Nyheder

Fredag, november 8, 2019 - 20:35
Cubas sejr i FN er vigtig, men kun et skridt på vejen i kampen for at få USA til at ophæve blokaden mod Cuba. Derfor...
Lørdag, oktober 19, 2019 - 15:19
Hvis USA's blokade mod Cuba blev ophævet kunne en cubansk families indkomst mere end fordobles. Men Trump...
Fredag, oktober 11, 2019 - 14:41
Målet er at skaffe finansiering til, at et honning-kooperativ i Cuba kan udvide produktionen med 100 bistader, som...
Torsdag, oktober 3, 2019 - 21:30
Trump strammer blokaden mod Cuba. Cubas ambassadør i Danmark advarer om, at USA's geopolitiske ambitioner...
Tirsdag, september 24, 2019 - 16:50
Man kan nu tilmelde sig tema-rejsen: "Hvad gør Cuba og cubanerne under øget pres fra Trump's USA?" Læs...

REVOLUTIONEN FYLDER 60! Den International arbejdsbrigade i Cuba 1960

REVOLUTIONEN FYLDER 60! Den International arbejdsbrigade i Cuba 1960

Dansk-Cubansk Forening fyldte 50 år i oktober 2018. Men danske solidaritet med Cuba og den cubanske revolution går længere tilbage. Her fortællingen om det første konkrete udtryk for danske solidaritet med Cuba.

John med trillebør.jpg

John Christoffersen på bygearbejde med trillebør. Arbejdsbrigaden deltog i byggeriet af en skoleby i Sierra Maestra-bjergene i det østlige Cuba.
John Christoffersen på bygearbejde med trillebør. Arbejdsbrigaden deltog i byggeriet af en skoleby i Sierra Maestra-bjergene i det østlige Cuba.

I august 1960, kun lidt over et år efter at Fidels 26. juli bevægelse havde smidt diktatoren Batista ud, afholdes den første Internationale Arbejdsbrigade i Cuba.

I foråret 1960 havde DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom) fået en henvendelse fra DUV (Demokratisk Ungdoms Verdensforbund) om at sende deltagere til en arbejdsbrigade i Cuba, hvor unge fra hele verden skulle hjælpe cubanerne med at bygge skoler.

DUV var en organisation, som havde medlemsorganisationer verden over, og blandt andet arrangerede Ungdoms Festival byer som Berlin, Moskva, Sofia, Havanna og Helsinki. Men her have de kastet sig ud i opgaven, at organisere en arbejdsbrigade, som skulle hjælpe Cuba, med en af deres store opgaver; at skaffe skoler, så alle børn kunne få en skolegang, og man kunne få bugt med den udbredte analfabetisme.

En anden af den nye cubanske regerings store opgaver, var at bygge hospitaler og uddanne læger og andet sundhedspersonale, for at forbedre sundhedsvæsnet - ikke kun for de rige, men for alle cubanere.

19 år på afrejsedatoen den 2. august 1960

Fra Danmark deltog, Birte fra Århus, Max fra Skanderborg, Ernst og Klaus fra København og jeg som dengang boede i Københavns omegn. Vi var alle unge kvinder og mænd. For mit vedkommende fyldte jeg 19 år på afrejsedatoen den 2. august 1960. Det blev en fødselsdagsgave, som har printet sig ind i min hukommelse og været af afgørende betydning for, hvordan jeg har forholdt mig til vigtigheden af, at være aktiv for, at skabe bedre forhold for menneskene, ikke kun her i Danmark - men internationalt.

Deltagerne i den Internationale Arbejdesbrigade fra Europa, skulle mødes i Genève i Svejts.

Genèves sensationsaviser havde travlt med spekulationer om, hvad et cubansk fly skulle i byens lufthavn. En af aviserne havde et foto af maskinen på sin forside, og i store overskrifter, skrev man, at det cubanske fly var kommet til Genève for at hente medicin og en Svejtsisk læge til Fidel, som, skrev avisen, var alvorlig syg.

Men det fly som cubanerne havde sendt til Genève, for at transportere os til Havanna, havde ikke plads til os alle. Derfor måtte fem af os tage til Madrid, for der at tage et fly til Cuba. Det endte med, at det var fire af os danske og en svejtser, som blev udvalgt til at tage over Madrid. Vurderingen var, at vi nok var dem, der ville få færrest problemer i det fascistiske Spanien.

Selv om det jo ikke var så flatterende, at blive udpeget, som værende på bedste fod med Francos fascistiske styre, så gav det os mulighed for, at opleve et fascistisk diktatur og ikke mindst den opposition mod styret, som levede og arbejdede illegalt.

