Cuba fortjener sin frihed

Cuba fortjener sin frihed

Kronik i Dagbladet Arbejderen den 28. oktober 2009

Af Helene Caprani, formand for Dansk-Cubansk Forening

Den 28. oktober stemmer FN’s generalforsamling for 18. år i træk om fordømmelse af USA’s blokade mod Cuba. Sidste år stemte 185 medlemsstater for Cubas forslag. Den efterhånden eksklusive modstanderklub talte USA, Israel og miniputstaten Palau, og der er ingen grund til at forvente, at dette års stemmetal bliver stort anderledes.

Desværre er der heller ingen grund til at forvente, at afstemningen får andet end symbolsk betydning. Indtil videre har USA’s skiftende regeringer opretholdt blokaden mod det cubanske folk siden 1962, snart et halvt århundrede, og præsident Barack Obama valgte så sent som i september at forny den uden ændringer. 

USA’s økonomiske, handelsmæssige og finansielle blokade er en systematisk krænkelse af hele den cubanske befolknings ret til udvikling og fremgang. Dens skadevirkninger overstiger ifølge cubanerne 93 milliarder dollars (1). Det beløb er særligt lavt sat, fordi det ikke tager højde for den nuværende lave dollarkurs – ud fra hvilken beløbet skulle ganges med 2,5 (2). 
Blokaden er i dag et sindrigt system af love og såkaldte præsidentielle ordrer, der strækker sig langt ud over Floridastrædet. Den forbyder al handel med varer og serviceydelser mellem Cuba og ikke alene USA, men også datterselskaber af amerikanske virksomheder i tredjelande. Den forbyder tredjelandes salg af varer, der indeholder over 10 procent amerikanske dele, til Cuba – hvilket for få år siden resulterede i en grotesk sag om brasilianske kyllinger, der havde spist amerikansk produceret foder. Den forbyder åbning af konti og transaktioner i dollars til cubanske borgere og virksomheder hos banker i tredjelande. Den forbyder skibe at lægge til i amerikanske havne i en periode på 180 dage efter at have besøgt Cuba. 

Blokaden rammer selvsagt alle sektorer af den cubanske økonomi. Men det er i spørgsmålet om sundhed, at den har sit mest kyniske og menneskefjendske udtryk. Cubanerne anslår, at blokaden alene mellem maj 2008 og april 2009 har fordyret importen af sundhedsartikler med 25 millioner dollars (3). Men øgede udgifter er ikke hele sagen. Cubanske forskere og sundhedspersonale er forhindret i at rejse til USA for at deltage i konferencer eller uddannelse, hvilket selvsagt bremser indførelsen af nye teknikker i Cuba – og i øvrigt det samme i USA, der nok kunne have glæde af erfaringer fra det berømmede cubanske sundhedssystem og medicinalindustrien. Der er utallige eksempler på, at Cuba ikke kan indkøbe avanceret udstyr, fordi det bliver produceret under amerikansk patent, eller endog modtage donationer som tre ambulancer fra den amerikanske NGO Præster for Fred i 2008. 
End ikke de yngste cubanere har fundet nåde. Landets børnehospitaler har gang på gang måttet opgive at indkøbe specialudstyr fra USA, hvilket blandt andet har betydet at otte børn fra 9 måneder til 12 år måtte gennemgå åben hjertekirurgi i stedet for en simpel behandling gennem et kateter (4). Også tredjelandsselskaber fra bla. Holland og Japan har sløjfet eksport af hospitalsudstyr til Cuba på grund af blokaden. 
Men hvad hjælper et højt prioriteret sundhedssystem, hvis man ikke kan få mad på bordet? Fra 1990 til 1994, efter Sovjetunionens sammenbrud, tabte cubanerne i gennemsnit 10 kilo. De kunne ganske enkelt ikke betale de øgede udgifter på fødevareimporten. I 2000 blev der dog brudt et lille hul i hegnet, da det blev muligt for cubanerne at indkøbe fødevarer i USA – selvom mængden stadig er lille på grund af en lang række bureaukratiske restriktioner. 

