Interview med Fernando González: Fri efter 16 år i USA's fængsler

Interview med Fernando González: Fri efter 16 år i USA's fængsler

Medierne har berettet om, at USA og Cuba nu genopretter diplomatiske forbindelser, og at der i samme forbindelse er sket en udveksling af en række fanger. Der er imidlertid ingen medier, der har fortalt historien om de fem cubanere, der efter 16 år i USA'

A1Fernando+hustru+mirta-(free).jpg

Fernando González er kommet ud af fængslet efter 16 år som et helt menneske. Dengang i 2001, da han fik sin dom, besluttede han sig for at de ikke skulle knække ham, og at han ville bruge tiden i fængslet til at ”at vokse som menneske og vokse som revolut
Fernando González er kommet ud af fængslet efter 16 år som et helt menneske. Dengang i 2001, da han fik sin dom, besluttede han sig for at de ikke skulle knække ham, og at han ville bruge tiden i fængslet til at ”at vokse som menneske og vokse som revolut

Jeg mødte Fernando Gonzalez to gange mens jeg var i Cuba i december 2014 og januar 2015. Både før og efter den skelsættende dag, 17 december:

- Mens jeg sad i fængsel fik jeg mange breve, også fra Danmark og jeg fik Cubabladet, fortæller Fernando González med et smil.

- Ja, jeg kunne jo ikke forstå noget som helst, men jeg kunne se billederne og tyde overskrifterne og få en oplevelse af, at der var mennesker i Danmark, som kæmpede for os og for Cuba.

Han sender sin tak til alle der har bidraget, skrevet breve, demonstreret eller på anden måde har været med. At alle fem i dag er løsladt fra USA's fængsler er resultatet at alle de mange bidrag.

17. december 2014

Cubaneren Fernando González vil mindes den 17. december 2014 resten af sit liv. Den dag skulle han komme til at gense tre kammerater, som han havde delt skæbne med i fængsler i USA. Det var 13 år siden han havde set den ene, Gerardo Hernández, mens han havde haft et kort samvær med de to andre, Antonio Guerrero og Ramón Labanino for godt fem år siden. Derefter blev de igen blev adskilt og anbragt i hver deres højsikkerhedsfængsel i hver deres delstat i USA.

Hvordan var det for dig at opleve det øjeblik, da dine tre kammerater kom tilbage til Cuba?

- Det var meget meget følelsesladet igen at møde Gerardo, Antonio og Ramón. Jeg havde ikke set Gerardo siden 2001.

- Jeg havde set Tony og Ramón i 2009, da vores sag kom for retten i Miami fordi strafudmålingen skulle gå om. Men Gerardo var det meget lang tid siden jeg havde set.

- Så du kan nok forstå, at det var et bevæget øjeblik at møde Tony og Ramón igen og ikke mindst Gerardo, som jeg ikke havde set så længe.

Foruden Fernando González og de nævnte tre hører cubaneren René González også med til ”de 5”, som de kendes i Cuba og internationalt.

Tilsammen er de fem cubanske antiterrorister, som i 1990'erne overvågede eksilcubanske terrorgrupper i Miami for at advare hjemlandet Cuba om forestående attentater og mordforsøg – så Cuba kunne forsvare sig.

”De 5” blev imidlertid afsløret og arresteret den 12. september 1998 og efterfølgende tilsammen idømt fængsel i fire gange livstid plus 60 år.

De blev sat i fængsel for at bekæmpe terrorisme!

Dette politiske justitsmord er blevet fordømt af jurister, at Amnesty International og andre menneskeretsorganisationer, af cubavenner, parlamentarikere og regeringer fra mange lande, af en juridisk ekspertkomite under FN samt mange flere.

I 2013 havde Rene González udstået hele sin straf og kunne vende hjem til Cuba. Tidligere i år havde Fernando udstået sin straf. Den 17. december blev gensynets dag for dem alle.

- Det var fantastisk at opleve deres gensyn med familierne. Se ansigterne både på dem og på deres familiemedlemmer. Familierne var bare så glade. Jeg vidste jo, hvor meget de havde lidt, mens deres kære stadig var i fængsel. Så jeg har vel aldrig set et så intens udtryk for glæde og lykke... siden jeg selv vende hjem.