7 dage i Madrid

Vi blev hentet i Madrid lufthavn og kørt til et pensionat, hvor vi boede i syv dage. Jeg tror, at begge chaufførerne, for det var ikke den samme, som kørte os fra og til lufthavnes i Madrid, var fra det illegale kommunistiske parti. Det samme gjaldt formentlig også ægteparret på det pensionat, hvor vi boede under opholdet i Madrid. Men udover stor venlighed og megen omsorg, gav de sig ikke til kende. I de syv dage, indtil vi skulle flyve videre til Havanna, bevægede vi os uden ledsagelse rundt i Madrid. Men jeg kan ikke lade være med at erindre, at vi følte, at der hele tide var nogen omkring os, som passede på os. Og det var ikke Francos hemmelig politi, som vi ganske vist også blev kontaktet af, et par gange.

I et brev sendt hjem dateret 9.august 1960, beskriver jeg oplevelsen af Madrid og spaniolerne således: "Alle jeg har mødt, udtrykker had til Franco og hans regime. En spanioler jeg tilfældig var faldet i snak med, fortalte, at alle butikker havde fået udleveret et billede af Franco, men ikke et eneste sted så vi det hængt op". På rejsen gennem Spanien til Madrid traf vi på kontrol efter kontrol. "Franco er bange" fortalte man os."

Brigaden ankom til Cuba i en enestående tid.

Flyveturen fra Madrid til Havanna forgik i et fire propellers fly fra Cubana de Aviacion. Et ordinært rutefly mellem Madrid og Havanna. Derfor var alle andre end vi fem, der skulle på arbejdsbrigade, helt almindelige rejsende. Her iblandt nogle nonner. Da den ene motor på flyet, efter flere timers flyvning, pludselig satte ud, og vi ud af vinduet kunne se, at propellen stod stille, blev nonnerne meget aktive med at mumle bønner og slå korsets tegn. Flyet måtte lande på Bermuda, for at få udbedret skaden, så vi kunne flyve resten af vejen med alle fire motorer i gang.

Endelig i Cuba

Da vi landede i Josè Marti-lufthavn - Cubas internationale lufthavn og stiger ud af flyet, blev vi mødt af en meget fugtig luft og en stærk hede.

Når man i revolutionens første dage ankom til Cuba, så var man 'companeros' ,og der var derfor ikke nogen større kontrol med, hvem der ankom. Men med det stadigt stige antal sabotageforsøg på Cubas livsnerver, blev der foranstaltet en kontrol.

Da vi ikke var kommet med det charterfly, som den øvrige del af arbejdsbrigade blev fragtet med, blev vi i lufthavnskontrollen regnet for almindelige turister. Og da vi ikke havde noget visa, gav det en del problemer, indtil vi fik forklare, at vi tilhørte den Internatonale Arbejdsbrigade. Medens paspolitiet undersøgte sagen, blev vi vist ind i et ventelokale, med aircondition, behagelige siddepladser, pastel farvede vægge med et billede af José Marti.

Efter cirka tre timers venten, blev vi afhentet af en chauffør i olivengrønt antræk og med en pistol i bæltet. På begge sider af vejen, fra lufthavnen ind til Havanna, stod der ranke palmetræer. Vi blev kørt til det fashionable Hotel National de Cuba, hvor dem der var taget med den cubanske chartermaskine fra Genève også var indlogeret.

Hotel National de Cuba havde været et hotel, hvor kun den rige del af Cubas befolkning og rige turister - flest fra USA, havde råd til at komme. Det var et hotel med elegante spisesale og barer, to store svømmebassiner og værelserne i luksusklasse. Hotellet havde også rummet en spillehal med rouletteborde, men spillebordene var fjernet og lokalet blev nu brugt som spisesal.

Hotel National de Cuba er et gammelt velholdt hotel i kolonial stil og ligger lige ned til Malecon. En promenade løber langs havet med udsigt ud over Havanna bugt og Atlanterhavet. Kort efter vi var rejst videre, blev hotellet brugt til kvinde-krisecenter. Ligestillingen mellem kønnene havde skabt nogen problemer i opgøret med den mandschauvinisme, som var kendetegnede for Latinamerika. Blandt søfolk og amerikanske turister var Havanna, før revolutionen, berygtet for sine mange bordeller. Det blev anslået, at mere end 10.000 unge piger og kvinder havde været tvunget ud i prostitution. Hjælpen til piger, der havde været fanget i prostitution, og som nu skulle hjælpes til et arbejde, skabte ligeledes behovet for krisecentre for disse kvinder.

