldne tider i Cuba, hvor alle var sikret arbejde, og hvor lønninger rakte langt.

Samtidig havde man fået udlignet lønforskelle, så der var opnået en høj grad af ligeløn i landet, hvilket udlignede sociale forskelle. I Latinamerika oplevede man derimod 1980’erne som ”det tabte årti” med stigende gæld, fattigdom og sult til følge.

Med omvæltningerne i Østbloklandene i 1990 ændredes Cubas virkelighed fra den ene dag til den anden, og landet befandt sig pludselig i en ny dyb økonomisk krise. Rationeringsbogen blev bibeholdt, men rationereringerne blev kraftigt beskåret, fordi landets økonomi var brudt sammen.

Trods vanskeligheder og frustrationer i den cubanske befolkning udvikler der sig ikke til vold og hærværk. Her fra protester i USA mod mordet på George Floyd. Foto: La Vanguardia

Jeg kan huske, at jeg i sommeren 1994 i en dansk TV-avis så optagelser fra nogle uroligheder i Cuba, hvor en gruppe cubanere havde samlet sig Centro Havanna og demonstrerede mod den desperate fødevare-situation.

På det tidspunkt kendte jeg ikke selv noget som helst til Cuba udover det, der med sjældne mellemrum blev vist i de danske medier.

Det interessante ved disse optagelser er, at dansk TV kun viste starten. Her kunne man se, hvordan folk smadrede butiksruder, stjal fødevarer og råbte ”Ned med Fidel!”.

Hvad derimod ikke blev vist på dansk TV, var, at Fidel, sammen med daværende udenrigsminister Pérez Roque og økonomiministeren Carlos Lage, i en jeep masede sig ind i folkemængden og begyndte at diskutere med folk.Han opfordrede blandt andet folk til at kaste stenene efter ham og ikke mod butikkerne – fordi hvis nogen var ansvarlig for den aktuelle situation, så var det ham.

De demonstrerende endte med at lægge deres kasteskyts, hvorefter de klappede af Fidel og gik hvert til sit.

Vi oplever stigende sociale oprør rundt om i verden fremkaldt af den alvorligt forværrede sociale situation, som mange steder kan relateres til pandemiens økonomiske konsekvenser på verdensplan.

Men hvorfor er det så, at oprøret ikke er kommet i et Cuba, der har gennemlevet så alvorlige økonomiske kriser både tidligere og nu?

Kodeordet er i høj grad ’den politiske kultur’ i Cuba. Dette koncept har jeg refereret til et par gange i løbet af denne artikel, og det vil jeg prøve at uddybe noget mere i næste artikel, som jeg håber er klar om en uges tid.

Som nævnt har jeg i det følgende oversat præsident Miguel Díaz-Canel Bermúdez’ tale ved det netop afholdte ALBA-topmøde. Talen foregriber på mange måder næste artikel.

God uge til alle!

 

NOTE: ALBA står for ”Den Bolivarianske Alliance for Folkene i vores Amerika”. Alliancens fulde havn er faktisk ALBA-TCP, hvor TCP står for ”Traktat for Folkenes Handel”.

ALBA-TCP blev grundlagt i 2004 på grundlag af en aftale mellem Cubas Fidel Castro og Venezuelas Hugo Chávez. Senere sluttede Bolivia, Ecuador, Honduras, Nicaragua og 5 små østater i Caribien sig til ALBA-TCP. Men siden er højreregeringer – nogle steder kupregeringer – kommet til magten i Honduras, Ecuador og Bolivia, og de har trukket landene ud af ALBA-TCP.

Men alliancen lever og fastholdes som et alternativ til nyliberal frihandel på de store monopolers præmisser.

Den 10. juni var der et online topmøde i ALBA-TCP, og her under her Henrik Thejl oversat den tale, som Cubas præsident holdt under topmødet.

10. juni talte Cubas præsident ved et videotopmøde for ALBA-landenes ledere. Foto: Granma.cu

Præsident Miguel Díaz-Canel Bermúdez’ tale ved ALBA-TCP topmødet 10. juni, 2020

Der er et presserende behov for at udveksle erfaringer og koordinere holdninger for sammen at imødegå virkningerne af COVID-19, en pandemi, der truer med at uddybe den mangesidede krise, som vores samfund lider under, især på det økonomiske område.

…….