- Nu blev det min tur til at opleve denne stormflod af glæde fortæller Fernando González.

Han har svært ved at finde ordene, som kan formidle oplevelsen... 'frydefuldt' ender han med at synes dækker øjeblikket bedst.

- Det var et frydefuldt øjeblik.

- Og jeg har stadig det øjeblik i mig og hos mig hele tiden. Fornemmelsen fylder mig. Det er ikke holdt op endnu.

- Det gælder også de andre, tilføjer han. Også de er stadig helt fyldte af de minutter og timer.

De andre 4

”De andre” omtaler han hele tiden ved fornavnene Gerardo, Ramón og Antonio, som oftest bliver til Tony – og så René.

Sagen om de fem fængslede cubanere i USA har siden 2000 været et hovedpunkt for venskabs- og solidaritetsbevægelsen med Cuba i hele verden. Også i Danmark, hvor Dansk-Cubansk Forening, fagforeninger, kommunistiske partier, enkelte folketingsmedlemmer og advokater m.fl. har taget del i kampagner for frihed og retfærdighed til ”de 5”. 

- Løsladelsen af Tony, Ramón og Gerardo er en meget vigtig sejr, som tilhører det cubanske folk, og alle vores venner. Alle i hele verden. Fordi denne sejr kunne ikke være vundet uden den solidaritet, som ”de 5” blev mødt med fra mennesker i hele verden.

Vidste du, at det ville ske. Vidste du på forhånd, at de tre tilbageværende ville blive løsladt nu?

- Jeg anede ikke, at det ville ske. Jeg havde ingen anelse overhovedet.

- Det var en overraskelse for mig, som det var for alle.

- En kort stund forud for at nyheden kom frem via Telesur og CNN, fik jeg en fornemmelse af at noget var i gære.

- Fordi hvis man logger sig ind på fængselsvæsenets hjemmeside i USA, så kan man lokalisere en fange, hvis du har hans navn og nummer. Og det var der én, der havde gjort, og vedkommende fortalte mig, at de tre, Gerardo, Antonio og Ramón, var i det samme fængsel.

Fernando González var blevet ringet op den 16. december om aftenen og havde fået den lidt mærkelige oplysning om at hans tre kammerater for første gang i 13 år var i det samme fængsel.

- Jeg havde stadig ingen anelse om, hvad der var ved at ske.

- Jeg tænkte, at måske havde de amerikanske myndigheder besluttet at lade dem være sammen i det samme fængsel, så de kunne få bedre betingelser, forklarer Fernando González.

Men så ringede telefonen igen den 17. december om morgenen, og det var ham, som dagen før havde logget sig ind på fængselsvæsenets hjemmeside, som var i røret.

- Han sagde så til mig: Kan du huske, hvad jeg nævnte for dig i går? Nu er det sket! Nu er der fastsat en dag for løsladelsen, og det er i dag, den 17. december 2014!!

- Det var helt utroligt.

- Kort tid efter kom nyheden så via CNN og Telesur.

- Og da det så blev meddelt, at den cubanske præsident ville tale på tv, så var det klart, at det var denne sag, som han ville tale om.

Raúl på tv

I sin tv-tale oplyste præsident Raúl Castro som ventet, at de tre sidste af ”de 5” var løsladt, og da han tilføjede, at de dette øjeblik var ankommet til Cuba udløste det en bølge af jubel over hele Cuba; i radio, tv, på gaderne og på arbejdspladserne og skolerne.

Og næste dag var aviserne Granma, Juventud Rebelde og Trabajadores fulde af bevægede og bevægende beretninger.

I de unges dagblad Juventud Rebelde var overskriften på side 6 ”El dia de los abrazos” (dagen med de mange omfavnelser – eller 'store krammedag').

”Hvor mange kram kan man ophobe på 16 år?”

”Ethvert atom i hele verden ville fælde en tåre, hvis de oplevede Adrianas smil”, skriver avisens jounalist.

Adriana er gift med Gerardo Hernández, som fik den hårdeste straf på to gange livstid plus 15 år i fængsel.

Og Adriana Pérez blev udvist af USA, hvor hun levede sammen med sin mand, da Gerardo Hernández fik sin dom. Hun blev stemplet som en ”fare for USA's sikkerhed” og fik forbud mod at besøge sin mand i fængslet. 