Vi var netop ankommet til Havana på det tidspunkt, hvor vestlige aviser, flød over med forargelse over, at cubanske arbejdere nationaliserede virksomheder, som var ejet af amerikanske monopoler, og som i mange år, havde levet højt på det cubanske folks bekostning.

CABA SI - YANKEE NO!

Efter at have fået os installeret på vore værelser, skulle vi naturligvis ud og se på byen. Det første der mødte os var korteger af last- og arbejdsvogne og af en larm fra bilhorn, menneskers råben, raslende med blikspande og hammer-lyde fra slag på siderne af lastbiler. Det viste sig at være arbejderne og funktionærer fra elektricitetsværket i Havanna, der kørte ad Malecon i cirka 100 last- og arbejdsvogne. Fra arbejderne på ladet af bilerne lød råbene: "CABA SI - YANKEE NO! - CUBA SI -YANKEE NO!".

Da arbejdere i bilkortegen så os, hilste de os med knyttede næver, som vi selvfølgelig hilste igen. Efter at vi sådan havde "truet" af hinanden, blev vi budt op på ladet af en af lastbilerne, og kørte med gennem byen ud til elektricitetsværkets administrationsbygning. Her lagde arbejderne elværkets logo, som lignede en sprællemand med en pære som næse, i en kiste. Et symbol på, at elværket var nationaliser. Glæden ved at være herre i eget hus, viste de cubanske arbejdere ved at opføre et skuespil, med krokodilletåre og slåen korsets tegn over kisten, hvorefter det helle endte i latter.

I dagene efter kom turen til benzinselskaberne, Esso, Sheel, BP og Texaco. Igen blev det markeret ved at de ansatte kørte gennem byen med benzinselskabernes arbejdsvogne med arbejderne og funktionærer på ladet og skilte som proklamerede, at nu var det folkeeje, fulgt op af råbene "CUBA SI-YANKEE NO!". Før vi ankom til Havanna, var stort set alt andet USA-eget ejendom på øen, herunder bankerne, blevet nationaliseret.

På et stort folkemøde på Plaza de la Revolucion, holdt Fidel en af sine historiske talen. I mere end seks timer talte han for os og de tusinde af cubanere, som fyldte pladsen. I hans tale sagde han bl.a. at USA ikke ville acceptere cubanernes ret til at vælge sin egen vej. At USA forsøger at stoppe en progressiv udvikling i Cuba. USA havde haft monopol på at sælge olie og benzin til Cuba. Nu havde Cuba fået tilbudt billigere olie fra Sovjet. Men olieraffinaderierne nægtede at raffinere den billigere olie fra Sovjet. Derfor havde det været nødvendigt at nationalisere olieraffinaderierne og benzinselskaberne. USA svarede igen med at skære ned i Cubas sukker kvoter på det amerikanske marked, samt afbryde de diplomatiske forbindelser med Cuba. Sammen med USA's sanktioner mod Cuba, startede en lang række sabotager og kontrarevolutionære aktiviteter, som var inspireret af CIA. Og Fidel advarede om, at USA og CIA planlagde inversion af Cuba. En forudsigelse, som viste sig at havde hold i virkeligheden.

Den 17. april 1961 gik mere end 1.500 USA-trænede eksilcubanere i land i Svinebugten. Planen var, at invasionsstyrkerne, understøttet af fly, skule gå i land ved Playa Larga i den sydlige del af Las Villas. For at oprette kontakt med den illegale kontrarevolutionære bevægelse i Cuba, blev der kastet faldskærmtropper ned længere inde i landet. Når invasionsstyrken havde besat en strandstrækning, skulle der etableres en regering. Denne regering skulle så anmode om diplomatisk anerkendelse og derved kunne påregne officiel støtte fra USA.

I følge CIA's efterretninger, mente man, at det cubanske folk ville modtage invasionsstyrkerne som befriere fra "Fidels diktatur". Men de måtte sande, at der var ingen cubanere, som stod og hilste dem velkommen. Invasionen blev et dundrende nederlag for USA.

Medens vi danske havde svært ved at stå op i mere end seks timer og høre en tale på spansk, der ganske vist blev oversat af vor medbragte tolk, så var det en festdag for cubanerne. Fidels tale blev gang på gang afbrudt af råbene: "CUBA SI-YANKEE NO!" og andre paroler, som markerede, at forsamlingen sluttede op om de tanker som Fidel udtrykte fra talerstolen. Også Fidel's forklaring om høstresultaterne og produktion af sukker, som for os skandinaver forekom lidt triviel, blev mødt med begejstring. Da Fidel sluttede sin tale blev den mødt med et kæmpe sejrsudbrud "WENCEREMOS" - vi vil sejre!