Ligegyldigt hvor meget en global påvirkning er forudset, bestrider ingen, at de, der lider mest under konsekvenserne af krisen, er landene i Syd, for til den tunge byrde af underudvikling og gæld skal tillægges de unilaterale tvangsforanstaltninger (sanktioner og blokader; red), som nogle af os er underlagt, i sammenhæng med en uretfærdig international orden, der går ud over en bæredygtig udvikling for vores folk.

Siden begyndelsen af året har vi oplevet en smertefuld udvikling i den globale politiske økonomi.

Hvert skib, for hvilken havne blev lukket; ethvert fly, der ikke fandt et sted at lande; for hver inficeret person, fra hvem man krævede penge til behandling; hver økonomisk spekulation hvormed man søgte at opnå gevinster for vigtig medicin eller beskyttelsesmidler, som alle har brug for; for enhver ubesvaret anmodning om hjælp, enhver død uden et gravsted. Alt dette er tragedier, som vi har lært at kende via forskellige medier, og som udtrykker egoismen og uretfærdigheden i et system og dets indbyggede økonomiske strukturer, hvis eneste formål er at berige nogle få på bekostning af de mange.

I udviklede nationer i Den Europæiske Union, som er blevet hårdt ramt af pandemien, taler mange nu om at skille sig ud af Unionen, fordi de føler, at Unions-integrationen ikke fungerer, når der er brug for det.

2500 cubanske læger og sygeplejersker er udsendt til 26 lande, som har bedt Cuba om hjælp mod corona. Illistration: Cubadebate.cu

Utroligt nok har den superudviklede verden, som stjæler hjerner [fra de fattige lande] og imponerer med funklende sofistikerede produktioner, vist sig ude af stand til at bruge sine enorme ressourcer til at opbygge en global front mod en pandemi, der kun kan stoppes ved hjælp af to ting, som er inden for alles rækkevidde: SAMARBEJDE OG SOLIDARITET.

Det der kunne have været en ekstra styrke for økonomisk rige lande, er endt med at være en svaghed i mange borgeres øjne på grund af fraværet af en grundlæggende etik.

I dag kan man tydeligt se forskellene mellem regeringer, der har forsvaret og styrket staten som en garant for social stabilitet, og dem, der ledet af nyliberale teorier, har reduceret [statens indflydelse] ved at skære ned i sociale og offentlige sundhedsydelser samt videnskabelig forskning.

Kina over for de nyliberale

Kina, som det mest folkerige land på planeten, viser forskellen med sin effektive reaktion på epidemien og dets bidrag til WHO og andre nationer. Selv dem, der taler nedsættende om en “kinesisk virus”, har fået hjælp fra denne store nations solidaritet.

Cuba har – lige som Danmark og mange andre lande – modtaget donationer af værnemidler fra Kina. Foto: OnCubaNews.com

I modsætning hertil har regeringer, der har været meget effektive i integrationen af deres markeder, økonomier, tropper og endda har arrangeret invasioner, ikke kunnet finde kræfterne til at redde deres egne borgere.

I dag betaler hele verden prisen for at kapitalismen i dens vilde form hersker. Det nærmeste eksempel vises i Latinamerika, som er blevet epicentrum for pandemien, og afslører i al sin hårdhed omkostningerne ved at placere folks skæbne i hænderne på markedskræfterne.

Den neoliberale model, der har bredt sig i vores region, har ikke været i stand til at imødekomme de nødvendige behov skabt af pandemien, og den vil heller ikke være i stand til at imødegå scenariet efter COVID-19.

Folk, der udsættes for højreorienteret økonomisk fundamentalisme, mærker i dag virkningerne af reducerede budgetter til sundhedssektoren, social beskyttelse, videnskabelig forskning og uddannelse af medicinsk og paramedicinsk personale.

Erfaringerne fra disse måneder bekræfter, at staten, med en passende styring af finanspolitikken og uden at forsømme den makroøkonomiske balance, spiller en vigtig rolle i pligten til at beskytte, regulere og tildele de nødvendige midler for at imødegå krisen, redde liv, og holde gang i økonomien og samtidig udvikle programmer til alles bedste.

Pandemi og økonomi

De økonomiske prognoser er lige så dramatiske som daglige pandemi-data.

CELAC [FNs regionale udvalg til at fremme økonomisk samarbejde i Latin Amerika og Caribien] forudser i slutningen af 2020 et fald på 5,3% i den økonomiske aktivitet i Latinamerika, … Det betyder, at ud af Latinamerikas befolkning, som regionen med størst ulighed i verden, vil fattigdommen nå op på 34,7% (214,7 millioner personer), og den ekstreme fattigdom vil nå op på 13% (83,4 millioner personer).

