Nyheder

Mandag, august 13, 2018 - 17:56
”Rom Thomsen” har igen besøgt Cuba og bringer her nutiden sammen med fortiden. Hvordan startede det cubanske romeventyr...
Fredag, august 10, 2018 - 15:28
Den svenske cubakender Eva Bjørklund har nærlæst det forslag til ny grundlov, som netop er udsendt i Cuba forud en...
Torsdag, august 9, 2018 - 21:08
I weekenden vedtog Cubas nationalforsamling et udkast til ny grundlov, som nu er sendt til debat i befolkningen frem...
Torsdag, august 9, 2018 - 20:47
Vi kender endnu ikke navnene på de personer, som gennemførte lørdagens attentat mod præsident Nicolas Maduro, men vi...
Mandag, juli 23, 2018 - 13:30
26. juli 1953 – 26. juli 2018: Der er nu gået 65 år siden Fidel og Raúl Castro stod i spidsen for angrebet på Moncada...

Vi fordømmer angrebet på Maduro

Vi fordømmer angrebet på Maduro

Vi kender endnu ikke navnene på de personer, som gennemførte lørdagens attentat mod præsident Nicolas Maduro, men vi kender adressen på bagmændene. Det er terrorisme og vi opfordrer den danske regering til at tage afstand.

Maduro til udtalelse.jpg

Venezuelas præsident Nicolas Maduro, som forleden blev forsøgt myrdet, mens han talte til et arrangement i hovedstaden Caracas.
Venezuelas præsident Nicolas Maduro, som forleden blev forsøgt myrdet, mens han talte til et arrangement i hovedstaden Caracas.

Lørdag (den 4. august) sent om eftermiddagen blev der gennemført et attentat imod Venezuelas demokratisk valgte præsident Nicolas Maduro, da han i hovedstaden Caracas talte ved et stort arrangement under åben himmel. 

Præsidenten er uskadt, men der er oplysninger om syv sårede, som følge af, at sprængladninger monteret på to flyvende droner blev bragt til sprængning.

Vi fordømmer dette mordforsøg på landets præsident. Vi kræver respekt for roen og demokratiet i landet, som Nicolas Maduro og hans regering kæmper for at opretholde under meget vanskelige vilkår, idet ekstreme højrekræfter i landet igen og igen søger at anstifte uro og økonomiske problemer, mens de på valgdagene ofte vælger at boykotte, fordi de ved, at de er mindretallet, mens flertallet bakker op om præsidenten og den bolivarianske revolution.

Myndighederne i Venezuela oplyser, at en række personer er anholdt og at efterforskning af attentatet er i gang.

Anklagerne retter sig imod højrekræfter i Venezuela, og der peges på forbindelser til kræfter i Florida i USA og til personer tæt på Colombias afgående præsident Santos.

Mens vi naturligvis må afvente at sagen efterforskes, og at der sættes navne på de skyldige, så er der ingen grund til at tvivle på, at adressen på bagmænd kan findes i Bogota og Miami.

REGIMESKIFTE?

USA's regering erklærer åbent, at man arbejder for et regimeskifte i Venezuela, og de seneste tre år har Washington officielt stemplet Maduro og hans regering som en "usædvanlig og ekstraordinær trussel mod (USA's) nationale sikkerhed og udenrigspolitik". Det er at give alle mørke kræfter grønt lys til vold og 'license to kill'.

Adskillige af de tidligere attentater og voldshandlinger, som er gennemført siden 1999 – da Hugo Chávez vandt præsidentposten i landet og ikke mindst siden Nicolas Maduro i 2013 efterfulgte Chávez – har haft tråde til netop USA og Colombia, hvor både penge, våben og terrorister er kommet fra.

Det er ikke noget vi tror, det er noget, som er dokumenteret!
Washington og Bogotá afviser at være indblandet i attentatet mod præsident Maduro, og vi forventer derfor, at myndighederne i USA efterkommer opfordringen fra præsident Maduro til aktivt at hjælpe de venezuelanske myndigheder i arbejdet med at spore de skyldige og deres bagmænd og dermed straffe disse terrorister.

HVAD MENER DANMARK?

Vi opfordrer den danske regering og de politiske partier, som vi oplever har stor fokus på kampen mod terrrorisme og terrorister, til at tage afstand for lørdagens terror i Caracas rettet mod landets valgte præsident. Der er ikke plads til dobbeltspil og dobbeltmoral i kampen mod terror.

Underskrevet af: Kommunistisk Parti; international sekretær Nikolaj Møller Kofod. Grupo Salvador Allende; talsmand Waldo Salomon. Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes fagforening, ved Ole Søborg – freds- og solidaritetsudvalget. Gruppen Patria Grande; talspersonerne Hanne Leni Andersen og Pedro Juarez. Kommunistisk Parti i Danmark, international sekretær Bo Møller. Hands Off Venezuela. Dansk-Cubansk Forening; formand Sven-Erik Simonsen, Danmarks Kommunistiske Parti; ved Luis Monteiro.