Adriana og Gerardo har ikke set eller rørt hinanden i over 13 år.

Dette besøgsforbud – som også ramte Olga Salanueva, der er gift med René González – er blevet fordømt af Amnesty International, af medlemmer af EU-parlamentet og af mennesker i hele verden som brud på internationale konventioner om fangers humanitære rettigheder.

På trods af uretfærdigheden og på trods af den umenneskelige behandling, som blandt andet omfattede næste to år i isolationsceller, så er Fernando González ikke nedbrudt, bitter eller fuld af had.

Og det samme gælder de fire andre, understreger han.

Hvordan var vilkårene i fængslet, hvordan kunne det lykkes for dig og for dine fire kammerater at komme ud af fængslet efter 15-16 år som hele mennesker, der ikke er ødelagte?

- Da jeg blev fængslet. Da jeg forlod Miami efter dommen i 2001. Altså, da vi forlod varetægtsfængslet og blev placeret i hver sit fængsel forskellige steder i USA, så spurgte jeg mig selv: Hvad skal jeg gøre med denne tid i fængsel. Jeg tænkte; nu er jeg her. De har mig. Der er ikke noget, jeg kan gøre ved det.

- Kampen for retfærdighed vil få mig løsladt, sat fri på et tidspunkt, men jeg ved ikke noget om, hvor lang tid, der vil gå, før jeg kan være tilbage i Cuba, beretter Fernándo González om sine tanker i december måned 2001.

- Så i den situation besluttede jeg mig for en filosofi dér i fængslet. Jeg tænkte, OK det her er en tid til at vokse og udvikle sig. At vokse som menneske, at vokse som revolutionær, at blive et bedre menneske – at kunne forlade fængslet med en bedre personlighed og og en stærkere karakter. Det var mit mål.

- Det var et velovervejet mål, jeg satte for mig selv. Jeg tænkte: Hvis jeg ender med at forlade fængslet i dårlig tilstand, både fysisk og mentalt, så har de vundet kampen, og det ville jeg ikke give dem mulighed for.

- Så jeg brugte min tid i fængslet til at holde mig i fysisk god form. Jeg løb og jeg værnede om mit helbred.

- For at nære mit intellekt læste og studerede jeg – og så brevvekslede jeg med alle vores venner i  verden. 

- Det var det, som jeg hovedsageligt gjorde gennem årene. 

Ligesom Fidel og Raúl (Castro) og de andre fra angrebet på Moncada-kasernen under deres fængsling på Isla de Pinos under Batista-diktaturet?

- Ja der er en parallel – uden at påstå, at jeg er på et niveau, der svarer til dem, men ja.

- Jeg tror, at enhver revolutionær, som kommer i fængsel, må prøve at få noget positivt ud af situationen.

- Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal i fængsel. Men hvis du kommer i fængsel som revolutionær, så kan man jo ikke gøre andet end at få det bedst mulige ud af situationen.

Livet i fængslet

Blev i jagtet af de andre fanger i de amerikanske fængsler fordi i var revolutionære cubanere?

- Nej, det blev vi ikke.  De andre fangers holdning til os var helt overvejende respektfuld.

- Jeg tror, at der er et naturligt instinkt hos mennesker; hvis du respekterer andre, så vil denne respekt blive returneret.

- Medmindre personen er ude af balance mentalt og følelsesmæssigt. Og den slags findes. Den slags var der i fængslet. Der var episoder af den type.

Men i det store og hele, så er det min erfaring, at mennesker, der bliver mødt med respekt svarer med respekt.

Det er ikke kun min erfaring. Det ved jeg fra de fire andre også. 

Inden vi slutter vender Fernando González tilbage til noget, som ligger ham stærkt på sinde.

Han ønsker, at solidaritetsbevægelsen forstår, at denne sejr ikke kunne være vundet af Cuba alene.

At USA efter 16 år var så presset i denne sag, at Barack Obama valgte at bruge sin særlige præsidentielle magt og løslade de sidste tre af de fængslede cubanere, var og er et resultat af en forenet og vedholdende indsats. 

- Hils vores venner i Danmark og sig tak. Denne sejr tilhører også hver og en af dem, slutter han.