Straffelov og ”politiske fanger”

Straffelov og ”politiske fanger”

De af EU og USA benævnte ”politiske fanger” i Cuba må nødvendigvis være at betragte som landsforrædere, som også i Danmark under lignende udenrigspolitiske forhold ville risikere lange fængselsdomme.

Bragt i Morgenavisen Jyllandsposten den 3. august 2010

Nu har vi i en længere periode læst adskillige artikler om ”politiske fanger” i Cuba. I februar døde den ”politiske fange” Orlando Zapata Tamayo efter en længere sultestrejke, der medførte et massivt medieskriveri samt officielle fordømmelser fra EU og USA. I de seneste par uger har vi kunnet læse om løsladelse af en større gruppe cubanske ”politiske fanger”. Jeg har valgt at sætte ”politiske fanger” i citationstegn, fordi jeg vil kigge nærmere på, om begrebet ”politiske fanger” bliver brugt korrekt i den givne situation, eller om man i virkeligheden burde bruge udtrykket ”landsforrædere”.

Søger man i Wikipedia på ordene ”politisk fange”, står der, at det er en person, hvis idéer eller rene nærvær betragtes som en udfordring/trussel mod myndighederne. Dette oplevede man eksempelvis i 1950'ernes USA under McCarthy-perioden, da folk blev forfulgt og i værste tilfælde fængslet alene pga. deres politiske overbevisning. Begrebet ”landsforræder” bruges derimod - ifølge Politikens Nudansk Leksikon - om en person, der ”forråder sit land ved at samarbejde med landets fjender”.

Lad os som udgangspunkt se på, hvad den danske straffelov siger om landsforræderi: Kapitel 12 handler om forbrydelser mod ”statens selvstændighed og sikkerhed”. Her tildeles indtil livstidsfængsel for handlinger til fordel for en eventuel fjende (§ 98). Disse handlinger kan være trusler om magtanvendelse, sabotage o.l. fra en person, men det kan også være en offentlig udtalelse til fordel for fjenden, hvilket kan give indtil seks års fængsel (§100, stk. 2) eller almindelig bistand til fjenden, der kan give op til 16 års fængsel (§101). I juli 2007 anmeldte den konservative Rasmus Jarlov Enhedslistens Asmaa Hamid til politiet for landsforræderi (straffelovens §100) pga. hendes udtalelse om, at hun godt kunne forstå, at irakere skød mod de danske soldater. Sagen faldt til jorden, da Danmark ikke længere officielt var i krig med Irak. I kapitel 12, §102, stk. 2.4 står der, at råd eller dåd fra eksempelvis udgivere eller redaktører af dagblade til støtte for en evt. fjende straffes med indtil 16 års fængsel.

Lad os nu vende blikket tilbage mod den konkrete sag med de cubanske ”politiske fanger”:
De 52 personer, der nu løslades, er en del af en gruppe på 75 personer, der i 2003 blev dømt for netop at have støttet fjenden USA samt modtaget støtte derfra. I vestlig presse blev de fremstillet som uafhængige journalister, men kun fire havde egentlig journalistisk baggrund. Under retssagen blev der fremlagt beviser på, at gruppen havde modtaget penge fra USA. Man mødtes ofte i det ”amerikanske interessehus” (USA og Cuba har ikke diplomatiske forbindelser og derfor ingen ambassader. I stedet har man ”interessehuse” i henholdsvis Havanna og Washington). Her fortalte James Cason (daværende chef for det amerikanske interessehus) ”journalisterne”, hvad de skulle skrive om. Aflønning i form af penge eller ting kom fra forskellige fonde i USA med direkte forbindelse til den amerikanske regering. Alene i 2008 afsatte USA's regering 45 mio. US-dollars til undergravende virksomhed mod Cuba. I gruppen af ”journalister”, der frekventerede det amerikanske interessehus i Havanna, befandt der sig også nogle folk, der hemmeligt arbejdede for og informerede den cubanske stat, hvorved man fik grundigt indblik i gruppens arbejde samt James Casons hensigter. For nylig bekræftede ekspræsident Bush' viceudenrigsminister, Robert Noriega, at James Cason modtog instruktioner fra det amerikanske udenrigsministerium om at fremprovokere en udvisning fra Cuba med henblik på en politisk konfrontation.