I dagene i Havana, var der rig mulighed for, at opleve byen og dens indbyggere. På en aftentur langs Malecon, som adskiller havet og byen, ser man cubanerne side i de åbne høje vinduer og nyde den salte, varme vind ude fra havet, og på betonkanten som adskiller vejen fra standen, sidder grupper af unge og snakker. Midtvejs på Malecon ligger de USA's ambassade. En tid endnu vejede 'Stars and Stripes' foran bygningen. Men allerede i 1961 afbrød USA præsiden John F. Kennedy de diplomatiske forbindelser med Cuba og lukkede ambassaden.

En aften er en større strækning af Malecon afspærret, Der er opstillet boder, hvor der sælges drikkelse - der skal være fest i gaden. Et orkester spiller de kendte cubanske rytmer og der danses til langt ud på natten. I dag - 57 år efter, husker jeg salsa rytmerne: "pachanga ay - pachanga ay - pachanga, pachanga, pachanga".

Andelen af cubanere, der hverken kunne læse eller skrive, var 25 %. Med bygning af skoler og uddannelse af skolelærere, havde man sat sig som mål, at få udryddet analfabetismen i Cuba. Et andet af Cubas nye opgaver var at sikre et sundhedsvæsen, som alle cubanere havde adgang til. Det betød bygning af flere hospitaler og ikke mindst uddannelse af tusindvis af nye læger og sundhedspersonale.

Deltagerne fra den Internationale arbejdsbrigade havde fået udlevet arbejdsuniformer, det vil sige en lys blå skjorte, et par mørke blå bukser med to store lommer og et par store, sorte støvler, der skulle snøres oppe omkring anklerne.

Rejsen til byggepladsen

Efter dagene i Havanna, gik turen 900 km. i tog, tværs gennem Cuba, til skolebyggeriet Camilo Cienfuegos i provinsen Oriente, som ligger i Caney, for foden af den kendte bjergkæde Sierra Maestra.

Selv om alle vinduer i toget stod åbne, var det uudholdeligt varm. Mere end 200 unge brigadister var stoppet sammen på kurvesæder i samme togstamme. Men den trange plads til trods, var humøret højt. Den ene internationale sang afløste den anden. Og på forskellige sprog gjaldede sangene ud i tropenatten og blande sig af og til med en svag torden. Kun når lynene lyste op kunne man skimte landskabet, de høje stolte palmer, de svømmende rismarker og de træklædte bjerge.

I Cuba skifter det mellem lys og mørke, næsten som om der blev tændt og slukket på en kontakt. Klokken cirka fem morgen skinnede solen og varmede som en kakkelovn. På de små stationer, hvor vi standsede under togets vej til Oriente, gik drenge i tiårs alderen og solgte appelsiner og lunken kaffe. "Naranja, naranja, kaffe, kaffe", lød deres friske drenge råb. Stationsbygningerne i de små landsbyer, var et mindre træhus med en meter bredt halvtag, støttet af lodrette stolper og enten med blik eller palmeblade som tag.

Uden for stationsbygningen sad cubanske mænd og kvinder. Måske ventede de på tog, måske var det bare et samlingspunkt. Ved siden af bygningen, på en af stationerne, sad en mand, som en anden cowboy på sin hest, med venstre hånd på tømmen og højre hånd i bæltet. Med en stråhat på hovedet, en stor cigar i munden og en kæmpe 'gons' i bæltet. På perronen befandt der sig også nogle unge piger klædt i meget farverige kjoler. Kjoler så stamme, at de fremhævede strutmaverne og en lille nydelig halvkugle til bagparti. De fleste var mørke eller mulatter og havde langt sort hård, som hang halv ned på deres skuldre. For at beskytte sig mod den stærke sol, bar de små paraplyer, ligeledes i stærke farver.

Ved bjergenes fod

Klokken syv næste dag nåede vi byen Yara, hvorfra vi på ladet af seks lastbiler, skulle transporteres til lejren. Lejren var et påbegyndt skolebyggeri.

I denne del af landet havde det regnet, og jorden var fuldstændig opløst, så vore støvler sank ned i mudderet. I lastbilerne der transporterede os lå flere centimeter vand.