Bare det blot var tal, men vi snakker om mennesker, millioner af mennesker, der nu vil føjes til de store ekskluderede masser, hvad kun vil forværre de nuværende alvorlige konflikter.

Øjeblikket og den sunde fornuft pålægger det internationale samfund at lægge politiske forskelle til side og sammen søge fælles løsninger gennem internationalt samarbejde og nødvendig solidaritet.

Vores regerings prioritering i den nuværende situation skal rettes mod fremme og udvikling af fødevareproduktion med vægt på lokale produktioner, der garanterer selvforsyning og derved behov for mindre import.

Der kræves en højere prioritet samt statslige investeringer i sundhedssektoren, hvilket fremmer befolkningens universelle og gratis adgang til basale sundhedsydelser.

Vores historiske leder, Fidel Castro, efterlod dette budskab skrevet og sagt utallige gange: ”I stedet for at investere så meget i stadig mere sofistikerede våben, bør de ressourcestærke lande fremme medicinsk forskning og stille videnskabens resultater til tjeneste for menneskeheden og skabe instrumenter for sundhed og liv i stedet for instrumenter for døden”.

Cuba overlever og hjælper

Cuba overlever og hjælper andre nationer ud fra denne filosofi. ALBA-TCP-lande kan gøre meget.

Vi skal identificere potentialet hos hver enkelt [land] med henblik på en regional økonomisk integration, der prioriterer komplementaritet, hvor hvert land producerer, hvor det er mest konkurrencedygtigt, samt udveksle varer og tjenester.

Solidaritet er essentiel og har ikke manglet i disse år. Men der er et presserende behov for at forbedre de institutionelle strukturer i den økonomiske front ALBA-TCP for at etablere en kort og mellemlang økonomisk dagsorden, skabe incitamenter og arbejde med større smidighed og fleksibilitet til at identificere muligheder og fælles projekter. Vi har den politiske vilje til at gennemføre det, og vi har demonstreret evnen til at samarbejde og komplementere hinanden, og dette kan multipliceres.

Den “nye økonomiske virkelighed” fordrer en mere produktiv tilgang og en mindre tilbøjelighed til finansiel aktivitet. Finansiering skal kanaliseres mod produktion af varer og tjenester, og man skal opmuntres til “at tjene mere ved at producere end ved at flytte penge.”

Og da vores historiske modstandere handler imod en sådan nødvendig verdensomspændende konsensus, kræver det af os at vi fremmer og styrker multilateralisme og støtter ledelsen af Verdenssundhedsorganisationen og Den Panamerikanske Sundhedsorganisation.

Cuba tilbyder i al beskedenhed erfaringerne fra vores nationale strategi for at overvinde virkningerne af Covid-19 og samtidig modstå den økonomiske krise, der truer hele verden og vil være mere alvorlig for dem af os, der er ofre for [USA's] dødbringende blokader.

På trods af den komplekse situation, vi gennemlever i Cuba, har vi ikke afskrevet målene i den nationale plan for økonomisk og social udvikling indtil 2030 for befolkningens velfærd, udvikling og fremgang.

Den cubanske bioteknologi og andre videnskabssektorers bidrag har været afgørende. Vores talentfulde videnskabsmænd har med deres forskning og nyudviklede lægemidler bogstaveligt besejret døden.

Mens corona kræver titusinder af menneskeliv i Brasilien er 84 cubanere døde af corona. Foto: OnCubaNews.com

80% døde eller 80% overlevelse

Mens 80 procent af kritisk og alvorligt syge patienter, inficeret med SARS-CoV-2-virus, dør i resten af verden, har cubansk videnskab og medicinalindustri formået at redde 80 procent af de alvorlige og kritisk syge patienter.

Og dette er opnået uden at give afkald på [Cubas] internationale solidaritetspraksis om at dele det, vi har. Den massive og løgnagtige kampagne fra den amerikanske regering mod den cubanske internationale solidaritetspraksis, der stoppede [cubansk] sundhedsassistance i sårbare befolkninger som Brasilien, Bolivia og Ecuador, hvor pandemien har hærget kraftigt, er blevet nedkæmpet. I øjeblikket bidrager 34 cubanske medicinske brigader bestående af mere end 2.500 hjælpearbejdere til at afbøde virkningen af pandemien i 26 nationer efter anmodning fra deres respektive regeringer. De [2.500 sundhedsbrigadearbejdere] slutter sig til de mere end 28.000 sundhedsfagfolk, der allerede leverede tjenester i 59 lande før COVID19-tiden.

