Cuba viser klimavejen

Cuba viser klimavejen

Leder i Cubabladet 3, 2010

Når vi laver solidaritetsarbejde for Cuba, er det ikke bare for deres brune øjnes skyld. Det er også, fordi vi kan bruge cubanerne som inspiration: Som levende beviser på, at en anden – bedre – verden er mulig. Når vi nævner Cuba som det gode eksempel, gælder det som regel resultaterne på sundheds- og uddannelsesområdet, det frivillige arbejde i andre ulande, deres modstand overfor USA-imperialismen og så videre og så videre. Men hvem skulle have troet, at Cuba – der i 1980’erne brystede sig af det mest mekaniserede landbrug i Latinamerika – skulle blive et miljøforbillede?

Menneskenes rovdrift på naturen og på hinanden har sendt hele verden i krise: Økonomisk krise, energikrise, fødevarekrise, klimakrise. Én del af verden har prøvet at stå uden økonomi, energi og fødevarer fra den ene dag til den anden: Cuba ved Sovjetunionens sammenbrud. At den cubanske socialisme overlevede Den Specielle Periode og i dag oplever vækstrater, der gør kineserne forlegne, må betyde at det også kan lykkes os andre at komme ud på den anden side.

Cubanerne har ikke valgt det ’sædvanlige’ svar på krisen, nemlig sociale nedskæringer og øget konkurrence. Nøglen til cubanernes succes er den solidaritet, der gennemsyrer deres revolution: Når ressourcerne er knappe, deler man, så alle får det nødvendige. Da den sovjetiske olie holdt op med at flyde, købte staten 1,2 millioner cykler og byggede selv en halv million. De berygtede kæmpebusser, ’kamelerne’, blev sat ind, og alle statslige køretøjer fik pligt til at samle blaffere op. Man lavede solopvarmede riskogere og energisparepærer og delte dem ud. Problemerne blev ikke løst, men deres konsekvenser blev tålelige for befolkningen. 

Det værste var imidlertid manglen på fødevarer, som blev forværret yderligere med Torricelli- og Helms-Burton-stramningerne af USA’s blokade. Fra 1990 til 1994 tabte cubanerne i gennemsnit 10 kilo – måske det mest grusomme udtryk for menneskesynet hos de eksilcubanere, der sætter kursen i USA’s Cubapolitik. Men cubanerne kæmpede sig gennem krisen. Man indførte rationeringskortet for at sikre alle cubanere den nødvendige mængde basale varer til subsidierede priser. I mangel på gødning og pesticider udefra begyndte man sin egen produktion, der nødvendigvis måtte være økologisk, hvilket i dag eksporteres til flere lande i Latinamerika. I dag er fire femtedele af Cubas landbrug fuldstændigt økologisk. I mangel på brændstof vendte okserne tilbage til markerne, og biprodukter fra sukkerhøsten blev brændt på varmeværkerne. I mangel på fødevarer i byerne skabte man små haver til frugt, grønt og husdyr. I dag taler statistikken klart: Cuba producerer selv 80 procent af den mængde fødevarer, som landet måtte importere i 1991. Fremskridtene indenfor bæredygtigt landbrug spiller også en rolle i ALBA-samarbejdet, hvor cubanske økologi-eksperter er en del af arbejdet for at genrejse Venezuelas forsømte landbrug – paradoksalt nok på grund af en overflod af olie. Selv det gamle problem med flugt fra land til by har cubanerne løst, simpelthen ved at sikre bønderne en ordentlig indtægt.

Når FN’s klimatopmøde rammer København i december, har Cuba rigtig mange gode svar at tilbyde. De svar skal vi fortælle danskerne og alle de andre, der kommer hertil. Når vi ses til det alternative klimaforum, når vi går i demonstration, og når vi samles til folkemøde med ALBA-lederne. Lad os sammen blive inspireret af cubanerne – endnu engang.