Vi fik læsset kufferter og pakker på bilerne og sprang selv op på ladet. Seks lastbiler med Brigadister var nu på vej til bestemmelsesstedet. Det småregnede stadigt, og tordenen var taget til. Bilernes dæk fedtede i mudderet og vandsprøjt fra dækkene stod ud til alle sider.

Da vi nåede frem til Caney, var der tændt lys i de af skolens bygninger der var færdigbyggede. Bygningen, som vi skulle indlogeres i, var endnu ikke helt færdigt. Træværket var endnu ikke malet. Gulvene ikke færdigbehandlet og vaskekummerne ikke opsat. Vore senge var en firkantet ramme, hvorpå der var slået fire ben og spændt et hønsenet; derpå var lagt en madras betrukket med et hvidt lagen. Et tæppe var lagt som dyne, men da det blev for varmt, byttede vi om og brugte tæppet som underlag og lagnet som dyne.

Næste dags morgen blev vi vækket klokken 7. Hele formiddagen gik med morgenmad og at finde os til rette. Det havde ikke regnet hele natten, og jorden var nu hård som sten.

Efter middagsmaden blev vi igen læsset på lastbilerne og kørt ud til et højdedrag fem km. fra skolebyggeriet. Her fik vi mulighed for at se en af de første kooperative boligbyggerier, som var bygget i Oriente. 50 cementstøbte etplanshuse med hver sit lille areal til have. Staten havde givet 50 fattige familier, som før boede i hytter, lavet af bambus, palmeblade og bark fra palmestammer, materialer og penge til selv at kunne bygge sig disse huse. Når et hus var færdigt, hjalp den lykkelige ejer, de andre nybyggere med at få tag over hovedet. Fattige familier skulle ikke betale leje af boligen. I forhold til den gamle boligmasse, havde den revolutionære regering ved lov sikret, at lejen i boliger i det ganske land blev nedsat med 50%. Til gengæld måtte man ikke sælge sin bolig, men godt bytte den med en anden, til en for familien mere tidssvarende bolig.

Den 14. august om morgnen fik vi udleveret et stykke plastik, et stykke lærred, et tæppe og to stykker torv. Vi skulle på tur op og besøge en militær træningslejr, som befandt sig i bjergene Sierra Maestra. Plastikken skulle bruges til at beskytte os mod regn, hvis det blev regnvejr. Lærred og torvene skulle bruges til hængekøjer ved overnatning i den militære lejr, som var målet for vores besøg.

Vi hoppede igen på lastbilerne og blev kørt gemmen et stejlt og bjergrigt terræn. Solen bagte og sveden drev ned af vore kroppe. Lastbilerne slæbte sig op af de stejle bjergveje og bremsede hårdt for at holde igen når det gik nedad. Efter ca. fire timers kørsel nåede vi så langt, som det var muligt at køre med bilerne. Stedet var en stor militærlejr, hvor vi skulle holde pause, for denne lejr var ikke vort endelige mål. Vi var ankommet til denne lejr til deres spisetid. Lejrens soldater stod i en lang række med spisebakker af blik, som havde fordybninger til maden og med ske og krus i hænderne.

Efter at vi var blevet bespist, fortsatte vi til fods op af stejle bjergveje. Undervejs kom vi forbi enligt liggende hytter, hvor der boede familier, nogle af dem med mindre børn. Et sted var det en frisørsalon under åben himmel. Når vi kom til et sted på vejen, hvor der boede mennesker, fik vi læsket ganen med et krus vand. Det var nu midt på dagen, solen var hård, og det gik opad og opad. Jo højere vi kom op, desto flere og længere pauser, blev der holdt ved hvert hus, ved hver kilde, vi traf på vejen.

På de smalle og stejle bjergveje traf vi af og til en mand på hesteryg og trækkende med fire til fem pakkede muldyr. Muldyr, der transporterede fødevare og drikkelse op til folk, som boede i bjergene. Flere af disse bjergbeboere havde deres lille bod, hvor de solgte kaffe, Coca-Cola, kiks og frugt.

Bonde med bog

Efter nogle timer traven, stødte vi på en bjergbondes palmebladshytte; bonden sat i døråbningen med en bog. Inde i hytten slumrede hans hustru og to mindre børn. Omkring hyttet gik en mager gris og snøftede. Bonden bød os på vand at drikke, og fortalte, at den bog han sad og læste i, havde han lånt af sin lærer – en frivillig ung studerende, som hjalp ham med at lære at læse. Inden revolutionen var han, som de fleste andre i provinser som Oriente, analfabet.