Her arbejderede Cubas læger og sygeplejersker allerede inden coroan.

Ingen af disse bidrag anerkendes af den amerikanske regering, hvis administration har strammet den økonomiske, kommercielle og finansielle blokade mod Cuba med nye tvangsforanstaltninger, der sigter mod yderligere at hindre den nationale indsats for at konfrontere pandemien og skabe genopretning.

Terrorangreb mod Cubas ambassade i Washington

Regional fred og sikkerhed er også truet.

USA's administration har nægtet at udtale sig offentligt og klart om den terrorhandling, der fandt sted i hovedstaden i [USA] rettet mod den cubanske ambassade. Det bekræfter deres medvirken og lyssky samarbejde med dem, der fremmer voldelige handlinger mod vores lande, og det bekræfter, at aggressivt sprog og et incitament til ekstreme og voldelige standpunkter er en del af nuværende amerikanske regerings strategi.

Den 30. april blev der affyret 32 skarpe skud mod Cubas ambassade i Washington. Cuba kræver, at USA's myndighder fordømmer det som et terrorangreb og samarbejder med Cuba om at sagen. Foto: Granma.cu

I stedet for at svare på retfærdige krav fra titusinder af mennesker, der både inden for og uden for USA fredeligt demonstrerer mod politimishandling, racisme, fremmedhad og imod præsidentens foragt for de fra “den amerikanske drøm” ekskluderede, så insisterer den nuværende administration på at dedikere ressourcer og energi på deres Machiavelli-agtige planer om at gribe militært ind i Vores Amerika.

Vores søsternation Venezuelas er blevet offer for flere angreb i strid med normerne og principperne i folkeretten, som er nedfældet i FN-pagten og Proklamationen om Latinamerika og Caribien som en fredszone.

Det vækker dyb indignation at se hensynsløsheden af de økonomiske sanktioner, som De Forenede Staters regering ensidigt anvender mod Venezuela.

Skulder ved skulder med Venezuela og Nicaragua

Cuba bekræfter sin fulde støtte til præsident Nicolás Maduro og den civile-militære union af Bolivars og Chavez’ folk.

Ikke mindre forkastelig er [USA's] foranstaltninger mod det nicaraguanske folk med det formål at forhindre velfærd og sikkerhed.

Vi udtrykker endnu en gang vores solidaritet med Regeringen for Forsoning og National Enhed i søster-republikken Nicaragua, under ledelse af Daniel Ortega.

Vi gentager vores solidaritet med de caribiske broderlande, som måtte lide slaveriets grusomheder, den transatlantiske handel, kolonial samt ny-kolonial plyndring, og som i dag står overfor de udfordringer, der følger af klimaændringer, naturkatastrofer, et uretfærdigt økonomisk system og optagelse på [USA's] liste over ikke-samarbejdsvillige lande [imod USA's forståelse af kampen mod terrorisme], hvilket bringer deres små økonomier i fare.

USA bryder FN-pagtens ord om nationernes pligt til at leve i fred og som gode naboer og erklæringen om, at Latinamerika og Caribien er en "fredszone", for landene har skrevet under på at konflikter skal løses fredeligt.

Vi kræver en retfærdig, speciel og differentieret behandling af disse lande. Caribien vil altid i ALBA-TCP finde en platform tilbyder, samarbejde og komplementaritet med henblik på at forsvare deres legitime krav.

Den virkelighed, vi står overfor, kræver solidaritet mod egoisme.

De folk, der lærte at indånde friheden erobret med udgydelsen af deres egne børns blod, og som har besluttet sig for at kæmpe sammen, overgiver sig ikke.

Disse vanskelige tider bør motivere os til at fortsætte med at stå sammen og øge samarbejde og koordinering.

Dette var vores forgængeres drømme, og det vil fortsat være en prioritet for vores alliance. Ved at arbejde sammen vil sejren være vores, nu og for altid.

Mange tak.

 

 


Fatal error: Declaration of RulesRuleUI::form(&$form, &$form_state, $options = Array) must be compatible with RulesActionContainerUI::form(&$form, &$form_state, $options = Array, $iterator = NULL) in /var/www/cubavenner.dk/public_html/sites/default/modules/contrib/rules/ui/ui.plugins.inc on line 0