Hvilken baggrund har Cuba for at betragte USA som fjende?
Allerede fra den cubanske revolutions begyndelse i 1959 brød konflikten med USA ud. En landbrugsreform i Cuba kort efter revolutionens begyndelse begrænsede jordarealerne for den enkelte jordejer, og de overskydende jorder uddeltes til 100.000 fattige jordløse bønder. Det fik drastiske konsekvenser for amerikanske virksomheder, der havde opkøbt store dele af de cubanske landbrugsjorder. Konsekvenserne af reformen mærkedes prompte: Sabotageaktioner, handelsrestriktioner mod Cuba samt forsøg på likvidering af Cubas leder, Fidel Castro. I april 1961 forsøgtes en invasion af 1.400 CIA-støttede cubanere (”Svinebugtsinvasionen”), der havde forladt Cuba efter revolutionen. Invasionsforsøget blev nedkæmpet på tre dage, og præsident Kennedy fortrød, at han ikke havde sendt den amerikanske flåde ind i krigen. Derfor satte han sin forsvarsminister til at finde en årsag til at angribe Cuba. Dette kan man læse meget mere om på George Washington Universtity's arkiv over frigivede hemmeligstemplede dokumenter. Det amerikanske udenrigsministerium foreslog bl.a. bombninger af byer i USA, sabotage mod amerikanske skibe på vej til Guantánamo, nedskydning af amerikansk fly etc. for derefter at give Cuba skylden. Missilkrisen i efteråret 1962 stoppede dog disse planer.

En effektiv økonomisk blokade og handelsblokade af Cuba blev resultatet, der stadigvæk virker og siden er blevet strammet op. Det betyder bl.a.:
- at al handel mellem USA og Cuba er forbudt. I de senere år er der dog åbnet for salg af visse amerikanske landbrugsprodukter til Cuba, men ingen cubanske produkter må importeres til USA. Et produkt, der er produceret eksempelvis i Danmark og indeholder cubansk nikkel, må heller ikke importeres i USA.
- at udenlandske skibe, der lægger til i cubansk havn, vil blive ramt af et halvt års karantæne fra at lægge til i amerikanske havne.
- at forskellige europæiske banker har måttet betale millionbøder for at lave pengetransaktioner for Cuba i US-dollars, hvorfor mange banker er blevet skræmt fra at lave transaktioner for Cuba, der gør det endnu sværere at handle med udlandet.
- at udenlandske virksomheder, der handler med Cuba, risikerer at blive udelukket fra det amerikanske marked, så virksomheder med stor eksport til USA naturligvis ikke vover at handle med Cuba.
- at det ifølge amerikansk lovgivning ikke er tilladt for amerikanere at rejse til Cuba.
Dette kan medføre bødestraf på op til 250.000 US-dollars samt op til 10 års fængsel. Var der nogen, der sagde ”politiske fanger”?

Derudover har såvel CIA som forskellige højreradikale grupper i hovedsageligt Miami flere gange forsøgt at likvidere Cubas tidligere leder, Fidel Castro, samt andre cubanske politikere og diplomater. Disse personer går ustraffet rundt i USA på trods af myndighedernes kendskab til aktionerne. Visse af disse personer har tillige begået terroraktioner som eksempelvis nedskydning af et cubansk fly i 1976, der kostede 73 mennesker livet; bombninger af hoteller i 1998 med henblik på at skræmme turister væk fra Cuba og derved ødelægge en vigtig indtægtskilde. Var der nogen, der sagde terrorisme?

Der kunne nævnes mange flere groteske eksempler, men jeg vil stoppe her. Mit udgangspunkt var jo at undersøge, hvorvidt de ”politiske fanger” i Cuba er politiske fanger, eller om de er at betragte som landsforrædere. Det burde træde tydeligt nok frem, idet Cuba har al mulig grund til at forsvare sig mod et fjendtligt USA, der på alle måder krænker internationale konventioner i sine bestræbelser på at bekæmpe det politiske system i Cuba. Derfor må de af EU og USA benævnte ”politiske fanger” i Cuba nødvendigvis være at betragte som landsforrædere, som også i Danmark under lignende udenrigspolitiske forhold ville risikere lange fængselsdomme. Lignende lovgivninger til beskyttelse af et lands sikkerhed og suverænitet findes i alle lande, så EU's og USA's fordømmelse af de cubanske ”politiske fanger” udtrykker kun endnu et eksempel på dobbeltmoral og eurocentrisme.

Kronikøren har gennem hvert af de seneste 10 år boet cirka ni måneder i Cuba.