Undervejs kom vi forbi historiske steder, hvor rebellerne havde holdt til under deres ophold i bjergene. Steder hvor de revolutionære ledere; Fidel, Raúl, Che og Camilo havde haft hovedkvarter, og hvorfra de sendte deres opråb til det cubanske folk over "Radio Rebelde".

Når man bevæger sig i Sierra Maestras bjerge, er det ikke svært at forestille sig de problemer Batistas soldater havde, mod guerillaer, som kendte hver en sti, hver et vandløb og hvert et skjulested. En fjende, som ingen steder er at se, men er alle vegne. Hertil kom, at rebellerne var opildnet af en ide. Medens Batistas soldater, uden entusiasme, var sat til en opgave, hvor de skulle bekæmpe en usynlig hær.

Gennem sin optræde vandt Castros rebeller større og større tilslutning fra Sierraens befolkning. Der var strenge regler for, at man betalte for alle de vare oprørshæren fik af bønderne. Og alle steder, hvor man traf den lokale befolkning, informerede man om sit program og ikke mindst om, hvordan der skulle gennemføres en retfærdig jordreform.

En anden meget vigtig opgave, var at man i de områder i bjergene, som man erobrede, oprettede små skoler, som blev besøgt af både børn og voksne. Da det lykkedes rebellerne at skaffe tilstrækkelig udstyr, åbnede man et lille sygehus. Det første sygehus som eksisterede i denne del af landet.

Regnfuld nat i hængekøje

Hen på eftermiddagen nåde vi den militære træningslejr i Sierra Maestras bjerge, hvor vi skulle overnatte. Soldaterne i lejren havde fri denne eftermiddag og drev rundt på lejrens store areal. Om aftenen blev vi vist op til noget, der skulle vise sig at være soldaterne og vores sovesal. Sovesalen bestod af et stort bliktag, der blev båret af lodrette stående stolper med en afstand af ca. fem meter. På tværs af disse stolper, 1½ meter fra jorden, var der igen fastgjort træstolper, hvor imellem der var ophængt hængekøjer. Der var ingen vægge i sovesalen og den friske bjergluft kunne frit passere ind under taget. Vi fik vist, hvordan vi fastgjorde de to stykker torv i hver sin ende af det stykke lærred, som vi havde fået udleveret før afgang, og hvordan vi fastgjorde vores hængekøje mellem de vandretliggende stolper. Da det blev mørkt, lagde vi os i vore hængekøjer, trak det medbragte tæppe over os for at få lidt søvn.

Vore køjer var hængt op mellem lejrens soldater, der naturligvis gerne ville høre om, hvem vi var, hvorfra vi kom, og hvad vi syntes om Cuba. Men trætheden overmandede os, og jeg tror flere spørgere oplevede, at de ikke fik svar. Selv om det var uvant at sove i hængekøje, så sov vi hårdt. Så hårdt, at jeg ikke have hørt, at regnen det meste af natten havde tromme mod bliktaget.

Næste morgen vågnede vi ved at mærke, at alt omkring os var fugtigt. Nattens regn og den hurtig varmende sol, fik opholdet i sovesalen, der kun var et tag uden vægge, til at føles som var vi i dampbad.

En skole for bjergenes børn

Formiddagen gik med at se lejren og snakke med lejrens soldater. Og efter at blive bespist begyndte nedturen. Fordi det var overskyet, var det ikke så varm som den foregående dag. Og den første del af nedstigningen gik derfor hurtigt. Pludselig kom regnen og stierne blev glatte. Nogle steder løb vandet så hurtigt ned af stien, at det lavede dybe furer i jorden.

Da vi nåede lastbilerne, som skulle transportere os den sidste del af vejen hjem til skolen, var vi drivvåde. Flere af os var godt mudret til, efter et par rutsjeture på de glatte stier. Klokken blev hen af sekstiden, og det var blevet mørkt, før de sidste nåede ned til ankomststedet for de lastbiler, som skulle transporterer os tilbage til skolen.

Lyskegler fra lastbilerne forlygter, skar sig gennem det bælgravende mørke, som havde lagt sig over bjergene. Rundt omkring os fløj små ildkugler fra tusindvis af ildfluer, som legede på bjergskråningerne. Floderne løb over deres breder, og lastbilerne sejlede på de glatte bjergveje. Efter at lastbilerne var nået heldigt over en af floderne, hvor vandt nåede op over køleren og skulle videre op af en temmelig stejl bakke, fedtede hjulene og den forreste lastbil gled baglæns ned igen. Efter flere forsøg på at komme op af bakken, brændte motoren sammen, og vi måtte fortsætte videre til fods ad de mudrede bjergveje. Vi famlede os gennem tropenatten med en af vore cubanske kammerater som vejleder. Han bar på en slags fakkel, som gav os en svag fornemmelse af, hvad der var sti, og hvad der var bjergskråning. Dødtrætte nåede vi tilbage til skolen.