Historiens længestvarende blokade begyndte som en tilføjelse til’Trading with the Enemy Act’ fra 1917, der er beregnet for krig eller undtagelsestilstand. Loven skal jævnligt forlænges af den amerikanske præsident, ligesom Obama som nævnt gjorde den 14. september. Det skete trods opfordringer fra blandt andet Amnesty Internationals generalsekretær Irene Khan, der pointerede at blokaden ’forhindrer millioner af cubanere i at drage fordel af vital medicin og hospitalsudstyr, der er essentielt for deres sundhed’ (5). 
Obamas beslutning kom ikke som en overraskelse. Hans vicepræsident Joseph Biden havde allerede i marts bekræftet, at blokaden er ’et værktøj til at lægge pres på Cuba’ (6). Obama har dog lovet visse ændringer. Den 3. september annoncerede han, at nogle af restriktionerne på rejser og pengeoverførsler til Cuba vil blive fjernet, og at en vis grad af telekommunikation mellem de to lande vil blive legaliseret. Det vil imidlertid blot føre blokaden tilbage til 2004, hvor George W. Bush indførte de pågældende restriktioner. Hvad angår telekommunikationen, kan den i øvrigt ikke gennemføres på grund af anden lovgivning, og de øvrige ’lempelser’ gælder blot amerikanske statsborgere med cubansk familie. Med andre ord er det eksilcubanerne i Miami, der får fordelene, mens blokaden fra Cubas synsvinkel er fuldstændig uændret. 
Selvom det eksilcubanske miljø historisk hænger tæt sammen med det republikanske parti og altså ikke er blandt Obamas kernevælgere, er de ikke sådan at kimse af. Hvad angår USA’s udenrigspolitik, overgås eksilcubanernes historiske indflydelse som etnisk lobby blot af den pro-israelske (7), og Obama var da også på høflighedsvisit i Miami under sin valgkamp. 

Da blokaden blev indført i 1962 i kølvandet på missilkrisen i oktober, lykkedes det kort efter for John F. Kennedys regering at lokke hele Cubas kontinent med på holdet. Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) ekskluderede simpelthen Cuba og tilsluttede sig blokaden. I de følgende årtier faldt landene imidlertid fra ét efter ét, efterhånden som de USA-støttede militærdiktaturer bukkede under. På OAS’ møde i april i år, der ironisk nok faldt på årsdagene for Cubas sejr i Svinebugten i 1961, var styrkeforholdet vendt 180 grader. De latinamerikanske ledere beklagede eksklusionen og fordømte blokaden, med ALBA-landene i front. 
Var cubanerne ikke blevet udsat for et halvt århundredes økonomisk krigsførsel, er det ikke til at sige hvor de havde været i dag. En idé kan man måske få ved at se på Venezuela, der på 10 år har nået imponerende sociale fremskridt ved at prioritere mange af de samme områder – selvom der selvfølgelig også er mange forskelle på de to lande. 
USA’s blokade står stadig i dag som den ubetinget største bremse for Cubas udvikling. Heldigvis mener det overvældende flertal af verdens lande, at cubanerne fortjener bedre. 

Noter
1. García, José Luis Rodríguez: ‘Informe sobre los Resultados Económicos del 2008 y los Lineamientos del Plan Económico y Social para el 2009’. 
2. ’Report by Cuba on Resolution 63/7 of the United Nations General Assembly’, 2009.
3. ibid.
4. ibid.
5. ’President Obama should take the lead on lifting embargo against Cuba’, Amnesty International, 2009. 
6. ’Report by Cuba on Resolution 63/7 of the United Nations General Assembly’, 2009.
7. Haney, Patrick J. & Vanderbush, Walt: ‘The Cuban Embargo: The Domestic Politics of an American Foreign Policy’, University of Pittsburgh Press 2005 s. 63.