Næste dags morgen ved syvtiden, blev vi vækket af taktfaste råb fra barnestemmer. Det var skolebørnene der gik i takt til det revolutionære slagord "CUBA SI -YANKEE NO!". Iklædt skoleuniformer, gik de frem og tilbage rundt om bygningerne og over til morgenmad. Skolen lå i et område med små byer med store afstande. Nogle af de byer, som skolebørnene kom fra lå oppe i Sierra Maestra. Derfor boede børnene på skolen. En gruppe af soldater stod for forplejningen af både skolens børn og os brigadister.

Når man, efter morgenmaden, kom forbi de af skolen færdige klasselokaler, kunne man høre de samme barnestemmer terpe regnestykker eller lære at læse. Før 1. januar 1959; altså – for mindre end to år siden, vil en fjerdedel af disse børn ikke have haft udsigt til skolegang. Nu skulle alle cubanere, unge som ældre, lære at læse og skrive. For børnenes vedkommende, skulle alle børn fra deres femte år, kunne komme i skole.

Efter skoletid kunne man møde de samme børn spille baseball, eller andre lege, på et stort åbent areal, som endnu ikke var planeret. Om aftenen før de gik til køjs, gjorde børnene selv deres sovesale rene. Der blev vasket gulve og redt seng.

Lærer og lærerinder, som var soldater fra området, havde ikke kun børnene at undervise, men også mange af soldaterkammeraterne, som ikke tidlige havde haft adgang til skolebænken.

Træningslejr for kommunistiske agenter?

I slutningen af august 1960, det vil sige knapt en måned efter den Internationale Arbejdsbrigades ankomst til Cuba, var OAS-landenes udenrigsministre *) samlet i Costa Rica.

Herfra udsendte de en deklaration, hvori det blandt andet hedder: "Cuba er i gang med at oprette en træningslejr for kommunistiske agenter og guerillasoldater, som skal sprede den kommunistiske revolution i hele Latinamerika. Dette sker i form af en international arbejdsbrigade, som for nylig er blevet organiseret på Cuba" (Deklarationen blev bragt i The New York Times d.29/8 1960).

Jeg ser for mig, en brigade udrustet med skovle og trillebør, der drager rund i Latinamerika og graver en revolution op af den kapitalistiske jord. Sandheden er, at den Internationale Arbejdsbrigades besøg i Cuba var at arbejde med bygning af skolebyen 'Camillo Cienfuegos'. Arbejdet bestod i at planere ud til støbning af fundament og støbning af fundament til kommende skolebygninger. Men også at opleve det nye Cuba og cubanernes kamp for at skabe et bedre samfund, med bedre forhold for alle øens indbyggere.

Kort efter jeg kom hjem fra Cuba, var jeg indkaldt til soldat. Under en øvelse med kast af håndgranater, var min træfsikkerhed så præcist, at en officer roste mine kast med ordene: "Det var flot, men De har jo også være i militær træningslejr i Cuba!". Hvor han havde den "viden" fra, det kan man jo kun gisne om.

Skolebyen havde navn efter Camilo Cienfuegos – en af de revolutionære ledere, der sammen med Fidel, Raúl og Che, var frontfigur blandt rebellerne. Camilo, som efter revolutionen var stabschef i den cubanske hær, omkom den 28. oktober 1959, efter et flystyrt over Atlanterhavet. Hvert år den 28 oktober mindes cubanerne Camilo, ved at børnene kaster blomster ud i havet.

Skolen er også omtalt i Jan Stages bog "SÅ DET ER ALTSÅ CUBA", fra hans ophold i Cuba i 1964 -65. Jan Stage skriver: "Der ligger en skole i Sydoriente, hvis navn er gået over den ganske verden, CIUDAD ESCOLAR CAMILO CIENFUEGOS. Skolebyen bærer den tilbedte og omkomne rebels navn. I 1960 deltog unge danskere i opførelsen af de første husblokke. Sammen med dem arbejdede rebelhæren, studenter fra Orinte-universitetet og sjak fra en hel verden. I 1965 er skolens to første sektioner bygget færdig, og de rummer i alt 4000 elever. Op over alt og alle rager rektoren, en skægget kaptajn fra rebelhæren, Kaptajn Ramos i olivengrøn uniform og en sværkalibret colt ved siden. Skolen er bygget efter ægte rebelmønster: Den er selvforsynende, og den tager sig næsten ud som en stor folkefarm, hvis vejrbidte arbejdere er mellem 12 og 16 år gamle.".

Ind i mellem arbejdsdage, hvor der blev planeret terræn og skovlet grus og sten i trillebør, som blev kørt op af en rampe til cementblanderen, var der ture rundt i Oriente.

En af dagene gik turen til byen Santiago – revolutionens vugge. I udkanten af Santiago ligger den forhenværende militærkaserne Moncada. Da vi ankommer bliver vi mødt af en stor gruppe af børn i skoleuniformer. Under Batista var det en frygtet militærkasserne, men nu er den omdannet til skole.

Moncada er en af Cubas og revolutionens mest historiske steder. Det var her Fidel med sine rebeller den 26. juli 1953 angreb kasernen. En dato som er gået over i historien og har givet navn til '26. juli bevægelsen'. Angrebet slog fejl og størsteparten af rebellerne dødede i kamp, eller blev taget til fange og henrettet ved tortur og nakkeskud.

Det lykkedes Fidel at flygte og gemme sig. Da han senere blev fanget, blev han stillet for en domstol, og her holdt han sin berømte forsvarstale, der slutter med ordene: ”Historien vil frikende mig”.

I frihedskampens første tid, tøvede det Cubanske Kommunistiske Parti (PSP) med at gå aktivt ind i den væbnede kamp mod Batista. I partiets blad HOY, fordømmer man forsøget på at indtage militære kaserner og kalder rebellerne for eventyre: "Det heltemod, som deltagerne udviste under aktionen, er falsk og ufrugtbart, ligesom det er styret af en fejlagtig borgerlig opfattelse", skriver HOY – men forsætter: "Men endnu mere fordømmer vi den af regeringen iværksatte repression, der med frygt og revolter som baggrund forsøger at bringe det cubanske folks uro og protest til tavshed" Artiklen i HOY slutter med at forsikre, at angrebet mod kasserne, har det kommunistiske parti ingen andel i.

Santiagos befolkning forbinder Moncada, med den frygt, man havde under Batista, for at blive arresteret og slæbt ind på kasernen. Så når man i dag bruger Moncada og andre militære kaserner til hospitaler eller skole og ikke bevarede dem som militærkaserne, så var det ikke kun fordi der manglede hospitaler og skoler, men også af psykologiske årsager.

Situationen omkring det kommunistiske parti i Cuba, på dette tidspunkt, beskrives måske bedste med, at Fidel ved sin indsættelse som statsleder den 15. februar 1959, udtalte: "at den nye regering var modstander af diktatur og kommunisme og ville optræde neutralt i FN". I april var Fidel på besøg i USA og inviterede nordamerikansk privatkapital til at investere i Cubas industri.

Mange cubanere er af den opfattelse, at det kommunistiske parti dengang for længe, valgte den parlamentariske vej, frem for den væbnede. Når kommunisterne alligevel spiller en afgørende rolle i oprøret og revolutionen, skyldes det mest at mange menige partimedlemmer, på trods af ledelsens udmeldinger, arbejdede tæt sammen med rebellerne, og ingen kunne sætte spørgsmål ved, at kommunisterne er og var dem, der er de bedst organiserede. Og en afgørende faktor for Cubas fremtid.

Under vores ophold i månederne frem til sidst i oktober 1960, hvor jeg og den Internationale Brigade rejste fra Cuba, var der ingen tvivl om, at Cuba var på vej til at opleve sin førte alvorlige krise. Flere vestlige lande, med USA i spidsen, satte hårdere og hårdere sanktioner ind for at kvæle udviklingen. De kontrarevolutionære lavede sabotage. Samtidig åbnede Cuba mere og mere op for samhandel med Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande.

Vi forlod Cuba med det store spørgsmål: "Hvad er fremtiden for den nye Cuba?".

NOTER:

*) OAS – Organisationen af Amerikanske Stater. Omfattede alle lande i Nord- og Sydamerika samt Centralamerika og Caribien. OAS ekskluderede Cuba i 1961. Den cubanske regering har sarkastisk betegnet OAS som USA''s koloniministerium med henvisning til USA's dominerende indflydelse i organisationen. OAS inviterede Cuba med igen i 2009, men Cuba takkede nej.